mandag den 12. oktober 2015

Tilgivelse...


Godaften...

I weekenden var jeg hjemme og besøge mine forældre. Her opdagede jeg noget, som jeg siden har haft rigtig svært ved helt at håndtere.
Min mor kiggede i nogle gamle papirer, og fandt herimellem et brev fra min klasselærer fra folkeskolen, hvori der stod at min lærer var opmærksom på at jeg blev mobbet i skolen og at hun havde lavet en aftale med mig om at holde øje med dem der mobbede mig.
Min mor fortalte mig så i går, at de for nogle år siden havde mødt min klasselærer, som her fortalte mine forældre, at hun godt var klar over det var meget værre end jeg gav udtryk for.

For at tage den sådan fra starten. I mange år af min folkeskoletid havde jeg det rigtig svært. Jeg blev holdt uden for og flere og flere snakkede om mig bag min ryg eller grinede af mig, når jeg lavede den mindste fejl, men Hvor jeg voksede op levede vi under reglen: Du skal ikke vise du bliver ked af det så fortsætter det bare! Så jeg gemte det troligt for alt og alle og blev i stedet mere ensom og alene.
En dag i idræt skulle vi så spille hockey og en af dem der mobbede mig mest var på modstanderens hold. Jeg ved ikke hvad jeg nogensinde har gjort hende, men denne dag havde besluttet at gå til angreb med næb og klør. Jeg husker tydeligt hvordan hun hamrede sin hockeystav ned over min hånd så den blev både blå og gul og hævet, men jeg sagde ikke noget. For jeg ville ikke gøre det værre end det allerede var. Da jeg kom hjem, spurgte mine forældre, hvad der var sket. Jeg fortalte dem det og de ringede til min lærer. Dagen efter i skolen blev jeg taget ud af timen, så min lærer kunne tale med mig om situationen. En anden dag jeg husker meget tydeligt. Jeg husker, hvordan jeg 13 år gammel skulle fortælle, hvordan skaden ikke var et uheld men "planlagt" og jeg husker at mine lærere ikke helt ville tro mig. Jeg husker at vi aftalte at holde øje, men ikke konfrontere de skyldige fordi jeg frygtede det bare blev værre. Et år efter skiftede jeg skole grundet mobning, efter at jeg gentagende gange var blevet hjemme fra skole med mavepine, hvordan jeg var bange næsten dagligt og hvor dårligt jeg havde det med mig selv.

Senere har min klasselærer så som sagt fortalt mine forældre, at hun godt var klar over at det var værre end jeg gav udtryk for. Nu hvor jeg selv er blevet lærer, og er på den anden side af det hele, kan jeg ikke forstå hvorfor? Er det ikke en lærers opgave at sørge for at eleverne trives og har det godt?

Efter jeg har fået det at vide, kan jeg ikke helt lade værre med at beskylde hende for at være en del af det jeg har været igennem. Hvis hun havde gjort noget noget før, var jeg så nået så langt ud som jeg har været? Jeg ville gerne vide hvorfor hun ikke gjorde noget. Jeg ville gerne kunne tilgive min lærer for det, men lige nu ved jeg ikke. Hvis jeg kunne have sparet alt det dårlige jeg har følt og oplevet hvis hun havde gjort noget. Hvis det kunne gøre sådan at jeg var mere selvsikker i dag og ikke altid skulle kæmpe for at være god nok.

-// over and out Chrille

onsdag den 9. september 2015

Mit farvel til Lucinda

I lørdags var det tid til at tage afsted med hele Falthea kampagnen og med Lucinda. 
Som nævnt i et tidligere indlæg blev Lucinda min første rigtige rollespilskarakter, og jeg fik lov at spille hende i 2,5 år. Jeg oplevede så mange ting med hende og jeg vil nu forsøge at give det en afslutning/ et farvel. 

Selvfølgelig vil jeg give et kæmpe tak til Scenariegruppen både nuværende, men også tidligere, for overhovedet at have lavet kampagnen og holdt den i live så længe det blev. Jeg har lært rigtig meget, oplevet en helt ny verden og fået så meget mere mod på at prøve noget nyt. 
Det har været så rart at kommer til skoven hver måned og blive mødt med smil og glæde af flinke mennesker. Folk har været gode til at tage hånd om nye rollespillere og jeg er hvert fald blevet hjulpet godt igang af andre. Det er bestemt noget jeg værdsætter og vil rose folk for.

Herefter et tak til alle de folk, der har været med til at skabe Lucinda som hun er. Jeg havde på ingen måde så perfekt en karakter uden deres hjælp. 
Jeg vil meget gerne skrive mine/Lucindas tanker omkring de karakterer der gjorde størst indtryk. Det skal ikke betyde at de der ikke bliver nævnt ikke har haft betydning. Men der er nogen jeg føler jeg skylder noget særligt. 

Teon:
Teon, Lucindas kære og elskede bror. Det kan godt være Lucinda aldrig rigtig viste, hvor meget hun holdte af sin bror, men det var hårdt at miste ham to gange på et sommerscenarie. og tiden efterfølgende var meget ensom. Lucinda havde altid stor respekt for sin bror og hun elskede ham mere end hun gav udtryk for. Selvom hun ikke var enig i alt hvad Teon gjorde føltes det frygteligt tomt da han var væk og Lucinda mistede en stor del af sin livsglæde.

Vark: 
Lucinda havde sine op og nedture med Vark, som var orkhøvding. Det var bestemt udfordrende, svært, hårdt og til tider grænseoverskridende at spille over for denne store vrede grønne herre, men jeg ville ikke være det foruden i dag. I bund og grund nød Lucinda nok deres meget råbende samtaler. Selvom de var sat til at være fjender nærede Lucinda i bund og grund stor respekt for Vark, som hun ofte følte sig tryg i nærheden af, når der altså var tale om fælles fjender. Da Vark døde havde de lige haft et skænderi, hvor Lucinda fik sagt noget med at hun aldrig ville tale med ham igen. En ting hun siden har fortrudt meget, fordi hun aldrig fik muligheden for at sige undskyld eller få sagt at hun ikke mente det så hårdt. (Han er sikkert ligeglad, hvis jeg kender ham ret)

Akar:
Akar er uden tvivl den person, der har reddet Lucindas liv flest gang (her må dog ses Bort fra Puster, som hvad jeg kan forstå gjorde det i skyggerne også) Akar, som var Ravneshaman, blev Lucindas vej ind i shamanverdenen. det var ham der gav hende forståelse for Glysea og ånder. Hun vil altid være ham evig taknemmelig og føle sig særligt tilknyttet til ham, og fortsat forsvare ham, når nogen beskylder ham for at være ond.

Aldon:
Den mest hvæsende shaman jeg nogensinde har mødt. Gennem ham lærte Lucinda, hvor vigtigt det er at respektere dem med en anden tro. Han var den shaman Lucinda aldrig rigtig blev venner med, hvert fald ikke hvad hun ville indrømme. Aldon var ham man altid skulle følge reglerne overfor og være meget højtidelig omkring. Måske er det derfor det var sådan et chok for Lucinda, da han kom igen og tillod hende at give ham et kram. Aldon var på mange måder en støtte for Lucinda og hun ønskede at hun en dag ville blive accepteret af ham.

Raliegh:
Orken som Lucinda forsvarede fra start, smed ud af byen, løj overfor, hjalp, kæmpede sammen med, blev reddet af, helbredte. Orken der beviste over for Lucinda, at orkere er mere end blot ukontroleret kaos og vrede.. Orken der i sandhed fik Lucinda til at åbne op overfor orkere og lære at stole på dem. Jeg tror på at Raliegh var Lucindas sjæleven. Selvom de havde deres mange kampe og begge har været tætte på at slå modparten ihjel, skete det aldrig. Ingen forstod Lucinda som Raliegh gjorde, ingen behandlede hende som ham.  En ting Lucinda virkelig nød. At se ham igen, var en ting Lucinda slet ikke kunne håndtere, Hun var vred over at han først kom nu, glad for at se ham igen, sur over at han rev op i gamle sår og mest af alt ked af at han ikke kunne blive der. Hun vil altid savne Raliegh og til hver en tid omtale ham med respekt, selv når hun fortæller hvor dum og irriterende han var.

Ezikiel:
En mand Lucinda respekterede mere end de fleste. Hun var forundret over hvordan en mand, der havde været så meget igennem havde kræfter til at stå op om morgenen. Hun nød den frie mand hun så i Siiron og senere så glimt af. Han blev hendes redning da alt så aller sortest ud og hun faktisk selv havde givet op. Hun nød endelig at have en ven hun kunne pjatte med og være sig selv omkring. Det var hårdt den dag han takkede nej til at blive hendes vogter, men den dag hendes hjerte virkelig blev knust, var dagen, hvor han fortalte, at han havde varme følelser for en anden. Men har Lucinda en dag brug for at flygte fra det hele vil det til hver en tid være Ezikiel hun går til.

Manuel:
Manden der fulgte Lucinda side og side, og som var umulig at slippe af med. Han har gjort så mange gode ting for Lucinda og altid været der. Næsten så meget, at det er synd, når Lucinda ikke har set ham. Lucinda var aldrig blevet forkynder igen uden hans hjælp og nærvær. Han blev for alvor Lucinda støttepille efter hun ikke længere havde Teon og Raliegh, Han var den der altid kunne få hende til at smile og den der sørgede for, at hun blev ved med at holde begge fødder på jorden. Han var en sand ven og blev den person der takkede ja til at blive hendes vogter. Hvilket han nok i bund og grund ville være med eller uden titel.

Bjarke:
Lucindas lille loverboy. Ikke noget han nogensinde fik at vide, men Lucinda var forgabt i manden, som hun kun har været i få andre. Hun elskede at tale om ham, hører om ham og håbede altid på nogen ville nævne ham i samtalerne. Han var en af de få der kunne gøre hende helt genert og få hende til at føle sig varm indeni. Hun havde stor respekt for Hvordan Bjarke håndterede ting og ledede sit folk og håbede hver dag på, at han ville sige noget til hende.

Mathias: 
Den første rigtige akolyt som Lucinda så et samarbejde med. På mange måder så hun op til Mathias særligt til sidst da han var villig til at give sit liv for at redde Meronsstad. Lucinda blev glad for endelig at få en samarbejdspartner hun kunne dele sine syn med og en at dele kirken med. Hun så en god ven i Mathias selvom der var flere ting der undrede hende.

Puster:
Lucinda var sikker på, at Puster var en god mand. Hun så hvordan han hjalp både byen og hende selv flere gange. Derfor fik Lucinda det meget dårligt med sig selv, da hun vendte ham ryggen, hvor han havde mest brug for hende. Det gjorde direkte ond på Lucinda at se skyldfølelsen i Pusters øjne efter at han havde spist Plages barn. Hun har siden fortrudt hun ikke hjalp noget før. Puster var personen der fik Lucinda til at gå imod sine guder, fordi hun ikke kunne dræbe ham, når han havde hjulpet hende så meget.

Bjørn:
Dybt inde håbede Lucinda oprigtigt på, at byen tog fejl omkring Bjørn, at han ikke var det monster flere og flere ting ledte hen mod. inderst inde var Lucinda naiv nok til at tro på at Bjørn oprigtigt var hendes ven og at han ville hjælpe hende, hvis det blev nødvendigt. At det var muligt at skabe et samarbejde med Elearripræsten. 

Der har som sagt været andre også som har haft betydning for Lucinda men disse er dem jeg synes fortjener at blive nævnt ved navn, fordi de i større grad end andre har været med til at skabe Lucinda. Jeg har flere jeg gerne ville skrive på, men hvor jeg synes det er for nyt til at det hører sig til.

Tak for en fantastisk kampagne, tak for spil og tak for nu.


-// Over and Out Chrille



tirsdag den 1. september 2015

Mit møde med Requiem

Hej hej...

Så kom weekenden, som stod på Requiem. Jeg var meget spændt og en smule nervøs for, hvad det hele var for noget, og ikke mindst om jeg kunne holde til det, da det er et Horror scenarie. Men alt gik fint på det punkt og jeg endte med at nyde weekenden.

Da jeg ikke har super glad for horror tog det mig et par måneders overvejelse om jeg nu skulle tage med eller ej, og en masse spørgsmål til GM'erne om de kunne sikre mig at jeg ikke løb skrigende væk. Heldigvis var der nogle uger før scenariet stadig ikke nogen der havde meldt sig til at stå i kro og jeg besluttede så at det kunne jeg da gøre. For dere r nok ingen der dræber folket der står for maden. Så jeg kom med alligevel og en uge før scenariets start glædede jeg mig helt enormt til at komme afsted og havde små sommerfugle i maven, for hvordan det mon ville blive.

Weekenden kom og med den også scenariet. Det blev en lidt stresset opstart da jeg lige skulle finde på plads i kroen og da det var sket, blev min karakter inviteret på måneskinstur. Naiv som jeg er, fulgte jeg glædeligt med. Lige hen til en dæmoncirkel hvor min sjæl blev ofret. Så var weekenden ligesom sat.
Det blev en meget lang aften, at skulle spille uden sjæl og på mange måder også lidt kedelig, men da jeg aldrig har prøvet at miste min sjæl før har jeg ikke den store erfaring med, hvordan man gør i den situation. Set i bakspejlet skulle jeg måske have gjort nogle ting lidt anderledes og måske handlet lidt mere aktivt så jeg kunne finde en løsning på mit problem noget før. Det ville sig nemlig at det først blev lørdag eftermiddag, at jeg fik en sjæl igen. Og det så kun en halv og ikke engang min egen. Æv bæv.

Det viste sig dog at jeg blev yderst glad for denne sjæl og der her opstod et vendepunkt for min karakter, som jeg er virkelig glad for at jeg fik med. Fra at være startet som en lille overpyntet lille forkælet gimpe, fik hun mere mod og styrke og endte med at kæmpe for sin frihed og sit videre liv på den helt rigtige måde. Hun blev magiker og begyndte at kunne se de døde og fik en ven, ulig hvad hun tidligere havde haft. Desværre mistede hun båndet til sin bror som altid havde været der (Noget af det jeg ærger mig mest over ved det hele) men mon ikke hun kan skabe sig et nyt og måske bedre til ham i den nye verden de kom til?
Jeg håber hvert fald at dere r mulighed for at jeg får lov til at spille videre og gerne ud fra nogle af de planer jeg allerede har vendt i hovedet :-P

Generelt havde jeg en rigtig god oplevelse og alle var super søde og venlige som altid. Det var endnu engang fedt at tage afsted til rollespil og møde en masse folk både dem man kender i forvejen men også at møde nye spændende folk og skabe nye venskabet. Helt sikkert det bedste ved alt rollespil!

Jeg blev taget rigtig godt imod af alle særligt GM'er og NPC'er (nok fordi det var dem der havde bedst tid til det ved siden af spillet) Det var en super rar følelse hver gang jeg var nede ved "førerbunkeren" og de fleste gange blev jeg da nok også lige 5 min. længere end nødvendigt for bare lige at hygge lidt.
Så alt i alt en super weekend der har givet mig blod på tanden og håb om mere!

-// Over and Out Chrille

fredag den 14. august 2015

Det går for stærkt!

Godaften i stuerne

Det er ikke meget jeg får skrevet, da det er svært for mig at samle mig om det. Men her til aften fik jeg pludselig lavet et digt i mit hoved, som jeg bare må få skrevet ned. Så den går til alle jer, til fri fortolkning.

Det går for stærkt!

Stop! Det går for stærkt!
Sæt farten ned
Skynd dig, kom nu!
Ellers kommer du ikke med.

Stop! Det går for stærkt!

Hvor skal vi hen?
Følg nu med!
Ellers farer du vild igen.

Stop! Det går for stærkt!

Sæt foden i
Tempoet skal være dit!
Ellers bliver du aldrig fri.

-// Over and out Chrille


søndag den 19. juli 2015

Slut med Falthea


Så kom dagen desværre, hvor scenariegruppen bag Falthea valgte at slukke og lukke kampagnen. Ikke lige en beslutning, som jeg er super tilfreds med eller glad for. Jeg synes det er møg irriterende og træls. Jeg har det svært ved rigtig at acceptere, at mit liv som Lucinda er slut.

Lucinda blev min første rigtige rollespilskarakter, og jeg har oplevet mange gode ting gennem hende i de sidste 2,5 år. Jeg er vokset, som person på mange måder inden under Lucindas facade, og jeg har fået nye venskaber og blev en noget mere åben person.

Når tiden er til det, er jeg sikker på, at jeg vil kigge tilbage på det hele som glædelige minder og huske alle de gode og sjove oplevelser, for dem må jeg sige, at der er mange af. Bare det, at jeg er blevet mødt hver måned af glade og venlige folk, som uden tøven har hilst på mig, har været en kæmpe gave. Det, at folk har vist interesse i mit arbejde og spil er noget der betyder rigtig meget for mig. Men blandt det vigtigste er nok den del af hele forløbet, hvor jeg kan se, hvordan jeg på mange måder har udviklet mig som person.

Når jeg tænker på, hvordan jeg havde det for 2,5 år siden, da det hele startede, hvor jeg bare var en stille pige, der ikke kunne kæmpe med sværd eller nogensinde havde betrådt en skov med rollespil, til i dag, hvor jeg har været igennem div. diskussioner, venskaber, oplevelser og kampe, så ser jeg tydeligt den udvikling jeg har gået igennem.
Jeg er gået fra ikke rigtig at vide noget om, hvad jeg skulle gøre eller sige, til at blive den, der hjælper andre på vej, og nogen har sågar ros mig for mit spil. Jeg kan kun nu berette, at jeg er dybt glad for det jeg har oplevet og opnået. At jeg sidder tilbage med sorg i hjertet og mest har lyst til at finde min dyne frem og trøstespise indikerer jo også kun, at det har været noget, der betød meget for mig.

Jeg føler lidt, at jeg er for ked af afgørelsen i forhold til andre, men det er måske fordi, andre har spillet i længere tid eller har en anden måde at tackle tingene på Jeg ved bare, at jeg har det rigtig svært med det hele lige nu og er ked af, at jeg ikke fik lov til at spille mere.
Jeg kunne virkelig godt lide Lucinda, og hun vil altid betyde noget særligt for mig. Jeg er godt klar over, at hun på mange måder ikke var perfekt, men hun var mit værk og jeg synes i bund og grund, at jeg fik udviklet hende, som hun skulle, i betragtning af, at det var en karakter uden mål.
Jeg må sige, at jeg er stolt over mit værk og stolt over resultatet.

Til sidst et billede for at mindes Falthea og særligt mange at Lucindas venskaber deri, desværre var der ikke plads til/ billeder af alle.
Derefter en sang jeg hør her til aften, som beskriver perfekt mine følelser til det hele, samt  som næsten fik en lille tårer frem.


-// Over and Out Chrille

"Hvis nu skal fra dig 
Hvis jeg ikke ser dig mer 
Ligegyldigt hvad der sker 
Så har jeg levet nu 
Jeg har altid kendt dig 
Inderst inde altid vidst 
Jeg sku' møde dig til sidst 
Om alt så gik itu 
Skæbnen den har bare valgt 
At vi skal skilles nu 
Dine øjne gav mig alt 
Græder du, så tør dem nu 
For du gav livet mening 
Du forandred' alt for mig 
Glem det aldrig 
Hvis jeg nu skal fra dig 

Du er altid med mig 
Mærk vi lever nu og her 
Uden dig var det intet værd 
Så leved' jeg kun halvt 
For du gi'r livet mening 
Du forandred' alt for mig 
Glem det aldrig 
Hvis jeg nu skal fra dig"

søndag den 15. marts 2015

Tilbage i Falthea

Falthea Falthea Falthea...

Ja så er det blevet marts og det betyder gensyn med Meronssatd og Falthea. Lucinda lever "i bedste velgående". Det er utroligt hun stadig holder, når man tænker på hvor hård en start det var, samt Hvor meget hun har været igennem det sidste halve år. Det var da heller ikke fordi det er blevet meget enderledes. Scenariet startede på toppen. 2 minutter i spil og Lucinda får skåret halsen over, jamen hej! Fortæl lige den til de der 27 bodyguards der hele tiden prædiker om at jeg ikke må gå selv fordi der så sker noget. 'amen altså.

Herefter måtte jeg så hænge på en beskytter resten af dagen, ligegyldigt, hvor jeg var, var han der også. Det var faktisk lidt imponerende hvor hurtig han var til at opdage når jeg gik nogen steder hen. Han er lidt for god. Nå men der var da også visse tidspunkter, hvor jeg faktisk var glad nok for, at han var der. Fx da min udøde bror pludselig kom valsende ind i byen. Der var det meget godt at have en med, der kunne sørge for at holde mig bare lidt oppe, også da en udød Plage senere kom på besøg, var han igen en stor hjælp. Jeg må indrømme det ikke var helt nemt at se dem igen, og jeg frygter virkelig for, hvad fremtiden vil bringe.
Samtidig med var der en person der begyndte at snakke om at Lucinda kan redde dem og få dem tilbage. ØH HVAD!?!?Det lyder ikke helt som en man kan stole på. Nå men for at det ikke er nok, så pludselig så vi at der, hvor vi havde begravet min udøde bror, var der bare et tomt hul i jorden, så han er altså nok ude og strække ben endnu engang. Så skete der lidt dit og dat og så lige lidt mere salt til sårerne. En af de folk Lucinda har et godt øje til, blev fundet død, så skulle hun også lige sørge for at få ham tilbage til livet. Puuh, så var det Lucindas fætter der tog et dumt valg og endte på jorden, han overlevede da heldigvis. Så må indrømme snoren knækkede lidt og jeg har en ide om at Lucinda snart bare eksploderer af ren frustation og afmagt. Hint: Hun har det sådan ikke helt godt.

Der ud over fik vi fornemt besøg af kongens Baron. En Vældig venlig mand, NOT. Han døde så også. Nogen mente han var doktoren. Han var virkelig også en træls person. Nu må vi se hvad det har af konsekvenser at slå en som ham ihjel, men han var altså ikke særlig rar.
Puster som er eliarri præst har siden i sommers været adoptivfar til Plages barn. Det var pludselig blevet for meget for universet. Så barnet var ved at opsluge Pusters livskraft og gøre ham til en Mørkevarmpyr. Vi prøvede at hjælpe ham, men blev stoppet af Baronen, så han var nød til selv at tage affære, hvilket resulterede i at han endte med at opsluge det lille barn. Ikke så godt. Plus nu ser eliarri præsterne vist byen lidt som fjender fordi ingen rigtig gjorde noget for at hjælpe. Det er sådan pænt skidt når nu man har brug for deres hjælp.
Bit Den kære dværg afgik også ved døden og templerne blev sprunget i luften. Synes slet ikke det er i orden, når både min dagbog og min messebog ligger derinde. Mig som altid bruger god tid på at skrive messe op til scenarierne, og skriver dem i min bog, måtte pludselig stå uden bog og finde på en messe. Skønt.

Det kan da kun blive bedre næste gang.
-// Over and Out Chrille

Pirater i rummet.

Godaften

Jeg har en del indlæg som har ligget og ventet på at blive skrevet, så nu vil jeg se hvor meget jeg stadig kan huske af det.

Jeg blev inviteret til det her piratrollespil engang i starten af december, og sagde omgående ja. For pokker, det er pirater! Så blev det ellers lagt på is og jeg glemte det igen. Da tiden så nærmede sig, blev jeg lidt utryg. Jeg kendte kun 3 af dem der ellers skulle med og i en fremmed by, nej puha så hellere blive hjemme, hvor der er trygt og sikkert.

Men afsted kom jeg da efter div. tøj og sko kriser, og så endda med tømmermænd ikke ligefrem en god kombi med korset og klistret grød føj.

Nå men det var en enkel dag der skulle spilles så det var ikke ligefrem Bg der blev lagt mest vægt på. Jeg fandt derfor på at spille russisk tvilling med min ven som jeg havde slæbt med. Grundet mit tøj, Korset og meget kort kjole, blev min karakter så omgangsluder på den militærbase de var vokset op på. Det har jeg alligevel aldrig prøvet at spille før, men der var da nok af hankøn til at sidde og sukke over og lægge an på. Jeg forsøgte mig endda med kaptajnen på rumstationen, desværre mente han vist bare ikke jeg var hans type.

men der var da nok af andre søde fyre. vi var også på plyndringttogter, det var nu meget sjovt. Det ene sted var jeg så heldig at få et "kæledyr" (En stakkels pige ombord på rumskibet). Senere tog vi en russisk kaptajn som gidsel. Da jeg så snakkede om at hans uniform var lækker og det var synd den skulle gå til spilde, sagde den pæne mand (Russisk officer eller hvad han nu var) at han ville brække mine fingre en efter en hvis jeg rørte hans hat. AUV!

Nå men altså alt i alt var det da en meget hyggelig dag. jeg kunne dog godt have brugt lidt mere rigtig mad frem for grød og så lidt mere plots.

-// Over and Out Chrille