Tilgivelse...

Godaften...

I weekenden var jeg hjemme og besøge mine forældre. Her opdagede jeg noget, som jeg siden har haft rigtig svært ved helt at håndtere.
Min mor kiggede i nogle gamle papirer, og fandt herimellem et brev fra min klasselærer fra folkeskolen, hvori der stod at min lærer var opmærksom på at jeg blev mobbet i skolen og at hun havde lavet en aftale med mig om at holde øje med dem der mobbede mig.
Min mor fortalte mig så i går, at de for nogle år siden havde mødt min klasselærer, som her fortalte mine forældre, at hun godt var klar over det var meget værre end jeg gav udtryk for.

For at tage den sådan fra starten. I mange år af min folkeskoletid havde jeg det rigtig svært. Jeg blev holdt uden for og flere og flere snakkede om mig bag min ryg eller grinede af mig, når jeg lavede den mindste fejl, men Hvor jeg voksede op levede vi under reglen: Du skal ikke vise du bliver ked af det så fortsætter det bare! Så jeg gemte det troligt for alt og alle og blev i stedet mere ensom og alene.
En dag i idræt skulle vi så spille hockey og en af dem der mobbede mig mest var på modstanderens hold. Jeg ved ikke hvad jeg nogensinde har gjort hende, men denne dag havde besluttet at gå til angreb med næb og klør. Jeg husker tydeligt hvordan hun hamrede sin hockeystav ned over min hånd så den blev både blå og gul og hævet, men jeg sagde ikke noget. For jeg ville ikke gøre det værre end det allerede var. Da jeg kom hjem, spurgte mine forældre, hvad der var sket. Jeg fortalte dem det og de ringede til min lærer. Dagen efter i skolen blev jeg taget ud af timen, så min lærer kunne tale med mig om situationen. En anden dag jeg husker meget tydeligt. Jeg husker, hvordan jeg 13 år gammel skulle fortælle, hvordan skaden ikke var et uheld men "planlagt" og jeg husker at mine lærere ikke helt ville tro mig. Jeg husker at vi aftalte at holde øje, men ikke konfrontere de skyldige fordi jeg frygtede det bare blev værre. Et år efter skiftede jeg skole grundet mobning, efter at jeg gentagende gange var blevet hjemme fra skole med mavepine, hvordan jeg var bange næsten dagligt og hvor dårligt jeg havde det med mig selv.

Senere har min klasselærer så som sagt fortalt mine forældre, at hun godt var klar over at det var værre end jeg gav udtryk for. Nu hvor jeg selv er blevet lærer, og er på den anden side af det hele, kan jeg ikke forstå hvorfor? Er det ikke en lærers opgave at sørge for at eleverne trives og har det godt?

Efter jeg har fået det at vide, kan jeg ikke helt lade værre med at beskylde hende for at være en del af det jeg har været igennem. Hvis hun havde gjort noget noget før, var jeg så nået så langt ud som jeg har været? Jeg ville gerne vide hvorfor hun ikke gjorde noget. Jeg ville gerne kunne tilgive min lærer for det, men lige nu ved jeg ikke. Hvis jeg kunne have sparet alt det dårlige jeg har følt og oplevet hvis hun havde gjort noget. Hvis det kunne gøre sådan at jeg var mere selvsikker i dag og ikke altid skulle kæmpe for at være god nok.

-// over and out Chrille