mandag den 6. november 2017

Ramvalt november 2017

Så fik sæsonen sin afslutning. Jeg hungre allerede efter at det bliver marts og har allerede flere ideer om hvad Tessa skal til at lave af spændende ting. Men nu venter først en pause, det er nok meget godt, men også træls.
For at jeg som altid kan huske hvad der er sket vil jeg skrive det som Tessas dagbog, og det vil derfor også være præget af, hvordan hun har oplevet tingene.

Kære Dagbog
Dagen startede roligt ud. Jeg fik gjort mine sædvanlige gøremål, bede en stille bøn til Zana og tegne hendes symbol på pladsen, få styr på mine flasker og eliksirer og så satte jeg mig ind for at spise.
Mens jeg spiste hørte jeg en velkendt stemme i det fjerne, men jeg kunne ikke rigtig placere den. Først da nogen kom og fortalte at nogle Drakulfolk forsøgte at give Klam et bad, gik det op for mig at det var hans stemme. I ren vrede marcherede jeg ned til dem, og først halvvejs derhenne opdagede jeg at jeg havde glemt mine våben. Det var der ikke noget at gøre ved, jeg kunne ikke vende om. Jeg gik forbi drakulfolkene, som var under kontrol af resten af byen og hen til Klam. Det stakkels væsen var lige ved at gå fra hinanden og med Cecils hjælp, fik vi ham tilbage op i latrinet. Det så dog ret håbløs ud. Jeg ved ikke helt hvorfor, men pludselig stod jeg så der i lort og møg og undskyldte til det her drømmevæsen, men jeg følte nu også en del skyld. Hvis bare jeg var kommet før!
Cecil begyndte at kaste magi og trække fokus til Klam, det tror jeg hjalp.

Senere fik vi besøg af nogle Talk, som kom med mad til vinteren, hvis bare vi hver gav dem noget. Det er rart at vide, at vi er sikre i vinter og ikke skal være nervøse for at blive ædt af en vampyr. Personligt kunne jeg nu godt tænke mig at bruge tid i drømmeverdenen igen som sidste vinter. Der er meget jeg gerne ville undersøge nærmere. Jeg klager dog ikke at vi stadig er i byen og kan overleve.

Victors mindemærke er der stadig, og jeg besluttede mig derfor for at skrive en besked til personen, der havde sat det op. Det viste sig at være Baldrian, et troldfolk. Han kom hen for at forklare sig, men så blev vi afbrudt af Caliban og Osvald. Jeg havde ellers forsøgt at undgå de to flere gange i løbet af dagen, men det er lidt svært at gå midt i en samtale, og Caliban mente det var vigtigere at jeg snakkede med Osvald end at snakke om ham der slog mine forældre ihjel.
Det viste sig så at det var ret vigtig. Osvald fortalte mere om dengang Corynia blev angrebet og så... Han fortalte, at jeg skulle være hans søster? Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle håndtere det, særligt ikke når Wilfred hele dagen havde snakket om at Osvald nok flirtede med mig. Jeg endte med vidst at være ret uhøflig overfor ham, men det altså ikke helt nemt pludselig at have en bror. Han tilbød mig billeder og breve fra Corynia og at svare på de spørgsmål, jeg kunne have, men alt jeg kunne fokusere på var, at jeg i 15 år har haft en bror uden at vide det! og så alligevel. Jeg har jo længe vidst der var et eller andet ved ham, jeg havde dog ikke lige regnet med han var min bror.

På Zanapladsen malede vi en flot skammel som en del af messen. Jeg bør også snart finde et eller andet at vise frem til de messer. Peder Svendsen Havde pludselig et skattekort, som han begyndte at følge sammen med William. Jeg ved ikke lige hvordan det gik dem, men det er da meget spændende.

Og selvom det hele nu lyder skønt og dejligt, så sluttede dagen af i et underligt kaos af død og ødelæggelse. En drakultilbeder skar halsen over på Julius, en af sponsorerne. Jeg sagde jo de folk ikke var gode væsner. Hr. Severin blev fundet død med maven skåret op og tømt for.. ja.. Severin. Poul blev også fundet død, han havde angiveligt skåret håndledet over, men så var han pludselig ikke død alligevel. Det hele var noget forvirrende. Cecil og Myse forsøgte at redde dem, men det var ikke rigtig muligt. Så nu er vi endnu færre på øen.
Jeg begynder at blive bange for om det bare er et spørgsmål om tid, før det bliver min tur, men derfor begynder jeg også allerede nu at arbejde på en løsning.

- Tessa

lørdag den 28. oktober 2017

Requiem - Nova

I weekenden op mod efterårsferien stod den på rollespil. En skole i Ribe, lagde rammerne om det første af 3 sci fi scenarier.
Min vej til dette scenarie har været meget op og ned. Som en start gik jeg all in på planlægning og på at finde ud af sådan meget fedt som over hovedet muligt! Men så pludselig fik  jeg ikke rigtig lyst til at tage med eller går så meget ud af det. Tiden gik derfor og pludselig var det tid til scenariet. Jeg tog med, med den indgang til det: at få det bedste ud af det og tage tingene som det kom.
På denne måde skulle jeg ikke være nervøs for at blive skuffet over relationer der ikke blev overholdt ej heller over at jeg ikke turde snakke med dem jeg havde lavet relation til. Dette tror jeg var den bedste og nok vigtigste beslutning jeg foretog mig i forhold til dette, og jeg kan kun sige at resultatet blev en succes.

Jeg fik dog en lidt hård start på weekenden, da jeg ikke havde noget sted at sove, da jeg ankom. En ting, som oftest er det vigtigste for mig at få styr på, ved et weekend scenarie, det skulle gå en time før jeg fik tildelt et sted at "bo" og endelig kunne jeg få lidt ro på. Det gjorde også at jeg lige måtte ligge lidt og få styr på mig selv igen, da jeg var ved at gå helt ned med flaget.

Langsomt kunne jeg forberede mig på scenariet og da vi gik igang med spillet, var jeg heldig at kunne spille tæt sammen med Jonas. Det gav mig en sikkerhed, som jeg lige havde brug for. Nok var jeg ikke ved hans side hele tiden, men det gav alligevel en ro og han satte ligesom baren for hvordan vores spil skulle være.
Der var nogle små grænseoverskridende ting, så som at løbe ind og banke folk til død, men det fandt jeg en god og meningsfuld måde for hvorfor jeg ikke var en direkte del af. Ligeledes måtte jeg også finde en god måde at snøre mig uden om at "tage stoffer". Endnu en ting, som jeg bestemt ikke kunne få mig selv til, men når alle andre er pil skæve, hvem lægger så mærke til, at der er en, der ikke sniffer sit pulver? Dette fandt jeg også en ingame løsning på, sådan så det ville give mening i spil.

Nova blev banket fuld af techno og lysshow, og min karakter brugte meget tid på at flirte med nogle af de andre folk. Det var meget interessant og gav et sjovt og anderledes spil. Jeg følte mig egentlig ganske vellidt blandt de fleste og føler jeg fik fedtet mig ind hos mange. Det glæder jeg mig til at se hvad udvikler sig til.

Kort sagt er jeg godt tilfreds med min præsentation, og jeg tror for en gang skyld ikke jeg sidder med følelsen af ikke at have præsteret fuldt ud. Jeg gjorde det jeg ville og hyggede mig med tingene. Jeg har holdt mine små hemmeligheder, for mit eget spil og for en gang skyld ikke afsløret mig selv 100%. Om dette gør det, skal ikke kunne siges.


Nu sidder jeg så her, med en følelse af hvor irriterende lang tid et halvt år er, og stadig lidt for mange bandeord i mit sprog.

-//Over and Out Chrille


torsdag den 19. oktober 2017

Ramvalt Oktober 2017

Nå nu er det efterhånden tid siden at kalenderen sagde første lørdag i måneden, men jeg skal prøve at huske, hvad der skete til Ramvalt. Det var uanset rigtig godt at være dernede igen, skønt vejret bestemt ikke var med os.
Men for nu at komme til sagen, så er dette her jo Tessas Dagbog.

Kære Dagbog
Endelig fandt jeg tilbage til byen efter at have været væk i længe, siden i sommers hvert fald. Det virkede ikke rigtig til at folk havde bidt mærke i, at jeg havde været væk. De lagde dog hurtigt mærke til mit blå hår. Wilfred var så fej at spørge om jeg så også havde gæller, da jeg fortalte at jeg havde forsøgt at forvandle mig selv til en talk.
Caliban og Oswald er også kommet tilbage igen. Det er rart at se dem. Jeg snakkede en hel del med dem. hørte om deres fortid, der er dog flere og flere alarmklokker der ringer omkring Oswald. Jeg stoler bestemt ikke på ham og jeg overvejer lidt om jeg helt bør stoppe med at tale med ham, men noget i mig drages mod ham. Det gør det ikke nemt. Desuden er det svært at tale med Caliban uden han er der, og Caliban havde jeg virkelig brug for at tale med. Han har et godt moralsk kompas og eftersom Jeg nok var skyld i at Victor døde, var det rart at høre fra ham om jeg nu er en morder. Det mente han heldigvis ikke.

Bedst som vi sad og hyggede os fik byen besøg af 3 personer, den ene med en sæk over hovedet. De krævede et blodoffer fortalte de, men som altid ville byen ikke give det. Der opstod kamp og det så ud til at gå rigtig skidt for byen. Jeg overvejede derfor om jeg skulle melde mig som dette offer, for simpelthen at lade byen gå fri. Men jeg nåede det ikke før de skar halsen over på Wilfred og så forsvandt. Wilfred, min onkel og eneste familie lå død, Jeg gik lidt i panik og ledte alle vegne efter en genoplivningssten, men der var ingen. Kun de 3 ved portalen. Jeg var meget tæt på at tage en af dem, men tøvede så alligevel. og heldigvis for det, for det viste sig at Myse i mellemtiden var ved at få min onkel tilbage til livet. Derefter sad jeg med ham længe. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra hans side.
Jeg fik også skrevet et brev til Corynia som jeg har bedt Caliban læse igennem. Jeg er ikke sikker på om jeg kan tillade mig at sende det, eller om det er bedre at lade være.

Jeg fik desuden også besøg at Snu, som spurgte hvor hans banner var. Jeg ved ikke lige hvorfor dette skulle gå ud over mig. Jeg kender intet til det banner og har intet med det at gøre. Alligevel fik jeg besked på at jeg skulle lave ham et nyt hvis ikke jeg ville miste min arm. Det var ikke ligefrem behageligt og jeg var ærligt talt rimelig bange.

mandag den 3. juli 2017

Ramvalt Juli 2017

Så blev det endelig tid til sommerscenariet på Ramvalt. Ligesom sidste år regnede det hele fredag, men heldigvis var der tørvejr lørdag. Det var noget af en weekend og selvom vi ikke var så mange, var der spil på højt plan. Det var simpelthen fantastisk og generelt er det noget af det bedste rollespil, jeg har oplevet. Kampagnen er bestemt i særklasse og man kan tydelig mærke at, der ligges stor vægt på kvalitet.
Inden jeg lader Tessa overtage bloggen, vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette jo er hendes holdninger og meninger til det hele og kun, hvad hun har oplevet.

(Fredag)
Kære dagbog
Det regner meget og torvet i byen er så småt ved at forvandle sig til en mindre sø. Flere begynder at snakke om, at det kun er et spørgsmål om tid før Kal Mutu eller en talk kommer op ad vandet, men nu må vi se. Jeg har været så flink at give parfumergutten Jonathus lov til at være i mit telt. Han er trods alt alkymist lige som jeg selv. Der gik dog ikke længe før jeg fortrød det igen. Mit telt lugter nu værre end der gør hos Klam. Han har sprøjtet sine parfumer alle vegne, selv på mit banner og i min kop! Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde ham ud..
Hen imod aftenen blev byen angrebet af nogle Drakul tilbedere. Her viste Jonathus sig så også som en kæmpe kujon. Jeg tror faktisk, jeg fik ham til at gemme sig under bordet. Det var voldsomt, da Drakul angreb og da en af dem kom løbende imod mig, trak jeg min pistol og skød ham. Han døde endda af det. Jeg blev faktisk en lille smule stolt. Måske mere fordi jeg ved, hvad det vil betyde for mine onkler.
Vi fik genetableret kommunikationscirklen til fastlandet, hvilket jo egentlig er meget godt, men... Det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen jeg kunne skrive brev til. Jeg overvejede Kort om jeg skulle Sende et brev til Corynia, nu jeg ved der er overlevende, evt. spørge til hvem denne Oswald egentlig er, men jeg kunne ikke rigtig finde ord til det. Desuden er han også væk nu.
Da skumringen kom oplevede jeg noget jeg aldrig havde troet muligt. Florian kom gående med Kal Mutu i spændetrøje. Hvilken Idiot har dog været skyld i det! Det var modbydeligt at se Kal Mutu i den tilstand. Han var dog hurtigt sig selv igen og viste sig fra sin stolte overlegne side. Florian pralede med, at han nu havde en arvtager, og at han havde overtaget Den Blodrøde Ravn og ville rejse mod fastlandet.
Jeg ved godt at han så ikke er vores problem, men det kan vi simpelthen ikke tillade!

(Lørdag)
Kære Dagbog
Efter en regnfuld dag, sætter man virkelig pris på at vågne op til fuglekvidder og solskin, efter morgenmaden mødtes vi alle til bymøde. Faktisk et møde jeg havde stablet på benene, for at få samling på trådende rundt omkring. En af de første til at tage ordet til mødet var Victor... Jeg hørte faktisk ikke rigtig efter. Ikke før han pludselig sagde noget med, at nogen ønskede at slå mig ihjel. Jeg fandt dog aldrig rigtig ud af hvad det var for noget.
Der kom en del andre ting på bordet også, dog intet af det, der rent faktisk var vigtigt. Efter mødet stod jeg og snakkede med nogle af de andre fra byen og da jeg så vendte mig om så jeg Arthur.
 Han er kommet tilbage! Endelige!! Jeg blev vildt vred over at se ham. Mest fordi han har været væk så længe. Men hvor er det rart vi endelig er sammen igen og hvor har jeg bare savnet ham!
Lidt senere kom der besøg fra Talk, og endda ikke bare Talk, men selveste Havheksen. Hun er meget smukkere end hvad jeg havde regnet med, og lyser langt væk af Zana. Det var en oplevelse at se hende. Hun fortalte os, at hun ville vende stormen, så Florian ville lægge til på Ramvalt og derfor forberede os til at blive klar til dette. En del af denne forberedelse bestod i at tale med Fader tid. Solgård har et ritual til at påkalde Fader Tid, men det krævede sand fra et timeglas, hvilket vi ikke har. Da nogen så Dumt sagde til mig, om ikke bare vi kunne bygge et timeglas, gik det op for mig, at det da lige var en opgave for mig. Så med hjælp fra Gaia fik jeg med møje bygget et timeglas. Jeg er egentlig ret stolt af det. Vi fik dog ikke meget ud af Fader Tid, og dog fik vi en hel del at vide. Det er bare lige det med også at forstå det.
Da det var klaret arbejdede vi videre på, hvordan vi kunne gøre kål på Florian. Jeg blev i den anledning bla. spurgt om jeg kunne laver kugler af ild til at skyde fra både pistol og kanon, og også om jeg kunne lave sollys på flaske. Det sidste lykkedes dog til sidst med Lomekpræstens hjælp.
I løbet af eftermiddagen følte jeg igen at byen blev splittet op i små grupperinger og trak i hver sin retning, hvilket var ret frustrerende. Det endte med at jeg satte mig over på en bænk i ren frustration og afmagt. da jeg havde siddet der i noget tid kom Arthur over for at tale med mig, og selvom jeg ikke gad snakke med ham, endte han alligevel med at få mig til at åbne op. Det er virkelig rart, at han er tilbage. Selvfølgelig er Wilfred også en god onkel, men det er nu bedst når de begge er her.
Med ny energi forsøgte jeg så at lave denne lysflaske med sollys. Det lykkedes som sagt og så var næste spørgsmål, hvordan vi skulle bruge lyset. Der var snak om at smøre det på et sværd, men pludselig kom Naia og fortalte, at det nu skulle smøres på en kæde. Det blev så gjort med Cecils hjælp og vi fik sammen skabt nogle varme kæder som efter sigende skulle kue holde Florian nede.
Det virkede til som altid at alle brikker nåede at falde på plads inden det store slag skulle stå. Vi fandt dog ikke ud af, hvem der var Florians arvtager, eller det vil sige, han havde forklaret sig til Naia, men hun holdt det for sig selv. Det var måske egentlig meget godt.
Da det blev mørkt samledes vi alle på byens torv og fik udførligt beskrevet, hvad der skulle foregå. Det var rart og jeg følte mig godt klædt på til hvad der skulle ske. Jeg skulle holde en lampe for William - Lomekpræsten, så han kunne se og læse ritualet.
Og så kom ventetiden! Det var et rent helved. Vi fik heldigvis forstærkning fra Kal Mutu. Han nåede at dukke op inden Florian kom, og med sig havde han en stor perle fra havet, som skulle hjælpe med at forstærke lyset der til sidst skulle sende Florian i graven.
Det føltes næsten som om at tiden var gået i stå. Jeg var ved at dø af skræk ved selv den mindste lyd, så jeg fokuserede bare på hele tiden at sørge for. at William var klar. Så "endelig" kom Florian og hans mænd. Der var virkelig mange og vi blev hurtigt splittet fra hinanden. Jeg sørgede dog for at beskytte William og få ham over på sin plads så vi kunne lave ritualet. Jeg ved ikke lige, hvad der skete, men pludselig havde jeg overtaget kommandoen over de folk der skulle danne en cirkel med lys. Måske fordi Pomeroy og Naia holdt Florian nede med kæder og Desiree og Severin holdte de udøde væk.
Vi fik dannet en cirkel og ritualet kunne begynde. Tre syndere skulle stå frem og fortælle deres synd. barden William fortalte at han havde solgt sin skygge for et år siden, det var dumt men til at tilgive. Pomeroy stillede sig også frem og fortalte om sin synd, hvilket også var en solgt skygge. Den sidste til at stå frem var Victor, og bedst som jeg forventede, at han nu ville fortælle om sit angreb på Corynia, fortalte han, at han var Florians arvtager. Jeg kunne have skudt ham lige der! Men ritualet måtte fuldføres. Wiliam gjorde det virkelig godt og folket i ciklen skreg af fulde kraft. Vi var alle klar på at give blod til ritualet uden tøven og til sidst holdt William perlen op, hvorigennem Lomeks lys brændte Florian til døde. Så snart han var beseejret, fløj Kal Mutu i ryggen på Victor og slog ham i jorden. Der var flere der spyttede på victor, og Kal Mutu forklarede, hvordan denne mand havde dræbt hans familie og spurgte så om vi ønskede, at han fortsat skulle leve. Jeg mærkede et brændende had, og gik frem før nogen sagde nåede at sige noget. Her fortalte jeg, hvordan Victor har været skyld i at jeg ikke kan huske de først 10 år af mit liv, at han dræbte mine forældre, at han stak en kniv i brystet på min mor for øjnene af mig og han brændte min by. Med det stak Kal Mutu en kniv i maven på ham og sørgede for at han led en meget ubehagelig død og fjernede vidst også hans mulighed for at komme til Amon'soth.
Bagefter hvad Florian væk og Victor død, men.. jeg kunne ikke rigtig nyde det. Det at Victor er væk har sat et stort tomrum i mig, for hvad nu. Godt nok var manden en nar, men det var ham jeg kunne få viden omkring mine forældre fra og jeg håbede måske at han på sigt kunne hjælpe mig til at finde ud af hvem jeg er, eller var.
Så nu må jeg ud og finde ud af hvad jeg gør herfra.



mandag den 5. juni 2017

Ramvalt juni 2017

Første lørdag i måneden er rollespilslørdag. Det har det også været i denne måned. Fyldt med både regn og myg, hvor er det skønt, eller noget.
Nå men alt i alt var det en god spilgang som har efterladt mig med helt nye syn på mange ting.

Kære Dagbog

Conrad, som han hedder, var ikke længe om at komme med et spil skak, så vi kunne spille. Selvfølgelig tabte jeg, men jeg har også kun set på Hr. Caspar spillede, så hvad ved jeg om det spil. Conrad fik sin rom, og så kunne jeg ikke helt dy mig. Jeg forsøgte at gøre ham nervøs for om den nu kunne drikkes. Han virkede til at bide på lidt i starten men ikke længe.
Jeg fik også spillet med både Wilfred og Oswald. Desværre må jeg dog indse, at jeg ikke er nogen haj til skak, jeg tabte alle spil. Men da jeg spillede med Oswald, var jeg også mere opmærksom på vores samtale end på spillet. Han skjuler noget, det er både sikkert og vidst, så jeg er efterhånden kommet i tvivl om jeg kan stole på ham. Der var ting han ikke ville fortælle, som fx hvem han er. Hvis ikke jeg må vide det, kan det jo være fordi han ikke er en rar mand. Måske er han bare ikke så god en person som han giver sig ud for.
Jeg havde også en længere snak med Victor. Jeg bad ham lægge sine våben og så gik vi ud i skoven, for at være i skjul for folkene i byen. Hvis Wilfred så vi snakkede ville han sikkert bare blande sig.
På vores tur virkede Victor en smule nervøs. Han spurgte til om Oswald var et sted i skove også, men han havde intet med dette at gøre. Det var mig der havde brug for at tale med Victor. Det er os de færreste der vil kunne forstå mig, men målet med denne samtale var at tilgive Victor, hvilket jeg også fik gjort. Jeg vil ikke ende ud i ikke at nå det og så skulle gå med det resten af mit liv.
Cecil henvendte sig desuden også til mig, det var rart. Han ville have mig til at lave en gave til Klam. Det skulle være noget der var rigtig ulækkert, det blev det godt nok også! Bagefter gik vi så ud i latrinet for at snakke med ham. Det var virkelig ulækkert og Cecil snakkede virkelig længe, men det var rart at blive en del af det alligevel.
Jeg fik desuden også en lærling. Jeg ved endnu ikke lige hvordan jeg skal klare den, men det kunne da sikkert nok blive hyggeligt og nødvendigt.
Vi fik også besøg af druiderne som ville fejre livet med os. Det blev gjort ved kamp, der var både magisk kamp og almindelig nævekamp. Det var meget sjovt at se på. Jeg kunne dog ikke rigtig deltage, det kunne ellers have været meget sjovt, men sådan er det jo nogen gange. Måske skulle jeg lære at slås? Jeg ved ikke. Nå ja da vi så holdt messe for Zana fik vi besøg af Kal Mutu og to af hans pirater, som ville deltage i messen. Kal Mutu kunne ikke forstå vi ikke skålede under messen og egentlig kan jeg godt forstå ham, så jeg vil bestemt få brygget noget rom til næste gang, og sørge for at det fremadrettet vil være en fast ting. Der skete dog noget underligt under messen. piraterne fremsagde en hel anden fællesbøn end den vi kender, måske man kunne lærer den?
Senere blev vi igen kaldt ned på Zanapladsen, Her var jeg vidst egentlig også igang med et spil skak mod Oswald, men det måtte vendte. På zanapladsen skulle vi sige farvel til Asmus, som havde besluttet at gøre en sidste gerning i sit liv. Han vil for nu pryde zanapladsen og overtage vore andres bekymringer. Det var frygtelig sørgeligt og virkelig hårdt at tage afsked med ham. Jeg tror bestemt jeg kommer til at savne ham.
Andet tror jeg ikke rigtig der skete. Jeg håber godt nok Arthur snart vender tilbage til os dog. Der var generelt mange der ikke var der. Caliban var vidst taget på sneppejagt eller også var han ude og lede efter deres oberst. Ham kunne jeg ellers godt lige have brugt lid hjælp fra, men sådan er det.

- Tessa Evelyn Van Zidler

torsdag den 11. maj 2017

Ramvalt maj 2017

Så har jeg været afsted endnu engang. Det var lige så fantastisk som altid, måske endda bedre fordi der var en masse småting jeg rigtig kunne spille på. Det var sikkert ikke tiltænkt mig, men alligevel gav det bare så god mening.
Men her vil følge den sædvanlige dagbogside, som Tessa skriver. Jeg vil igen lige minde om at dette jo er skrevet fra hendes synspunkt og derfor ikke kan være hvad andre helt har oplevet.

Kære Dagbog

I dag har på mange måder været en hård dag. Det startede med gnister rundt omkring i byen og lidt efter dukkede også flammer op. Straks tænkte jeg tilbage på flammerne på Corynia. det var bestemt ikke en rar oplevelse. Måske var det også derfor jeg blev siddende på jorden så længe efter, at jeg var blevet skadet? Jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig ud af stedet.
Der skete da heldigvis også bedre ting. Fx måtte jeg jo afgive en flaske rom til ham, der altid følges med John og Oswald. De var ikke langsomme om at drikke den, og lød meget overrasket over smagen. Jeg forstår ikke denne undre jeg har jo hele tiden sagt, at jeg laver øens bedste rom.
Senere holdte vi forårsmesse for Zana og Zanak. Det var en meget speciel oplevelse. Peder Svensen valgte selvfølgelig endnu engang at indrage sin Zanamaske, og hold nu op vi blev indraget!
Vi fik besøg af Fader tid, som kunne vise os manden, der havde skabt masken. Det var spændende men også skræmmende at se hans liv. Det værste var dog at se hans død. Det var modbydeligt. Han blev med tiden sindsyg og endte så med at blive dræbt af omkring 20 mænd med sværd.
Også det mindede mig om Corynia, da jeg så Victor dræbe min mor.
Meget trist og påvirket satte jeg mig på en bænk i byen. Der gik ikke længe, før Oswald, John og ham den sidste kom hen til mig. Det var rart. Men bedst som vi sad og snakkede, emnet endte på Victor, så blev byen angrebet af nogle Drakul folk, som ledte efter Voitel. Han har jeg ikke set siden vi var i drømmeverdenen.

Senere trak Oswald mig til side. Han fortalte mig, at han var ret sikker på vi kom fra samme by. Han fortalte, hvordan han nu sørgede for byen og havde taget sig af de overlevende. Utroligt hvordan han kan virke så beskyttende. Jeg føler mig meget sikker i nærheden af ham. Desværre blev byen angrebet igen, lige da han skulle til at fortælle, hvad der skete den dag under angrebet. Jeg ville ellers rigtig gerne høre det fra ham også. Jeg ved kun det Victor har fortalt.
Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om ham. Måske kender jeg ham, han virker bekendt, men så ville han vel også kende mig go dermed kunne sige det?
Resten af dagen blev brugt på at snakke og så fik jeg lavet et nyt vædemål med ham John og Oswald følges med. Det lader til vi skal spille skak om en flaske om en månedstid, så jeg må hellere øve mig lidt, og få lavet mere rom.
- Tessa Evelin Van Zidler

Det var bestemt en super god spilgang, hvor der skete rigtig meget. 
Jeg vil lige som det sidste dele et digt fra Tessas digtesamling, som hun er begyndt at skrive. Der er hemmelige oplysninger i det, hun ved det bare ikke selv.


-//Over and Out Chrille



lørdag den 15. april 2017

En Tornado

Godaften (næsten nat)

Her ud på de sene aftenstimer, sidder jeg endnu engang og tænker på en historie jeg skrev om mit liv på mit arbejde. Sagden er at vi for en måneds tid siden havde møde på skolen, hvor vi alle skulle fortælle lidt om vores liv på skolen. Jeg havde rigtig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an og da en pludselig tanke ramte mig om at jeg var svær at beskrive fordi jeg var lidt som en tornado, valgte jeg at lade det være mit udgangspunkt.
Jeg skrev derfor en lille abstrakt historie om hvad jeg har oplevet, og efter jeg har fået sat ord på det, er jeg blevet klar over hvor godt det egentlig beskriver mig. Denne lille historie har jeg nu besluttet at dele her, for at give et indblik i, hvordan jeg har det som lærer på en lille skole. Det er ikke sikkert den giver mening for andre, men for mig står den meget nært og det beskriver mit personlige udvikling på en fin måde.

En tornado
Mit liv på Genner Univers er som en tornado. Jeg ved altid, hvor mit mål er, og kredser omkring det i større eller mindre fart. Nogle gange bliver jeg slået ud af kurs, nogen gange snurrer det hele så stærkt, at jeg ikke kan følge med, men målet er der altid. Lige i midten
Det sker at nye ting rammer min tornado, så må den dreje hurtigere eller finde en anden rytme. Nogle ting sidder fast og bliver slynget med rundt. Andre dumper ned lige i midten og slipper ud med det samme.
Min tornado var stille vand, da jeg kom her. Man ville have jeg var en storm og ikke en tornado. Jeg måtte gå til de ledende magter, for at få blæst nok til at dreje videre. Det blev sommer og afskeden med 6. klasse, satte for alvor gang i svingningerne.
Da jeg fik “min egen klasse” fokuserede jeg meget på at få dem med ind i min tornado, eller hvert fald gøre dem opmærksom på, hvilken vej den snurrer. Mange elever er faldet i svinget og til jul måtte 5 nye hægte sig på.
Det blev lidt af en mundfuld, men nu snurrer de sammen med os andre. Der er elever, der kan stoppe tornadoen et øjeblik med et kram. Ligesom tornadoen, hver tirsdag finder ro til fællessamling, hvor vinden får lov at blæse frit.
Men, og der er altid et men, for ingen kan være en glad lille virvelvind hele tiden. Der har været tider, særligt her i vinter, hvor der er blevet trukket tordenskyer med ind. Nogen er kommet udefra, andre indefra, men heldigvis fortager aller tordenskyer sig og solen kigger frem igen.

Men uanset, hvordan det ser ud, er der altid ny energi næste dag og tornadoen blæser videre, mod nye oplevelser og spændende episoder. Samt spontane kreative input.

Jeg håber man vil tage godt imod den og nyde den for hvilken udvikling den beskriver. Jeg er hvert fald stolt over mine fremskidt.

-// Over and Out Chrille