torsdag den 10. maj 2018

Ramvalt maj 2018

Det var det lækreste vejr i weekenden, hvilket gør det hele lidt sjovere. Vi var så heldige om morgenen inden spil at se det smukkeste lille egern på parkeringspladsen. Men til sagen, Tessas dagbog.

Kære dagbog
Det var en begivenhedsrig dag og jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Conrad var tilbage og som det første spurgte han om der var noget rom. Jeg må simpelthen finde ud af ham på en eller anden måde. Måske tage en stille og rolig snak, bare ham og jeg. Det er nok værd at overvejer.
Men det var slet ikke her det startede. Det første jeg oplevede var at jeg snakkede med Caliban. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad vi snakkede om, men vi gik en tur ud af byen, herude mødte vi Naia og Cecil og så begyndte Caliban at snakke med Naia og jeg med Cecil.
Cecil og Jeg gik forbi tre mænd, som angivelig skulle være på jagt efter vildsvin, men så pludselig skød de Cecil og jeg løb tilbage mod byen. Jeg tror ikke jeg har løbet på den måde siden dengang jeg stak af fra Hr. Caspar. Men heller ikke i dag lykkedes det mig at løbe fra min forfølger. Det endte med at han ramte mig 3 gange i benet, så jeg faldt om. Heldigvis var jeg nået ind i byen og en anden kunne tage over. Jeg nævnte dog ikke noget for nogen, de behøvede ikke vide at jeg var skræmt over hvilke minder det frembragte i mit hoved.

Jeg satte mig derfor ned på Zanapladsen, for at finde inspiration. Der gik ikke længe før William kom ned til mig. vi snakkede om sammen og lave en barriere omkring byen, så fjenderne ikke kunne komme ind. jeg ved dog ikke lige om det bliver til noget. Nu er der noget andet i støbeskeen. Tilbage i byen ville Naia tale med mig. Hun havde brug for hjælp til et projekt og da jeg havde snakket med hende, var der en ny der ville snakke. Jeg ved ikke hvorfor alle pludselig ville snakke med mig?!
Så pludselig mærkede vi alle jorden ryste under os og gnister fløj gennem luften. Jeg hader det virkeligt! Det var besøg fra fastlandet, magikontrolatet. Jeg ved ikke helt hvad de ville, jeg holder mig helst fra den slags folk.
Nogenlunde samtidig med at magikontrolatet var der, kom der også et drømmevæsen for hovedpine. denne hoppede ned i brønden, så nu skal vi igen til at holde øje med brønden og om alt er Ok. Måske egentlig vi burde få det drømmevæsen op dernede fra igen.

Der kom også en del optøjer over Jonathus. Han ville skyde et par nye orkere der var kommet til øen, af den simple grund at se hvordan de ser ud indvendigt, tror jeg. Han er ikke rigtig klog! Efter et par forsøg, blev Jonathus slæbt ind i byen af Caliban og fik at vide med store ord, at han skulle til at tage sig sammen. Det gjorde vidst ret ondt på Jonathus, og så var det han tog afsked med os, med byen og med øen. Det virkede forkert og selvom mange andre grinede af at han nu ville gå til Grostea, løb jeg alligevel efter ham. Han er simpelthen så storsnudet at det halve kunne være nok, men alligevel snakkede jeg med ham fra hjertet og det blev en ret god samtale. Jeg lod ham vælge om han ville blive eller gå, og gik selv tilbage til byen. Heldigvis kom Jonathus også efter et godt stykke tid og vi indgik et ordentligt samarbejde.

Kort tid efter fik vi besøg af piraterne, Kal Muto har helt sikkert læst mit brev! Men det var nu meget nede på jorden alligevel. De havde en ny mand med, 42  (en af de der forsøgsmennesker) det var lidt underligt. Naia og jeg fik ham indskrevet i Zanatroen og drak en skål med piraterne på Zanapladsen.

Om der skete mere, kan jeg knap huske, for der skete noget hele tiden.

- Tessa 

mandag den 16. april 2018

Ramvalt april 2018

Tid til mere Ramvalt, denne gang heldigvis i varmere vejr. Der var desværre nogen af dem jeg havde håbet på at se, som ikke kunne komme, men det gav også en anden frihed. Og så var der dem jeg endelig så efter laaaang pause.

Kære Dagbog

Så.... Oswald og Caliban var ude på patrulje for at inspicere et eller andet, jaja det må man åbenbart gerne. Nå men det var da også fint nok at de ikke skulle være der til at så tvivl om mine beslutninger og lege moralsk kompas, men det kommer vi til senere.
Som så ofte før kom der skibsbrudende, en af dem der kom var Pommeroy?! Det var fedt at se ham igen, men han har godt nok ændret sig meget! og så er han blevet gift med en talk?? Stakkels mand. Han var så angiveligt stukket af på bryllupsnatten efter at bruden var faldet i søvn. Naia var rassende da talk kom for at tage Pommeroy med tilbage. Det er lidt foruroligende sådan som hun opførte sig. Hun er jo til skade for sig selv og sine omgivelser.

Nå men da talk kom, gik hun helt amok og hele byen blev angrebet. Jeg forsøgte at snakke roligt til en af dem, men blev straks slået ned. Det irritere mig, at vi er så let at vinde over altid, men hvad skulle man også forvente af en by, der ikke holder sammen?
I frustration valgte jeg at sige ja til at arbejde sammen med Peder Svendsen. Oswald var der alligevel ikke til at stoppe mig, han kunne også bare lige have prøvet! Men altså Peder havde den her ide om at binde en del af sin bevidsthed i et bælte og så få os andre til at fremkalde hans ekko. Jeg tilbød mig som styrmand på projektet og det var da også meget spændende. Jeg fik lavet en eliksir af Peders blod, hår og et digt han havde skrevet, som vi så smurte ud over hans bælte. Det så ud til straks at virke. Han glemte hvert fald hvem han var. Eller det vil sige, han vidste godt hvem han var, han vidste bare ikke at han var Peder. Før jeg nåede at tænke videre over, hvad vi have lavet, blev jeg beskyldt for åndemaneri, hjælp.

Nå men da bæltet var klar, gik jeg ned på zanapladsen med nogen af de andre zanatroende. Jeg besluttede fra start at jeg ikke ville tage Peders bælte på, så jeg hang det bare omkring min dolk i mit eget bælte. Det lød dog til at jeg alligevel blev ret påvirket. Jeg har desuden aldrig været så fascineret af at grave, som jeg var der. Det var fantastisk! Den følelse var virkelig sær og Naia fortalte at jeg begyndte at tage ejerskab over Peders ting. Men så kom Peder heldigvis og tog sit bælte. Det hjalp meget på det!

Næste projekt blev så en ny rejse med et drømmeskib til fastlandet. Den var noget farligere end den forrige. Vi lavede et skib af guld og satte afsted, men vi var kun lige kommet væk fra øen, da Kal Mutu begyndte at skyde på os. Jeg var nært blevet ramt i benet og faldet overbor. Det var virkelig voldsom. Vi overlevede dog heldigvis og vågnede på Zanapladsen igen. Hvad mon der var sket, hvis en af os var døde?
Efter vi var vågnet blev vi enige om at sende et brev til Kal Mutu, hvori vi spurgte om hjælp til at komme tilbage. Det blev mig der skulle skrive brevet, jeg har aldrig smurt så meget tykt på, og charmeret sådan for en anden person før. Mine onkler og Sikkert Oswald vil enten grine frygteligt af det eller blive meget bekymret over det. Vi må se hvad det bliver. Måske lidt rom og noget guld kan hjælpe ham.
-Tessa

mandag den 5. marts 2018

Ramvalt marts 2018

Endelig nærmede vi os foråret og en ny sæson Ramvalt. Vejret havde bare ikke lige forstået den del med forår og godt vejr, nej nej så den stod på kulde, minus grader og sne rundt omkring. Jeg var selvfølgelig troppet glædeligt op, godt pakket ind, da jeg egentlig ugen op til havde været sengeliggende med en slem forkølelse. Der skal mere til før jeg går glip af Ramvalt, lad os bare sige det sådan ;)

Kære Dagbog
Fra morgen skete der noget meget underligt. pludselig mens jeg var igang med en bryg, faldt jeg i søvn og drømte om sorte vinger som kom hertil. Det var vinterkongen! jeg så også Severin og Zander i drømmen. Jeg tror Vinterkongen ville have hævn. Det forstår jeg nu også meget godt.
Da jeg vågnede fra drømmen, var jeg ude midt på pladsen, sammen med alle de andre fra byen. Vi snakkede om hvordan vi alle havde haft den her drøm og hvad den betød. Så kom Otto med nye folk. Der var bla to nu folk fra Hoffmanns kompagni, meget spændende egentlig. Jeg lod dem selvfølgelig hilse og snakke sammen, mens jeg lidt på afstand lyttede med i, hvad de talte om, bare lige for at høre mere om Oswald. Senere fik jeg også mulighed for at tale med en af dem, Svanhvid. En kvindelig skjald. Hende kunne jeg også udspørge lidt omkring Oswald, men egentlig fik jeg ikke så meget mere at vide end hvad Caliban allerede har fortalt.
Desiree Indbød til begravelse for Severin, og af respekt og for fællesskabet gik jeg med. Derinde begyndte jeg dog hurtigt at tænke på mine egne forældre og spørgsmålene hobede sig op. Fik de en passende begravelse? Blev det mindet? Var der nogen der sagde flotte ord for dem? Det var min plan at spørge Oswald, men så blev Lomekpladsen overtaget af Drakul folk, som stod og lavede ritualer. Hvilket resulterede i, at Caliban noget tid efter kom og spurgte til om jeg havde noget mod hovedpine, fordi der var tomt i hans hoved. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle sige, nok mest fordi jeg var lidt overrasket over til tillid han viste mig i at komme til mig. Han spurgte også om jeg ville deltage i en ceremoni, for at få Lomek tilbage. Måske er jeg Zana troende, men i det store og hele tror jeg jo nok på treenigheden af de tre guder. Caliban bad os aflægge vores offergaver, den del var jeg ikke lige klar på. Jeg besluttede dog at gøre det på min egen lidt kreative måde. Nemlig med et tak til Lomek og min respekt, samt erklæringen på, at jeg stod der for min bror og min far. Om dette tæller skal jeg ikke kunne sige, men sådan blev det.

Senere havde Peder Svendsen fået den her ide om at skabe et skib i drømmeverdenen, som vi skulle sejle til fastlandet med. Jeg syntes egentlig ideen lød meget spændende, men samtidig også skræmmende, fordi der skulle bruges blod til. Peder gjorde det klart at vi hver skulle lægge et anker, som betød noget særligt for os, så vi på den måde var sikre på at komme tilbage. Hvad jeg helst ville bruge som anker var Oswald, men da hverken han eller Caliban ikke rigtig lød til at være med på hele ideen om et skib malet med blod, lod jeg være med at spørge, i stedet valgte jeg at bruge mine forældres kæder. Det er som om jeg føler mig mere og mere knyttet til min familie og begynder også at anse dem som familie.
Selv drømmeturen gik rigtig godt. Det var virkelig noget af en oplevelse, vi kom derhen hvor vi skulle, og fik så en marmelademad med tilbage?? Det var virkelig sært.

Som altid havde jeg mine små mundhuggerier med Jonathus. Det var meget fint indtil jeg kaldte ham bastard, og han så mig for Elvertøs. Der mente Oswald han skulle blande sig, det må han nu gerne lade være med. Senere havde Jonathus også skiftet min dug ud med hans egen. Den slags er ikke okay. Jeg endte med at tage hans dug og kaste den fra mig på jorden. Så fandt jeg ud af, at den havde tilhørt hans mormor og jeg tror egentlig det var et ret ømt punkt, Det var måske for meget?
Jeg havde også mine kampe med Conrad, over den skide rom han mente jeg skylder ham. Det endte med at han gik over og tog min flaske. jeg fulgte efter ham og bad ham aflevere, hvilket han selvfølgelig ikke ville. Pludselig stod jeg med Conrads sværd i hånden halvt trukket ud af holderen. Det var nok egentlig meget godt, at Caliban kom og spurgte, hvad jeg havde gang i, for jeg ved det faktisk ikke helt. Det endte med at Conrad og Caliban fik overtalt mig til at aflevere en flaske rom til Conrad, men jeg brygger bare en ny, så det går nok. Det er bare træls at tabe.
Conrad opsøgte mig lidt efter og sagde at jeg faktisk var god nok, jeg er spændt på om det er Oswald, der har bedt ham sige det. Det lød hvert fald meget påtvunget. Bagefter sagde han også tak for undskyldningen. Jeg har IKKE givet ham nogen undskyldning altså!!
Jeg ved simpelthen ikke hvor han får den slags fra...
- Tessa

søndag den 18. februar 2018

Annabell Swan - En beretning fra Pluto

I starten af februar var jeg igen i Odense for at deltage i et 50'er sci fi univers, jeg en gang før havde haft et møde med. Denne gang foregik scenariet på Pluto, scenariet svar på Tortuga. Dermed var det oplagt at spille pirat og jeg påtog mig rollen som Kaptajn for vores gruppe.
Desværre kendte vi ikke så mange der ville med og vores gruppe bestod det første lange stykke tid kun af to personer. Ved et opslag på scenariet facebook side, fik vi først en, og lidt senere to spillere, der ligesom os manglede en gruppe. senere igen fik vi to mere ind, men den ene endte med at måtte springe fra igen. Vi endte altså med en gruppe på seks spillede, der ikke helt kendte hinanden.

Det gik dog meget godt med hurtigt lige at finde ind til hinandens karakterer, skønt vi havde forskellige mål og visioner, men det blev en del af spillet og der kom nogle spændende diskussioner ud af det.

Selve scenariet var stor og der var mange spillere,, om det var med til at gøre det lidt uoverskueligt for mig skal jeg ikke kunne sige, men noget ved denne weekend fald hvert fald ikke i hak for mig. Derfor har det også taget mig lang tid efterfølgende at reflektere over oplevelsen. Den var en god weekend og jeg hyggede mig meget med at spille, men de ting jeg havde sat mig for at gøre og de relationer jeg regnede med at skulle bruge tid på, fik jeg bare ikke taget hånd om. Ligesom jeg manglede lidt nogle overordnede plots fra GM'ernes side. Ikke at de ikke gjorde deres arbejde godt, for de var gode til at give det vi efterspurgte til de opsatte ESR-rum. Jeg fik også endnu et møde med programmet Artimis, som er et flyveprogram, hvor man skal være 5 personer om at styre et skib. Det var meget sjovt, men svært. Særligt, når gruppen ikke har lige meget erfaring med programmet. Det var dog stadig en meget spændende oplevelse.

En ting der for mig blev lidt en hæmsko var, at nogen spillere snakkede engelsk. Det er lidt op ad bakke at skulle forhandle på et sprog jeg kan have svært ved at forstå og kun selv snakker på simpelt turist-niveau. som Kaptajn burde det jo være mig der tog mig af den slags, men langsomt begyndte andre i min besætning at overtage handlen, hvilken var fint nok, men hvor ville jeg ønske det havde virket noget mere professionelt.

Heldigvis kan jeg tage en masse gode minder med for scenariet. Vi kom i besiddelse af en VIP-nøgle, som gjorde vi kunne komme ind næsten alle steder. Det resulterede i at vi stjal brændstof fra mange af de andre crews og måtte gennem dem rundt omkring for ikke at blive opdaget. Vi fik overtaget et af flådes skibe, som vi fik lov til at flyve rundt i og fik missiler og andet spændende med. vores mekanikker gjorde vores skib 110% indbrydningsikkert.

Så alt i alt var det en god weekend efter omstændighederne, men jeg følte ikke jeg fik givet min karakter eller mine relationer den opmærksomhed de fortjente. Noget af det er der blevet "lappet" lidt på efterfølgende, men jeg håber at kan være med om 2 år til at give den en skalle igen.

-// Over and Out Chrille

mandag den 6. november 2017

Ramvalt november 2017

Så fik sæsonen sin afslutning. Jeg hungre allerede efter at det bliver marts og har allerede flere ideer om hvad Tessa skal til at lave af spændende ting. Men nu venter først en pause, det er nok meget godt, men også træls.
For at jeg som altid kan huske hvad der er sket vil jeg skrive det som Tessas dagbog, og det vil derfor også være præget af, hvordan hun har oplevet tingene.

Kære Dagbog
Dagen startede roligt ud. Jeg fik gjort mine sædvanlige gøremål, bede en stille bøn til Zana og tegne hendes symbol på pladsen, få styr på mine flasker og eliksirer og så satte jeg mig ind for at spise.
Mens jeg spiste hørte jeg en velkendt stemme i det fjerne, men jeg kunne ikke rigtig placere den. Først da nogen kom og fortalte at nogle Drakulfolk forsøgte at give Klam et bad, gik det op for mig at det var hans stemme. I ren vrede marcherede jeg ned til dem, og først halvvejs derhenne opdagede jeg at jeg havde glemt mine våben. Det var der ikke noget at gøre ved, jeg kunne ikke vende om. Jeg gik forbi drakulfolkene, som var under kontrol af resten af byen og hen til Klam. Det stakkels væsen var lige ved at gå fra hinanden og med Cecils hjælp, fik vi ham tilbage op i latrinet. Det så dog ret håbløs ud. Jeg ved ikke helt hvorfor, men pludselig stod jeg så der i lort og møg og undskyldte til det her drømmevæsen, men jeg følte nu også en del skyld. Hvis bare jeg var kommet før!
Cecil begyndte at kaste magi og trække fokus til Klam, det tror jeg hjalp.

Senere fik vi besøg af nogle Talk, som kom med mad til vinteren, hvis bare vi hver gav dem noget. Det er rart at vide, at vi er sikre i vinter og ikke skal være nervøse for at blive ædt af en vampyr. Personligt kunne jeg nu godt tænke mig at bruge tid i drømmeverdenen igen som sidste vinter. Der er meget jeg gerne ville undersøge nærmere. Jeg klager dog ikke at vi stadig er i byen og kan overleve.

Victors mindemærke er der stadig, og jeg besluttede mig derfor for at skrive en besked til personen, der havde sat det op. Det viste sig at være Baldrian, et troldfolk. Han kom hen for at forklare sig, men så blev vi afbrudt af Caliban og Osvald. Jeg havde ellers forsøgt at undgå de to flere gange i løbet af dagen, men det er lidt svært at gå midt i en samtale, og Caliban mente det var vigtigere at jeg snakkede med Osvald end at snakke om ham der slog mine forældre ihjel.
Det viste sig så at det var ret vigtig. Osvald fortalte mere om dengang Corynia blev angrebet og så... Han fortalte, at jeg skulle være hans søster? Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle håndtere det, særligt ikke når Wilfred hele dagen havde snakket om at Osvald nok flirtede med mig. Jeg endte med vidst at være ret uhøflig overfor ham, men det altså ikke helt nemt pludselig at have en bror. Han tilbød mig billeder og breve fra Corynia og at svare på de spørgsmål, jeg kunne have, men alt jeg kunne fokusere på var, at jeg i 15 år har haft en bror uden at vide det! og så alligevel. Jeg har jo længe vidst der var et eller andet ved ham, jeg havde dog ikke lige regnet med han var min bror.

På Zanapladsen malede vi en flot skammel som en del af messen. Jeg bør også snart finde et eller andet at vise frem til de messer. Peder Svendsen Havde pludselig et skattekort, som han begyndte at følge sammen med William. Jeg ved ikke lige hvordan det gik dem, men det er da meget spændende.

Og selvom det hele nu lyder skønt og dejligt, så sluttede dagen af i et underligt kaos af død og ødelæggelse. En drakultilbeder skar halsen over på Julius, en af sponsorerne. Jeg sagde jo de folk ikke var gode væsner. Hr. Severin blev fundet død med maven skåret op og tømt for.. ja.. Severin. Poul blev også fundet død, han havde angiveligt skåret håndledet over, men så var han pludselig ikke død alligevel. Det hele var noget forvirrende. Cecil og Myse forsøgte at redde dem, men det var ikke rigtig muligt. Så nu er vi endnu færre på øen.
Jeg begynder at blive bange for om det bare er et spørgsmål om tid, før det bliver min tur, men derfor begynder jeg også allerede nu at arbejde på en løsning.

- Tessa

lørdag den 28. oktober 2017

Requiem - Nova

I weekenden op mod efterårsferien stod den på rollespil. En skole i Ribe, lagde rammerne om det første af 3 sci fi scenarier.
Min vej til dette scenarie har været meget op og ned. Som en start gik jeg all in på planlægning og på at finde ud af sådan meget fedt som over hovedet muligt! Men så pludselig fik  jeg ikke rigtig lyst til at tage med eller går så meget ud af det. Tiden gik derfor og pludselig var det tid til scenariet. Jeg tog med, med den indgang til det: at få det bedste ud af det og tage tingene som det kom.
På denne måde skulle jeg ikke være nervøs for at blive skuffet over relationer der ikke blev overholdt ej heller over at jeg ikke turde snakke med dem jeg havde lavet relation til. Dette tror jeg var den bedste og nok vigtigste beslutning jeg foretog mig i forhold til dette, og jeg kan kun sige at resultatet blev en succes.

Jeg fik dog en lidt hård start på weekenden, da jeg ikke havde noget sted at sove, da jeg ankom. En ting, som oftest er det vigtigste for mig at få styr på, ved et weekend scenarie, det skulle gå en time før jeg fik tildelt et sted at "bo" og endelig kunne jeg få lidt ro på. Det gjorde også at jeg lige måtte ligge lidt og få styr på mig selv igen, da jeg var ved at gå helt ned med flaget.

Langsomt kunne jeg forberede mig på scenariet og da vi gik igang med spillet, var jeg heldig at kunne spille tæt sammen med Jonas. Det gav mig en sikkerhed, som jeg lige havde brug for. Nok var jeg ikke ved hans side hele tiden, men det gav alligevel en ro og han satte ligesom baren for hvordan vores spil skulle være.
Der var nogle små grænseoverskridende ting, så som at løbe ind og banke folk til død, men det fandt jeg en god og meningsfuld måde for hvorfor jeg ikke var en direkte del af. Ligeledes måtte jeg også finde en god måde at snøre mig uden om at "tage stoffer". Endnu en ting, som jeg bestemt ikke kunne få mig selv til, men når alle andre er pil skæve, hvem lægger så mærke til, at der er en, der ikke sniffer sit pulver? Dette fandt jeg også en ingame løsning på, sådan så det ville give mening i spil.

Nova blev banket fuld af techno og lysshow, og min karakter brugte meget tid på at flirte med nogle af de andre folk. Det var meget interessant og gav et sjovt og anderledes spil. Jeg følte mig egentlig ganske vellidt blandt de fleste og føler jeg fik fedtet mig ind hos mange. Det glæder jeg mig til at se hvad udvikler sig til.

Kort sagt er jeg godt tilfreds med min præsentation, og jeg tror for en gang skyld ikke jeg sidder med følelsen af ikke at have præsteret fuldt ud. Jeg gjorde det jeg ville og hyggede mig med tingene. Jeg har holdt mine små hemmeligheder, for mit eget spil og for en gang skyld ikke afsløret mig selv 100%. Om dette gør det, skal ikke kunne siges.


Nu sidder jeg så her, med en følelse af hvor irriterende lang tid et halvt år er, og stadig lidt for mange bandeord i mit sprog.

-//Over and Out Chrille


torsdag den 19. oktober 2017

Ramvalt Oktober 2017

Nå nu er det efterhånden tid siden at kalenderen sagde første lørdag i måneden, men jeg skal prøve at huske, hvad der skete til Ramvalt. Det var uanset rigtig godt at være dernede igen, skønt vejret bestemt ikke var med os.
Men for nu at komme til sagen, så er dette her jo Tessas Dagbog.

Kære Dagbog
Endelig fandt jeg tilbage til byen efter at have været væk i længe, siden i sommers hvert fald. Det virkede ikke rigtig til at folk havde bidt mærke i, at jeg havde været væk. De lagde dog hurtigt mærke til mit blå hår. Wilfred var så fej at spørge om jeg så også havde gæller, da jeg fortalte at jeg havde forsøgt at forvandle mig selv til en talk.
Caliban og Oswald er også kommet tilbage igen. Det er rart at se dem. Jeg snakkede en hel del med dem. hørte om deres fortid, der er dog flere og flere alarmklokker der ringer omkring Oswald. Jeg stoler bestemt ikke på ham og jeg overvejer lidt om jeg helt bør stoppe med at tale med ham, men noget i mig drages mod ham. Det gør det ikke nemt. Desuden er det svært at tale med Caliban uden han er der, og Caliban havde jeg virkelig brug for at tale med. Han har et godt moralsk kompas og eftersom Jeg nok var skyld i at Victor døde, var det rart at høre fra ham om jeg nu er en morder. Det mente han heldigvis ikke.

Bedst som vi sad og hyggede os fik byen besøg af 3 personer, den ene med en sæk over hovedet. De krævede et blodoffer fortalte de, men som altid ville byen ikke give det. Der opstod kamp og det så ud til at gå rigtig skidt for byen. Jeg overvejede derfor om jeg skulle melde mig som dette offer, for simpelthen at lade byen gå fri. Men jeg nåede det ikke før de skar halsen over på Wilfred og så forsvandt. Wilfred, min onkel og eneste familie lå død, Jeg gik lidt i panik og ledte alle vegne efter en genoplivningssten, men der var ingen. Kun de 3 ved portalen. Jeg var meget tæt på at tage en af dem, men tøvede så alligevel. og heldigvis for det, for det viste sig at Myse i mellemtiden var ved at få min onkel tilbage til livet. Derefter sad jeg med ham længe. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra hans side.
Jeg fik også skrevet et brev til Corynia som jeg har bedt Caliban læse igennem. Jeg er ikke sikker på om jeg kan tillade mig at sende det, eller om det er bedre at lade være.

Jeg fik desuden også besøg at Snu, som spurgte hvor hans banner var. Jeg ved ikke lige hvorfor dette skulle gå ud over mig. Jeg kender intet til det banner og har intet med det at gøre. Alligevel fik jeg besked på at jeg skulle lave ham et nyt hvis ikke jeg ville miste min arm. Det var ikke ligefrem behageligt og jeg var ærligt talt rimelig bange.