I lørdags var det tid til at tage afsted med hele Falthea
kampagnen og med Lucinda.
Som nævnt i et tidligere indlæg blev Lucinda min første
rigtige rollespilskarakter, og jeg fik lov at spille hende i 2,5 år. Jeg
oplevede så mange ting med hende og jeg vil nu forsøge at give det en
afslutning/ et farvel.
Selvfølgelig vil jeg give et kæmpe tak til Scenariegruppen både nuværende, men også tidligere, for overhovedet at have lavet kampagnen og holdt den i live så længe det blev. Jeg har lært rigtig meget, oplevet en helt ny verden og fået så meget mere mod på at prøve noget nyt.
Det har været så rart at kommer til skoven hver måned og
blive mødt med smil og glæde af flinke mennesker. Folk har været gode til at
tage hånd om nye rollespillere og jeg er hvert fald blevet hjulpet godt igang
af andre. Det er bestemt noget jeg værdsætter og vil rose folk for.
Herefter et tak til alle de folk, der har været med til at skabe Lucinda som hun er. Jeg havde på ingen måde så perfekt en karakter uden deres hjælp.
Jeg vil meget gerne skrive mine/Lucindas tanker omkring de
karakterer der gjorde størst indtryk. Det skal ikke betyde at de der ikke
bliver nævnt ikke har haft betydning. Men der er nogen jeg føler jeg skylder
noget særligt.
Teon:
Teon, Lucindas kære og elskede bror. Det kan godt være
Lucinda aldrig rigtig viste, hvor meget hun holdte af sin bror, men det var
hårdt at miste ham to gange på et sommerscenarie. og tiden efterfølgende var
meget ensom. Lucinda havde altid stor respekt for sin bror og hun elskede ham
mere end hun gav udtryk for. Selvom hun ikke var enig i alt hvad Teon gjorde
føltes det frygteligt tomt da han var væk og Lucinda mistede en stor del af sin
livsglæde.
Vark:
Lucinda havde sine op og nedture med Vark, som var
orkhøvding. Det var bestemt udfordrende, svært, hårdt og til tider
grænseoverskridende at spille over for denne store vrede grønne herre, men jeg
ville ikke være det foruden i dag. I bund og grund nød Lucinda nok deres meget
råbende samtaler. Selvom de var sat til at være fjender nærede Lucinda i bund
og grund stor respekt for Vark, som hun ofte følte sig tryg i nærheden af, når
der altså var tale om fælles fjender. Da Vark døde havde de lige haft et
skænderi, hvor Lucinda fik sagt noget med at hun aldrig ville tale med ham
igen. En ting hun siden har fortrudt meget, fordi hun aldrig fik muligheden for
at sige undskyld eller få sagt at hun ikke mente det så hårdt. (Han er sikkert
ligeglad, hvis jeg kender ham ret)
Akar:
Akar er uden tvivl den person, der har reddet Lucindas liv
flest gang (her må dog ses Bort fra Puster, som hvad jeg kan forstå gjorde det
i skyggerne også) Akar, som var Ravneshaman, blev Lucindas vej ind i
shamanverdenen. det var ham der gav hende forståelse for Glysea og ånder. Hun
vil altid være ham evig taknemmelig og føle sig særligt tilknyttet til ham, og
fortsat forsvare ham, når nogen beskylder ham for at være ond.
Aldon:
Den mest hvæsende shaman jeg nogensinde har mødt. Gennem ham
lærte Lucinda, hvor vigtigt det er at respektere dem med en anden tro. Han var
den shaman Lucinda aldrig rigtig blev venner med, hvert fald ikke hvad hun
ville indrømme. Aldon var ham man altid skulle følge reglerne overfor og være
meget højtidelig omkring. Måske er det derfor det var sådan et chok for
Lucinda, da han kom igen og tillod hende at give ham et kram. Aldon var på
mange måder en støtte for Lucinda og hun ønskede at hun en dag ville blive
accepteret af ham.
Raliegh:
Orken som Lucinda forsvarede fra start, smed ud af byen, løj
overfor, hjalp, kæmpede sammen med, blev reddet af, helbredte. Orken der
beviste over for Lucinda, at orkere er mere end blot ukontroleret kaos og
vrede.. Orken der i sandhed fik Lucinda til at åbne op overfor orkere og lære
at stole på dem. Jeg tror på at Raliegh var Lucindas sjæleven. Selvom de havde
deres mange kampe og begge har været tætte på at slå modparten ihjel, skete det
aldrig. Ingen forstod Lucinda som Raliegh gjorde, ingen behandlede hende som
ham. En ting Lucinda virkelig nød. At se ham igen, var en ting Lucinda
slet ikke kunne håndtere, Hun var vred over at han først kom nu, glad for at se
ham igen, sur over at han rev op i gamle sår og mest af alt ked af at han ikke
kunne blive der. Hun vil altid savne Raliegh og til hver en tid omtale ham med
respekt, selv når hun fortæller hvor dum og irriterende han var.
Ezikiel:
En mand Lucinda respekterede mere end de fleste. Hun var
forundret over hvordan en mand, der havde været så meget igennem havde kræfter
til at stå op om morgenen. Hun nød den frie mand hun så i Siiron og senere så
glimt af. Han blev hendes redning da alt så aller sortest ud og hun faktisk
selv havde givet op. Hun nød endelig at have en ven hun kunne pjatte med og
være sig selv omkring. Det var hårdt den dag han takkede nej til at blive
hendes vogter, men den dag hendes hjerte virkelig blev knust, var dagen, hvor
han fortalte, at han havde varme følelser for en anden. Men har Lucinda en dag brug
for at flygte fra det hele vil det til hver en tid være Ezikiel hun går til.
Manuel:
Manden der fulgte Lucinda side og side, og som var umulig at
slippe af med. Han har gjort så mange gode ting for Lucinda og altid været der.
Næsten så meget, at det er synd, når Lucinda ikke har set ham. Lucinda var
aldrig blevet forkynder igen uden hans hjælp og nærvær. Han blev for alvor
Lucinda støttepille efter hun ikke længere havde Teon og Raliegh, Han var den
der altid kunne få hende til at smile og den der sørgede for, at hun blev ved
med at holde begge fødder på jorden. Han var en sand ven og blev den person der
takkede ja til at blive hendes vogter. Hvilket han nok i bund og grund ville
være med eller uden titel.
Bjarke:
Lucindas lille loverboy. Ikke noget han nogensinde fik at
vide, men Lucinda var forgabt i manden, som hun kun har været i få andre. Hun
elskede at tale om ham, hører om ham og håbede altid på nogen ville nævne ham i
samtalerne. Han var en af de få der kunne gøre hende helt genert og få hende til
at føle sig varm indeni. Hun havde stor respekt for Hvordan Bjarke håndterede
ting og ledede sit folk og håbede hver dag på, at han ville sige noget til
hende.
Mathias:
Den første rigtige akolyt som Lucinda så et samarbejde med.
På mange måder så hun op til Mathias særligt til sidst da han var villig til at
give sit liv for at redde Meronsstad. Lucinda blev glad for endelig at få en
samarbejdspartner hun kunne dele sine syn med og en at dele kirken med. Hun så
en god ven i Mathias selvom der var flere ting der undrede hende.
Puster:
Lucinda var sikker på, at Puster var en god mand. Hun så
hvordan han hjalp både byen og hende selv flere gange. Derfor fik Lucinda det
meget dårligt med sig selv, da hun vendte ham ryggen, hvor han havde mest brug
for hende. Det gjorde direkte ond på Lucinda at se skyldfølelsen i Pusters øjne
efter at han havde spist Plages barn. Hun har siden fortrudt hun ikke hjalp
noget før. Puster var personen der fik Lucinda til at gå imod sine guder, fordi
hun ikke kunne dræbe ham, når han havde hjulpet hende så meget.
Bjørn:
Dybt inde håbede Lucinda oprigtigt på, at byen tog fejl
omkring Bjørn, at han ikke var det monster flere og flere ting ledte hen mod.
inderst inde var Lucinda naiv nok til at tro på at Bjørn oprigtigt var hendes
ven og at han ville hjælpe hende, hvis det blev nødvendigt. At det var muligt
at skabe et samarbejde med Elearripræsten.
Der har som sagt været andre også som har haft betydning for Lucinda men disse er dem jeg synes fortjener at blive nævnt ved navn, fordi de i større grad end andre har været med til at skabe Lucinda. Jeg har flere jeg gerne ville skrive på, men hvor jeg synes det er for nyt til at det hører sig til.
Tak for en fantastisk kampagne, tak for spil og tak for nu.
-// Over and Out Chrille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar