Kære Dagbog
Fra morgen skete der noget meget underligt. pludselig mens jeg var igang med en bryg, faldt jeg i søvn og drømte om sorte vinger som kom hertil. Det var vinterkongen! jeg så også Severin og Zander i drømmen. Jeg tror Vinterkongen ville have hævn. Det forstår jeg nu også meget godt.
Da jeg vågnede fra drømmen, var jeg ude midt på pladsen, sammen med alle de andre fra byen. Vi snakkede om hvordan vi alle havde haft den her drøm og hvad den betød. Så kom Otto med nye folk. Der var bla to nu folk fra Hoffmanns kompagni, meget spændende egentlig. Jeg lod dem selvfølgelig hilse og snakke sammen, mens jeg lidt på afstand lyttede med i, hvad de talte om, bare lige for at høre mere om Oswald. Senere fik jeg også mulighed for at tale med en af dem, Svanhvid. En kvindelig skjald. Hende kunne jeg også udspørge lidt omkring Oswald, men egentlig fik jeg ikke så meget mere at vide end hvad Caliban allerede har fortalt.
Desiree Indbød til begravelse for Severin, og af respekt og for fællesskabet gik jeg med. Derinde begyndte jeg dog hurtigt at tænke på mine egne forældre og spørgsmålene hobede sig op. Fik de en passende begravelse? Blev det mindet? Var der nogen der sagde flotte ord for dem? Det var min plan at spørge Oswald, men så blev Lomekpladsen overtaget af Drakul folk, som stod og lavede ritualer. Hvilket resulterede i, at Caliban noget tid efter kom og spurgte til om jeg havde noget mod hovedpine, fordi der var tomt i hans hoved. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle sige, nok mest fordi jeg var lidt overrasket over til tillid han viste mig i at komme til mig. Han spurgte også om jeg ville deltage i en ceremoni, for at få Lomek tilbage. Måske er jeg Zana troende, men i det store og hele tror jeg jo nok på treenigheden af de tre guder. Caliban bad os aflægge vores offergaver, den del var jeg ikke lige klar på. Jeg besluttede dog at gøre det på min egen lidt kreative måde. Nemlig med et tak til Lomek og min respekt, samt erklæringen på, at jeg stod der for min bror og min far. Om dette tæller skal jeg ikke kunne sige, men sådan blev det.
Senere havde Peder Svendsen fået den her ide om at skabe et skib i drømmeverdenen, som vi skulle sejle til fastlandet med. Jeg syntes egentlig ideen lød meget spændende, men samtidig også skræmmende, fordi der skulle bruges blod til. Peder gjorde det klart at vi hver skulle lægge et anker, som betød noget særligt for os, så vi på den måde var sikre på at komme tilbage. Hvad jeg helst ville bruge som anker var Oswald, men da hverken han eller Caliban ikke rigtig lød til at være med på hele ideen om et skib malet med blod, lod jeg være med at spørge, i stedet valgte jeg at bruge mine forældres kæder. Det er som om jeg føler mig mere og mere knyttet til min familie og begynder også at anse dem som familie.
Selv drømmeturen gik rigtig godt. Det var virkelig noget af en oplevelse, vi kom derhen hvor vi skulle, og fik så en marmelademad med tilbage?? Det var virkelig sært.
Som altid havde jeg mine små mundhuggerier med Jonathus. Det var meget fint indtil jeg kaldte ham bastard, og han så mig for Elvertøs. Der mente Oswald han skulle blande sig, det må han nu gerne lade være med. Senere havde Jonathus også skiftet min dug ud med hans egen. Den slags er ikke okay. Jeg endte med at tage hans dug og kaste den fra mig på jorden. Så fandt jeg ud af, at den havde tilhørt hans mormor og jeg tror egentlig det var et ret ømt punkt, Det var måske for meget?
Jeg havde også mine kampe med Conrad, over den skide rom han mente jeg skylder ham. Det endte med at han gik over og tog min flaske. jeg fulgte efter ham og bad ham aflevere, hvilket han selvfølgelig ikke ville. Pludselig stod jeg med Conrads sværd i hånden halvt trukket ud af holderen. Det var nok egentlig meget godt, at Caliban kom og spurgte, hvad jeg havde gang i, for jeg ved det faktisk ikke helt. Det endte med at Conrad og Caliban fik overtalt mig til at aflevere en flaske rom til Conrad, men jeg brygger bare en ny, så det går nok. Det er bare træls at tabe.
Conrad opsøgte mig lidt efter og sagde at jeg faktisk var god nok, jeg er spændt på om det er Oswald, der har bedt ham sige det. Det lød hvert fald meget påtvunget. Bagefter sagde han også tak for undskyldningen. Jeg har IKKE givet ham nogen undskyldning altså!!
Jeg ved simpelthen ikke hvor han får den slags fra...
- Tessa
Ingen kommentarer:
Send en kommentar