Kære Dagbog
Så.... Oswald og Caliban var ude på patrulje for at inspicere et eller andet, jaja det må man åbenbart gerne. Nå men det var da også fint nok at de ikke skulle være der til at så tvivl om mine beslutninger og lege moralsk kompas, men det kommer vi til senere.
Som så ofte før kom der skibsbrudende, en af dem der kom var Pommeroy?! Det var fedt at se ham igen, men han har godt nok ændret sig meget! og så er han blevet gift med en talk?? Stakkels mand. Han var så angiveligt stukket af på bryllupsnatten efter at bruden var faldet i søvn. Naia var rassende da talk kom for at tage Pommeroy med tilbage. Det er lidt foruroligende sådan som hun opførte sig. Hun er jo til skade for sig selv og sine omgivelser.
Nå men da talk kom, gik hun helt amok og hele byen blev angrebet. Jeg forsøgte at snakke roligt til en af dem, men blev straks slået ned. Det irritere mig, at vi er så let at vinde over altid, men hvad skulle man også forvente af en by, der ikke holder sammen?
I frustration valgte jeg at sige ja til at arbejde sammen med Peder Svendsen. Oswald var der alligevel ikke til at stoppe mig, han kunne også bare lige have prøvet! Men altså Peder havde den her ide om at binde en del af sin bevidsthed i et bælte og så få os andre til at fremkalde hans ekko. Jeg tilbød mig som styrmand på projektet og det var da også meget spændende. Jeg fik lavet en eliksir af Peders blod, hår og et digt han havde skrevet, som vi så smurte ud over hans bælte. Det så ud til straks at virke. Han glemte hvert fald hvem han var. Eller det vil sige, han vidste godt hvem han var, han vidste bare ikke at han var Peder. Før jeg nåede at tænke videre over, hvad vi have lavet, blev jeg beskyldt for åndemaneri, hjælp.
Nå men da bæltet var klar, gik jeg ned på zanapladsen med nogen af de andre zanatroende. Jeg besluttede fra start at jeg ikke ville tage Peders bælte på, så jeg hang det bare omkring min dolk i mit eget bælte. Det lød dog til at jeg alligevel blev ret påvirket. Jeg har desuden aldrig været så fascineret af at grave, som jeg var der. Det var fantastisk! Den følelse var virkelig sær og Naia fortalte at jeg begyndte at tage ejerskab over Peders ting. Men så kom Peder heldigvis og tog sit bælte. Det hjalp meget på det!
Næste projekt blev så en ny rejse med et drømmeskib til fastlandet. Den var noget farligere end den forrige. Vi lavede et skib af guld og satte afsted, men vi var kun lige kommet væk fra øen, da Kal Mutu begyndte at skyde på os. Jeg var nært blevet ramt i benet og faldet overbor. Det var virkelig voldsom. Vi overlevede dog heldigvis og vågnede på Zanapladsen igen. Hvad mon der var sket, hvis en af os var døde?
Efter vi var vågnet blev vi enige om at sende et brev til Kal Mutu, hvori vi spurgte om hjælp til at komme tilbage. Det blev mig der skulle skrive brevet, jeg har aldrig smurt så meget tykt på, og charmeret sådan for en anden person før. Mine onkler og Sikkert Oswald vil enten grine frygteligt af det eller blive meget bekymret over det. Vi må se hvad det bliver. Måske lidt rom og noget guld kan hjælpe ham.
-Tessa
Ingen kommentarer:
Send en kommentar