Kære dagbog
Det var en begivenhedsrig dag og jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Conrad var tilbage og som det første spurgte han om der var noget rom. Jeg må simpelthen finde ud af ham på en eller anden måde. Måske tage en stille og rolig snak, bare ham og jeg. Det er nok værd at overvejer.
Men det var slet ikke her det startede. Det første jeg oplevede var at jeg snakkede med Caliban. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad vi snakkede om, men vi gik en tur ud af byen, herude mødte vi Naia og Cecil og så begyndte Caliban at snakke med Naia og jeg med Cecil.
Cecil og Jeg gik forbi tre mænd, som angivelig skulle være på jagt efter vildsvin, men så pludselig skød de Cecil og jeg løb tilbage mod byen. Jeg tror ikke jeg har løbet på den måde siden dengang jeg stak af fra Hr. Caspar. Men heller ikke i dag lykkedes det mig at løbe fra min forfølger. Det endte med at han ramte mig 3 gange i benet, så jeg faldt om. Heldigvis var jeg nået ind i byen og en anden kunne tage over. Jeg nævnte dog ikke noget for nogen, de behøvede ikke vide at jeg var skræmt over hvilke minder det frembragte i mit hoved.
Jeg satte mig derfor ned på Zanapladsen, for at finde inspiration. Der gik ikke længe før William kom ned til mig. vi snakkede om sammen og lave en barriere omkring byen, så fjenderne ikke kunne komme ind. jeg ved dog ikke lige om det bliver til noget. Nu er der noget andet i støbeskeen. Tilbage i byen ville Naia tale med mig. Hun havde brug for hjælp til et projekt og da jeg havde snakket med hende, var der en ny der ville snakke. Jeg ved ikke hvorfor alle pludselig ville snakke med mig?!
Så pludselig mærkede vi alle jorden ryste under os og gnister fløj gennem luften. Jeg hader det virkeligt! Det var besøg fra fastlandet, magikontrolatet. Jeg ved ikke helt hvad de ville, jeg holder mig helst fra den slags folk.
Nogenlunde samtidig med at magikontrolatet var der, kom der også et drømmevæsen for hovedpine. denne hoppede ned i brønden, så nu skal vi igen til at holde øje med brønden og om alt er Ok. Måske egentlig vi burde få det drømmevæsen op dernede fra igen.
Der kom også en del optøjer over Jonathus. Han ville skyde et par nye orkere der var kommet til øen, af den simple grund at se hvordan de ser ud indvendigt, tror jeg. Han er ikke rigtig klog! Efter et par forsøg, blev Jonathus slæbt ind i byen af Caliban og fik at vide med store ord, at han skulle til at tage sig sammen. Det gjorde vidst ret ondt på Jonathus, og så var det han tog afsked med os, med byen og med øen. Det virkede forkert og selvom mange andre grinede af at han nu ville gå til Grostea, løb jeg alligevel efter ham. Han er simpelthen så storsnudet at det halve kunne være nok, men alligevel snakkede jeg med ham fra hjertet og det blev en ret god samtale. Jeg lod ham vælge om han ville blive eller gå, og gik selv tilbage til byen. Heldigvis kom Jonathus også efter et godt stykke tid og vi indgik et ordentligt samarbejde.
Kort tid efter fik vi besøg af piraterne, Kal Muto har helt sikkert læst mit brev! Men det var nu meget nede på jorden alligevel. De havde en ny mand med, 42 (en af de der forsøgsmennesker) det var lidt underligt. Naia og jeg fik ham indskrevet i Zanatroen og drak en skål med piraterne på Zanapladsen.
Om der skete mere, kan jeg knap huske, for der skete noget hele tiden.
- Tessa
Ingen kommentarer:
Send en kommentar