Hej gæve læsere
Endelig blev det tid til sommescenariet! en ting jeg personlig har glædet mig meget til. Desværre var vejret bare ikke helt med os og fredag aften blev en våd fornøjelse! Men sådan et par dråber skal ikke holde os væk, så vi fortsatte med liv og sjæl.
et var som sagt sommerscenarie og varrede fra fredag aften til lørdag-søndag nat. Jeg skal se, hvor meget af det Tessa kan genskabe i sin dagbog.
(Fredag)
Kære dagbog
Arthur er kommet hjem igen, og det var tid til vores familiemiddag. Det gik egentlig ganske godt og noget mere roligt end, hvad jeg havde regnet med. Wilfred fortalte at han og og Arthur skulle til at arbejde for dødens hånd. Det er jeg nu ikke helt tilfreds med, men jeg ved godt jeg ikke rigtig kan sige dem imod.
Karak og jeg har arbejdet på at lave fyrværkeri, men i dag gik det helt galt! For meget krudt for tæt på ilden er aldrig en god ide, så vi kom til at springe teltet i luften. Det gjorde virkelig ondt og jeg fik nogle slemme brandsår på hænderne. Alt wilfred sagde, var bare at det så var telt nr. 9. Det så typisk. Jeg ved ikke, om det var pga eksplosionen, men jeg synes jeg så Victor tæt ved være meget bekymret. kan det passe?
Senere blev byen angrebet af nogle barbariske folk, som næsten slog os alle ihjel. Det var meget uhyggeligt. Heldigvis har jeg nu lært at brygge en opfriskende eliksir, så jeg kunne da hjælpe en smule, men det var ikke meget. Karak og jeg fik taget en blodprøve på en af barbarende. der var nogen i byen, der mente disse barbarer kunne være et forstadie til klogvæsnerne.
Efter slaget var der stilstand i byen. William blev ved med at spørge om jeg var okay. det var lige før, at det blev irriterende til sidst. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til ikke at være okay engang i mellem. Jeg gik derfor hen til Voitel og hans bror Edam. Det var dejligt endelig at snakke med Voitel. Det var egentlig ikke fordi vi snakkede om noget særligt, men det var rart. Han lånte mig og så sin kappe. Det var sødt af ham. De William Kom hen for at kigge til os, virkede Voitel næsten en smule jaloux over at jeg snakkede med William. det var lidt underligt. Senere gik Voitel et øjeblik, og jeg fik lov til at snakke med Edam alene. Han fortalte mig at Voitel var meget sødere når jeg er i nærheden af ham. Det er da lidt interessant.
(Lørdag)
Kære Dagbog
Vi vågnede op til en solrig dag. Det var rart efter al regnen aftenen forinden, endelig at mærke solens varme. Karak og jeg gik på udkig efter et klogvæsen i skoven, Damian var med i tilfælde af at vi blev overfaldet. Vi fandt dog ikke nogen, men det var meget heldigt, at Damian var med, for det var ham der fandt tilbage til byen. Da vi så kom tilbage sad hele byens befolkning knælende foran en ærkedruide, som var sur på magikeren Cecil, hvis nok fordi han ikke ville tiltræde sin rette plads. Pludselig mens byen knælede for ærkedruiden kom professor Wundt og angreb os og druiederne. Alle druiderne døde. De havde dog haft et klogvæsen med, så det lykkedes alligevel Karak og mig at får noget klogvæsen-blod.
Det var nu tydeligt at professor Wundt var en farlig fjende og med hjælp fra Florian og Gregor, nogen der blev kontrolleret af professor Wundt, fik vi bl.a. tilkaldt orkernes befrier, Kædeknuseren Ravark. Selvom han var utilfreds med måden han blev tilkaldt på, gav han os alligevel sin legendariske hammer til slaget.
En anden ting der skulle bruges for at fange professor Wundt var en person der ville ofre sit liv, for at husere Wundts sjæl. Til det meldte Wilfred sig. Jeg blev æderspændt, da jeg fik det at vide, og styrkede over til ham for at stoppe det. Jeg styrtede over til Arthur, for at han kunne sætte en stopper for det. Arthur var heller ikke just fan af afgørelse og det lykkedes ham heldigvis på en eller anden måde at få snakket Wilfred fra det.
Samtidig fik Karak og jeg sat til opgave at blande en eliksir som skulle kunne fange Wundts sjæl. Det var en meget krævende eliksir og for at den skulle lykkes, var vi nød til at indtage en drømmesten, hvilket jeg nu kan sige af erfaring ikke er noget man skal gøre alt for tit.
Jeg har også været nede og besøge klam, der kom op at brønden for noget tid tilbage. Det ikke en videre behagelig tur, og jeg vil aldrig nogensinde nævne den igen!
Kal-Muto kom også på besøg. Så kunne han endelig få den rom jeg har lavet til ham, men noget tid efter, at jeg havde givet ham rommen, kom Peder og gav Kal-muto en endnu bedre gange, nemlig et protræt af ham. Tyspisk. Mens piraterne var der skete der pludselig noget besynderligt. Voitel blev angrebet af Victor. Eller sådan så det ud. Det viste sig senere at Voitel simpelthen havde snydt folk til at tro det og dermed satte Victor i dårligt lys. Senere angreb Voitel så Victor, som døde og Voitel valgte at følge et i selvmord. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller synes om det. egentlig synes jeg nok bare det er dumt! Men jeg fik snakkede med Voitel om det senere og han forklarede mig situationen og lovede at holde sig i skinnet.
Da mørket faldt på, var det tid til at samles om at bekæmpe Professor Wundt. Karak og jeg havde lavet den eliksir der skulle bruges. Pomeroy og andre af byens folk havde anskaffet et såkaldt sjælekar og magikerne var klar med deres ritual. Jeg har aldrig set byen arbejde sammen på den med, men det var et virkelig godt syn og selvom det hele slog fejl første gang, ente vi alligevel som vindere og alt var godt.
Det var vidst umiddelbart det der skete. Jeg havde en skøn weekend og kan ikke vente til september.
-//Over and Out Chrille
mandag den 11. juli 2016
fredag den 24. juni 2016
Farvel til min første klasse
Så kom dagen, hvor min klasse havde sidste skoledag. Det er den første klasse, hvor jeg har fungeret som klasselærer, og dermed også den første klasse jeg har haft ansvaret for. Det har ikke være nogen stor klasse, men der har alligevel være rigeligt at se til.
Starten var noget hård, og det var ikke lige alle, der havde lige let ved at acceptere, at jeg kom og overtog midt i det hele. Alligevel synes jeg, at klassen tog godt imod mig. Jeg havde en noget anderledes måde at undervise på end deres foregående lærer, så det har til tider budt på komplikationer. Alligevel gik tiden og jeg blev gladere for klassen. Men som alle andre teenagere begyndte min klasse også at vise tænder og være trælse, når tingene ikke lige gik efter deres hoved.
Jeg har bestemt haft kamp til stregen, og flere gange har jeg været ved at give op, men min tro på, at denne klasse kunne mere, end de gav udtryk for, fik mig til at fortsætte. De sidste to ugers tid har det faglige været sat lidt i bero for i stedet at sørge for, at klassen fik lov at hygge sig sammen socialt, inden de skulle videre, for at jeg kunne hygge mig med klassen, lærer dem bedre at kende, og for at vi sammen kunne tage derfra med glade sind.
Jeg fik lov til at være deres klasselærer i knap 8 måneder, en tid der på mange måder har budt på eksperimenter omkring alternativ undervisning og forsøg om at fange eleverne på en anden måde. Disse 8 måneder kan synes af lidt, men jeg har lært meget i løbet af dem.
Jeg er blevet klar over, hvem jeg er som lærer, og hvem jeg gerne vil være som lærer, men jeg har også stillet mig selv i positioner, jeg aldrig ønsker at stå i igen.
Jeg vil savne min klasse, og de vil for altid have en særlig plads i mine tanker. De har, gennem de sidste uge, vist helt andre sidder af sig selv, og hvis det er disse sider der nu står til skue for omverdenen, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil gå dem godt!
Det har været spændende at se deres personlige udvikling hver især og jeg er på mange måder ked af, at min rejse med dem slutter nu.
Nogle elever og episoder/oplevelser vil stå særligt tydeligt i mine minder.
Vores tur til Ribe og spille rollespil, hvor jeg blottede hele min hobby for dem, Cykelløb, vores vandkamp, de gange de har spurgt, om ikke jeg skulle være med til rundbold, og da de spurgte om ikke jeg også skulle have mit håndaftryk på klassens banner.
Jeg vil huske pigerne, der har gjort en smuk udvikling, og som jeg nu føler, jeg nåede ind under facaden hos. Pigen, der altid overrasker over hendes flotte stærke arbejde. Drengene, jeg har kunnet pjatte med. Ham jeg har kunnet dele mine interesser med. Og bestemt alle dem, jeg fik kram af til sidst, som skulle sige farvel, og særligt ham der lige skulle have et lidt længere kram.
Alle er gode minder, som jeg er lykkelig over at have fået. Jeg ønsker alle mine elever held og lykke på deres videre færd og siger tusind tak for alle de gode ting, som de har givet mig.
-// Over and Out Chrille
Starten var noget hård, og det var ikke lige alle, der havde lige let ved at acceptere, at jeg kom og overtog midt i det hele. Alligevel synes jeg, at klassen tog godt imod mig. Jeg havde en noget anderledes måde at undervise på end deres foregående lærer, så det har til tider budt på komplikationer. Alligevel gik tiden og jeg blev gladere for klassen. Men som alle andre teenagere begyndte min klasse også at vise tænder og være trælse, når tingene ikke lige gik efter deres hoved.
Jeg har bestemt haft kamp til stregen, og flere gange har jeg været ved at give op, men min tro på, at denne klasse kunne mere, end de gav udtryk for, fik mig til at fortsætte. De sidste to ugers tid har det faglige været sat lidt i bero for i stedet at sørge for, at klassen fik lov at hygge sig sammen socialt, inden de skulle videre, for at jeg kunne hygge mig med klassen, lærer dem bedre at kende, og for at vi sammen kunne tage derfra med glade sind.
Jeg fik lov til at være deres klasselærer i knap 8 måneder, en tid der på mange måder har budt på eksperimenter omkring alternativ undervisning og forsøg om at fange eleverne på en anden måde. Disse 8 måneder kan synes af lidt, men jeg har lært meget i løbet af dem.
Jeg er blevet klar over, hvem jeg er som lærer, og hvem jeg gerne vil være som lærer, men jeg har også stillet mig selv i positioner, jeg aldrig ønsker at stå i igen.
Jeg vil savne min klasse, og de vil for altid have en særlig plads i mine tanker. De har, gennem de sidste uge, vist helt andre sidder af sig selv, og hvis det er disse sider der nu står til skue for omverdenen, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil gå dem godt!
Det har været spændende at se deres personlige udvikling hver især og jeg er på mange måder ked af, at min rejse med dem slutter nu.
Nogle elever og episoder/oplevelser vil stå særligt tydeligt i mine minder.
Vores tur til Ribe og spille rollespil, hvor jeg blottede hele min hobby for dem, Cykelløb, vores vandkamp, de gange de har spurgt, om ikke jeg skulle være med til rundbold, og da de spurgte om ikke jeg også skulle have mit håndaftryk på klassens banner.
Jeg vil huske pigerne, der har gjort en smuk udvikling, og som jeg nu føler, jeg nåede ind under facaden hos. Pigen, der altid overrasker over hendes flotte stærke arbejde. Drengene, jeg har kunnet pjatte med. Ham jeg har kunnet dele mine interesser med. Og bestemt alle dem, jeg fik kram af til sidst, som skulle sige farvel, og særligt ham der lige skulle have et lidt længere kram.
Alle er gode minder, som jeg er lykkelig over at have fået. Jeg ønsker alle mine elever held og lykke på deres videre færd og siger tusind tak for alle de gode ting, som de har givet mig.
-// Over and Out Chrille
mandag den 6. juni 2016
Ramvalt 4. måned
En ny måned, et besøg til Ramvalt.
Hold nu op det er varmt for tiden, men det skal ikke afholde mig fra at spille rollespil, og slet ikke at lade Tessa folde sine vinger ud på Ramvalt. Endnu en måned er blevet oplevet, og endnu engang ligger jeg allerede og venter på flere spændende eventyr.
Som altid et lille indblik i, hvad der skete for Tessa.
Kære dagbog
Voitel er tilbage! Hvor er jeg bare glad for at se ham igen. Godt nok har han alt for travlt til rigtig at lægge mærke til mig, men jeg er nu glad for at han er her. Wilfred er også kommet tilbage, nu er det så Arthur der mangler, men det er jo typisk dem.
Jeg oplevede nogle sære ting i dag. Mens jeg sad og lavede en bestilling for Otto Kransel, kom Victor hen for at snakke. Først hørte jeg ikke rigtig efter, hvad han sagde, fordi jeg var optaget af bestillingen og fordi han snakkede om underlige ting. Men jeg hørte alligevel brudstykker af det, og det gik op for mig at han snakkede omkring min landsby i Corynia, at han var leder af den bande der i sin tid angreb! At han er skyld i at jeg er forældreløs! At han er skyld i jeg ikke ved hvem jeg er!
Han er virkelig træls at høre på. Han nævnte, at jeg bare skulle komme til ham, hvis jeg havde nogen spørgsmål, men hvad skulle det være når jeg ikke husker noget?!
Senere kom Wilfred og fortalte at Victor ventede på at snakke med mig. Åbenbart havde Stigma, Wilfred og Victor valgt at snakke om, hvad jeg skulle vide og ikke vide. Så blev jeg hentet af Wilfred og sat overfor Victor. Jeg anede ikke, hvad de ville have mig til og gad absolut ikke være der. Wilfred prøvede så godt han kunne at hjælpe mig, men han havde nok ret i, at det ville have været lettere hvis Arthur var der. Men vi fik da lige så stille løsnet op for en samtale. Jeg ved ikke, hvor gavnligt det var, men jeg fandt da ud af at Victor er en kæmpe kryster og en sørgelig mand. Pludselig mens vi snakkede valgte Wilfred så at skyde ham! Han havde nok fået nok af hans dårlige undskyldninger hehe. Det var dog stadig lidt træls, jeg var jo ikke færdig med at snakke med ham. Så kom magikontrolanten og en masse andre og ville se hvad der skete og så blev det helt umuligt at snakke. Wilfred fik også pålagt sig en straf for at have skudt. Jeg fik dem dog overtalt til at få lov til at snakke færdig med Victor. Han havde nok en smule ondt imens, men det er jo ikke mit problem.
Jeg må lige se, hvad jeg skal gøre med ham i fremtiden, og hvad der er i orden at gøre i forhold til lovende.
Der har været en del besøg i byen i dag. Først kom der to talk. Wauw den ene var et skår! Der var også to udsendinge fra druiden der bor i skoven. Jeg tror nok det endte med, at vi indgik et samarbejde med dem. Kort tid efter kom der nogle udøde, først snakkede de med os, men da de fortalte de var der for at slå os alle ihjel valgte magikerne at angribe dem først. Det gik dog grueligt galt. Næsten hele byen var ved at gå ned. jeg selv blev frygtelig såret i begge ben. Aldrig har jeg været så bange... eller jeg husker det hvert fald ikke.
Jeg var lidt rystet bagefter, men så kom den søde Voitel og spurgte til mig om jeg var okay. Det var rart og føltes meget trygt.
Jeg har også fået en ny ven. William hedder han og spiller violin. Han er virkelig dygtigt og helt nede på jorden. Jeg håber fremtiden på Ramvalt bliver god. Jeg skal lige have fundet en passende straf til Victor, men så derefter tror jeg virkelig, jeg vil forsøge at være det bedste for byen. Jeg vil hvert fald gøre et forsøg på det.
Hold nu op det er varmt for tiden, men det skal ikke afholde mig fra at spille rollespil, og slet ikke at lade Tessa folde sine vinger ud på Ramvalt. Endnu en måned er blevet oplevet, og endnu engang ligger jeg allerede og venter på flere spændende eventyr.
Som altid et lille indblik i, hvad der skete for Tessa.
Kære dagbog
Voitel er tilbage! Hvor er jeg bare glad for at se ham igen. Godt nok har han alt for travlt til rigtig at lægge mærke til mig, men jeg er nu glad for at han er her. Wilfred er også kommet tilbage, nu er det så Arthur der mangler, men det er jo typisk dem.
Jeg oplevede nogle sære ting i dag. Mens jeg sad og lavede en bestilling for Otto Kransel, kom Victor hen for at snakke. Først hørte jeg ikke rigtig efter, hvad han sagde, fordi jeg var optaget af bestillingen og fordi han snakkede om underlige ting. Men jeg hørte alligevel brudstykker af det, og det gik op for mig at han snakkede omkring min landsby i Corynia, at han var leder af den bande der i sin tid angreb! At han er skyld i at jeg er forældreløs! At han er skyld i jeg ikke ved hvem jeg er!
Han er virkelig træls at høre på. Han nævnte, at jeg bare skulle komme til ham, hvis jeg havde nogen spørgsmål, men hvad skulle det være når jeg ikke husker noget?!
Senere kom Wilfred og fortalte at Victor ventede på at snakke med mig. Åbenbart havde Stigma, Wilfred og Victor valgt at snakke om, hvad jeg skulle vide og ikke vide. Så blev jeg hentet af Wilfred og sat overfor Victor. Jeg anede ikke, hvad de ville have mig til og gad absolut ikke være der. Wilfred prøvede så godt han kunne at hjælpe mig, men han havde nok ret i, at det ville have været lettere hvis Arthur var der. Men vi fik da lige så stille løsnet op for en samtale. Jeg ved ikke, hvor gavnligt det var, men jeg fandt da ud af at Victor er en kæmpe kryster og en sørgelig mand. Pludselig mens vi snakkede valgte Wilfred så at skyde ham! Han havde nok fået nok af hans dårlige undskyldninger hehe. Det var dog stadig lidt træls, jeg var jo ikke færdig med at snakke med ham. Så kom magikontrolanten og en masse andre og ville se hvad der skete og så blev det helt umuligt at snakke. Wilfred fik også pålagt sig en straf for at have skudt. Jeg fik dem dog overtalt til at få lov til at snakke færdig med Victor. Han havde nok en smule ondt imens, men det er jo ikke mit problem.
Jeg må lige se, hvad jeg skal gøre med ham i fremtiden, og hvad der er i orden at gøre i forhold til lovende.
Der har været en del besøg i byen i dag. Først kom der to talk. Wauw den ene var et skår! Der var også to udsendinge fra druiden der bor i skoven. Jeg tror nok det endte med, at vi indgik et samarbejde med dem. Kort tid efter kom der nogle udøde, først snakkede de med os, men da de fortalte de var der for at slå os alle ihjel valgte magikerne at angribe dem først. Det gik dog grueligt galt. Næsten hele byen var ved at gå ned. jeg selv blev frygtelig såret i begge ben. Aldrig har jeg været så bange... eller jeg husker det hvert fald ikke.
Jeg var lidt rystet bagefter, men så kom den søde Voitel og spurgte til mig om jeg var okay. Det var rart og føltes meget trygt.
Jeg har også fået en ny ven. William hedder han og spiller violin. Han er virkelig dygtigt og helt nede på jorden. Jeg håber fremtiden på Ramvalt bliver god. Jeg skal lige have fundet en passende straf til Victor, men så derefter tror jeg virkelig, jeg vil forsøge at være det bedste for byen. Jeg vil hvert fald gøre et forsøg på det.
- Tessa Evelyn Van Zidler
Det var så denne dag. Det var meget turbulent mens gav mig meget godt spil. Jeg er i tvivl om nogle valg, men har da heldigvis en måned at finde mine valg.
-// Over and Out Chrille
søndag den 8. maj 2016
Ramvalt 3. måned
Velkommen til dem, der læser med.
Så har jeg igen været en tur på øen Ramvalt. Det er helt fantastisk og der er virkelig sket mange ting. Det er en super god kampagne, som jeg nyder at være en del af. Det er altid dejligt at komme ud i skoven til en masse søde folk.
Og så lige et syn på, hvad Tessa oplevede..
Kære dagbog
Der er mad igen! Hold nu op jeg har været sulten. 4 dage helt uden mad. Det var så slemt, at jeg overvejede at spise orme. Ad!
Før vi fik mad, kom der en ny gruppe folk til øen. Normalt er jeg ikke nogen ond person, men lige da jeg så dem, var der et kort øjeblik, hvor jeg mest ønskede de ikke var kommet. De betød kun flere munde at mætte. Heldigvis var det ikke noget nogen opdagede. Før nogen nåede meget mere, stod Kal-Mutu midt i byen med en masse mad. Han var ikke tilfreds med afstraffelsen af manden, der havde slået Alvin ihjel, jeg forstår ham godt! Jeg kunne ikke rigtig tænke på så meget andet end alt det lækre mad han havde med. Mine tænder løb i vand, og jeg skulle virkelig holde mig selv tilbage for ikke bare at løbe hen og tage noget. Jeg var også den første til at sige ja, da Kal-Mutu spurgte, om nogen var sultne. Efter vi havde handlet med Kal-Mutu omkring maden, fortalte jeg ham om vores ide om at brygge rom til ham. En ide han selvfølgelig godt kunne lide.
Vi fik derfor travlt i Alkymistlauget. Desværre fandt vi også ud af på den dårlige måde, at det ikke er godt at smage rom på tom mave.
Det resulterede i en lille "misforståelse" med en forgiftet rom. Jeg ville jo bare give min onkel en lille lur, men han valgte så at dele flasken med piraterne og da de så faldt i søvn, var der nogen der så sit snit til at stjæle den genoplivningssten de havde fået. Det var ikke godt, for alle tegn pegede tilbage på os alkymister. Vi fik heldigvis brygget en meget troværdig løgnhistorie og stenen blev senere fundet.
Efter at have brygget rom, var der heldigvis plads til at kunne slappe lidt af, lige indtil hr. Pommeroy bad mig kigge på en kilde i skoven. Det viste sig dog at der slet ikke var nogen kilde og det faktisk var for at smitte mig med en ulækker ting. Det næste lange stykke tid havde jeg ikke selv styr over min krop og mine intentioner, men da denne lille snylte, som de hed, blev fjernet blev jeg mig selv igen. Da alt dette var slut, valgte jeg at gå ned på Zana pladsen, både for at slappe lidt af, men også for at bede til Zana. Arthur valgte selvfølgelig at gå med, fordi det kunne være farligt, men det var egentlig rart nok. Jeg fik spurgt ind til om han kendte noget til en gruppe eller bande, der kalder sig De sorte Ulve, og vi snakkede om den man, der vidst går rundt med min mors kæde. Jeg håber virkelig ikke det passer, at han skulle have været hendes elsker i stedet for far. Jeg har tænkt mig at spørge, hvor han har kæden fra, jeg skal bare lige være sikker på, hvordan jeg skal gøre det.
Så har jeg igen været en tur på øen Ramvalt. Det er helt fantastisk og der er virkelig sket mange ting. Det er en super god kampagne, som jeg nyder at være en del af. Det er altid dejligt at komme ud i skoven til en masse søde folk.
Og så lige et syn på, hvad Tessa oplevede..
Kære dagbog
Der er mad igen! Hold nu op jeg har været sulten. 4 dage helt uden mad. Det var så slemt, at jeg overvejede at spise orme. Ad!
Før vi fik mad, kom der en ny gruppe folk til øen. Normalt er jeg ikke nogen ond person, men lige da jeg så dem, var der et kort øjeblik, hvor jeg mest ønskede de ikke var kommet. De betød kun flere munde at mætte. Heldigvis var det ikke noget nogen opdagede. Før nogen nåede meget mere, stod Kal-Mutu midt i byen med en masse mad. Han var ikke tilfreds med afstraffelsen af manden, der havde slået Alvin ihjel, jeg forstår ham godt! Jeg kunne ikke rigtig tænke på så meget andet end alt det lækre mad han havde med. Mine tænder løb i vand, og jeg skulle virkelig holde mig selv tilbage for ikke bare at løbe hen og tage noget. Jeg var også den første til at sige ja, da Kal-Mutu spurgte, om nogen var sultne. Efter vi havde handlet med Kal-Mutu omkring maden, fortalte jeg ham om vores ide om at brygge rom til ham. En ide han selvfølgelig godt kunne lide.
Vi fik derfor travlt i Alkymistlauget. Desværre fandt vi også ud af på den dårlige måde, at det ikke er godt at smage rom på tom mave.
Det resulterede i en lille "misforståelse" med en forgiftet rom. Jeg ville jo bare give min onkel en lille lur, men han valgte så at dele flasken med piraterne og da de så faldt i søvn, var der nogen der så sit snit til at stjæle den genoplivningssten de havde fået. Det var ikke godt, for alle tegn pegede tilbage på os alkymister. Vi fik heldigvis brygget en meget troværdig løgnhistorie og stenen blev senere fundet.
Efter at have brygget rom, var der heldigvis plads til at kunne slappe lidt af, lige indtil hr. Pommeroy bad mig kigge på en kilde i skoven. Det viste sig dog at der slet ikke var nogen kilde og det faktisk var for at smitte mig med en ulækker ting. Det næste lange stykke tid havde jeg ikke selv styr over min krop og mine intentioner, men da denne lille snylte, som de hed, blev fjernet blev jeg mig selv igen. Da alt dette var slut, valgte jeg at gå ned på Zana pladsen, både for at slappe lidt af, men også for at bede til Zana. Arthur valgte selvfølgelig at gå med, fordi det kunne være farligt, men det var egentlig rart nok. Jeg fik spurgt ind til om han kendte noget til en gruppe eller bande, der kalder sig De sorte Ulve, og vi snakkede om den man, der vidst går rundt med min mors kæde. Jeg håber virkelig ikke det passer, at han skulle have været hendes elsker i stedet for far. Jeg har tænkt mig at spørge, hvor han har kæden fra, jeg skal bare lige være sikker på, hvordan jeg skal gøre det.
- Tessa Evelyn Van Zidler
Jep det var så 3. side fra Tessas dagbog. Det bliver bedre og bedre og jeg lærer hende at kende mere for hver gang. Hun er en hyggelig lidt dumdristig elver, med fjollede let optimistiske planer, som forsøger at løse alting, bare ikke det der bliver for personligt. Jeg glæder mig meget til at se hvad der sker næste gang.
-// over and Out Chrille
søndag den 3. april 2016
Ramvalt 2. måned
Godaften dem der læser med.
Så har vi rundet en ny måned og med den endnu en omgang Ramvalt. Den anden i rækken. Det var godt at komme afsted igen og heldigvis var vi noget mere heldige med vejret denne gang. Dette er som sagt en dagbogslignende blog skrevet af Tessa, min karakter i Ramvalt. Derfor vil indholdet være præget af hendes syn og holdninger, og er som nævnt i sidste måned også for at jeg kan huske, hvad der sker. I er dog stadig velkomne til at læse med.
Kære Dagbog
Mange af folkene på øen er forsvundet. Jeg håber ikke det er piraterne eller de der klovæsner der har taget dem. Bare der ikke er flere der forsvinder!
Jeg er ved at vænne mig til at være her, dog er det ikke noget luksus sted, her er næsten ingen mad, og i dag fik vi så besøg af en talk, som er de havfolk der hidtil har leveret mad til os. De må ikke længere handle med os grundet, en uheldig episode i sidste måned, hvor nogen skar hovedet af en af
Kal-Mutus mænd. Jeg håber det bliver løst, så vi kan få noget mad, ellers bliver det grimt.
Jeg har de seneste par dage arbejdet på et forsøg til at rense grundvandet, som jo var udrikkelig, og i dag fik jeg to af de andre alkymister til at hjælpe med at lave eliksiren. Den blev velsignet af de tre guder og så hældte vi eliksiren ned i grundvandet. Arthur meldte sig som forsøgsperson, ikke noget jeg var helt tryg ved, men da han havde gået rundt i en times uden at vise tegn på symptomer, kunne vi erklære vandet for uskadelig og drikkeklart. Det var lidt af en sejr for os alkymister. Og det var min ide, fedt. Tak for din inspiration Zana.
Nå der kom også nye folk til øen. De var blevet reddet i land af selveste Kal-Mutu. En af dem var en ældre mand, Hr. Solgård, han virkede godt nok gnaven. pludselig tog han en gammel gren op som han satte ild til, og så kastede han den mod jorden. Jeg fik kortvarrigt et tilbageblik på dengang i Corynia og besluttede mig for, at det var på tide at gøre noget ved det. Så jeg opsøgte Stigma i Lomek teltet for at få hjælp til at finde tilgivelse for, hvad der skete dengang.
Det virkede næsten som om, han allerede kendte historien, før jeg fortalte den, og der gik ikke lang tid for han hentede en mandsperson ind. Denne mand, jeg kan ikke lige huske hans navn, snakkede noget om en eller anden bande, som havde hærget og det skulle efter signe være dem, der har brændt byen ned og slet ikke mig? Manden viste mig også en Coryniask ægteskabs-halskæde, der mindede frygtelig meget om den jeg har. Jeg forstår det dog ikke. Min far gav mig sin kæde, da jeg ikke var så gammel, det kan jeg da huske! Betyder det så, at den, som manden har, er min mors? Og hvorfor har han den? Nå jeg nåede ikke snakke færdig med manden, for der var messe ved Zana-kirken. Jeg er dog ikke helt tryg ved ham, og noget siger mig at han er farlig. jeg ved bare ikke hvad.
senere på dagen besluttede jeg og de andre alkymister at gå en lille tur på eventyr. Det var rart nok at komme lidt væk fra byen og få lidt luft. Vi fandt en lille lysning, hvor der stod et bord og fire stole, det var meget interessant, men så kom der et af de væsner med klør og vi måtte stikke af.
Tilbage i byen brugte vi å det meste af tiden på at finde ud af, hvad vi nu skal igang med, nu vi ikke længere har grundvandet at tage os af. Jeg tænker måske at begynde at fremstille krudt, der kan ikke gå lang tid nu, før vi løber tør.
Så har vi rundet en ny måned og med den endnu en omgang Ramvalt. Den anden i rækken. Det var godt at komme afsted igen og heldigvis var vi noget mere heldige med vejret denne gang. Dette er som sagt en dagbogslignende blog skrevet af Tessa, min karakter i Ramvalt. Derfor vil indholdet være præget af hendes syn og holdninger, og er som nævnt i sidste måned også for at jeg kan huske, hvad der sker. I er dog stadig velkomne til at læse med.
Kære Dagbog
Mange af folkene på øen er forsvundet. Jeg håber ikke det er piraterne eller de der klovæsner der har taget dem. Bare der ikke er flere der forsvinder!
Jeg er ved at vænne mig til at være her, dog er det ikke noget luksus sted, her er næsten ingen mad, og i dag fik vi så besøg af en talk, som er de havfolk der hidtil har leveret mad til os. De må ikke længere handle med os grundet, en uheldig episode i sidste måned, hvor nogen skar hovedet af en af
Kal-Mutus mænd. Jeg håber det bliver løst, så vi kan få noget mad, ellers bliver det grimt.
Jeg har de seneste par dage arbejdet på et forsøg til at rense grundvandet, som jo var udrikkelig, og i dag fik jeg to af de andre alkymister til at hjælpe med at lave eliksiren. Den blev velsignet af de tre guder og så hældte vi eliksiren ned i grundvandet. Arthur meldte sig som forsøgsperson, ikke noget jeg var helt tryg ved, men da han havde gået rundt i en times uden at vise tegn på symptomer, kunne vi erklære vandet for uskadelig og drikkeklart. Det var lidt af en sejr for os alkymister. Og det var min ide, fedt. Tak for din inspiration Zana.
Nå der kom også nye folk til øen. De var blevet reddet i land af selveste Kal-Mutu. En af dem var en ældre mand, Hr. Solgård, han virkede godt nok gnaven. pludselig tog han en gammel gren op som han satte ild til, og så kastede han den mod jorden. Jeg fik kortvarrigt et tilbageblik på dengang i Corynia og besluttede mig for, at det var på tide at gøre noget ved det. Så jeg opsøgte Stigma i Lomek teltet for at få hjælp til at finde tilgivelse for, hvad der skete dengang.
Det virkede næsten som om, han allerede kendte historien, før jeg fortalte den, og der gik ikke lang tid for han hentede en mandsperson ind. Denne mand, jeg kan ikke lige huske hans navn, snakkede noget om en eller anden bande, som havde hærget og det skulle efter signe være dem, der har brændt byen ned og slet ikke mig? Manden viste mig også en Coryniask ægteskabs-halskæde, der mindede frygtelig meget om den jeg har. Jeg forstår det dog ikke. Min far gav mig sin kæde, da jeg ikke var så gammel, det kan jeg da huske! Betyder det så, at den, som manden har, er min mors? Og hvorfor har han den? Nå jeg nåede ikke snakke færdig med manden, for der var messe ved Zana-kirken. Jeg er dog ikke helt tryg ved ham, og noget siger mig at han er farlig. jeg ved bare ikke hvad.
senere på dagen besluttede jeg og de andre alkymister at gå en lille tur på eventyr. Det var rart nok at komme lidt væk fra byen og få lidt luft. Vi fandt en lille lysning, hvor der stod et bord og fire stole, det var meget interessant, men så kom der et af de væsner med klør og vi måtte stikke af.
Tilbage i byen brugte vi å det meste af tiden på at finde ud af, hvad vi nu skal igang med, nu vi ikke længere har grundvandet at tage os af. Jeg tænker måske at begynde at fremstille krudt, der kan ikke gå lang tid nu, før vi løber tør.
- Tessa Evelyn Van Zidler
Det var så anden side i Tessas dagbog. Der skete også en del andre ting men ikke noget der er vigtigt for Tessa. Det var bestemt en god dag og jeg glæder mig meget til næste gang. Jeg håber nogle af de folk jeg manglede kommer næste gang, også selvom jeg ved scenariet falder sammen med LV. Jeg ser frem til endnu mere fedt alkymistspil og håber på at Tessa finder ud af mere om hendes fortid.
-// Over and Out Chrille
søndag den 27. marts 2016
J-popcon 2016
God aften
I weekenden blev det igen tid til J-popcon. En Con jeg elsker og holder særlig meget af. Igen i år tog Simone og jeg afsted som frivillige hjælpere for at spare penge. Selvom det i første omgang ikke lige så ud som det plejede endte det egentlig fint nok ud. Vi havde vagt lørdag og søndag morgen fra kl. 6 til kl 10 men ellers havde vi så hele connen til at hygge på.
Jeg har været super glad for at være afsted i år. Jeg havde lavet nyt cosplay, Vaporeon fra Pokemon. For at være ærlig var jeg meget i tvivl omkring resultatet, men efter at jeg blev trukket til side for 7. gang, så blev jeg overbevidst om at jeg faktisk havde lavet et rigtig godt stykke arbejde. Jeg var endda så heldig at blive strukket til side af det danske cosplay magasin DKos, som ville have mig med i bladet. kort efter blev jeg trukket ud af en anden, som ville lave en video til youtube, hvor hun ville bruge mig. Jeg må indrømme jeg voksede et par cm der og var virkelig stolt af mig selv. Jeg har desværre ikke kunne finde nogen af billederne endnu.
Nå dette års con stod i pokemonernes tegn og af den grund havde de arrangeret challenge over hele weekenden. Så man skulle samle et hold fredag aften, som man så skulle gennemføre nogle opgaver sammen med. Vi havde på forhånd aftalt at danne hold med vores "strawhat crew". Egentlig mennesker jeg kun har mødt meget få gange før, men alligevel klikkede vi helt vildt godt. Også de overraskede mig meget i, hvordan de behandlede mig og omgik mig. Det er super hyggeligt at være i crew med dem og have interne jokes passende til one piece som er serien Straw hat crew stammer fra.
Jeg leget meget med tanker om at invitere dem alle til Kolding til sommer til noget sommer/grillhygge, for at snakke mere med dem. Det er simpelthen for meget at vente et helt år på at se dem igen.
Om Søndagen skulle Jakob komme. Jakob mødte jeg første gang til Reign of Saturn, men vi havde alligevel aftalt at støde på hinanden og sige hej. desværre var han slet ikke til at finde. ikke før han pludselig sad foran mig, vendte sig om og sagde: "Hej AK" det var meget mærkeligt. men jeg blev rigtig glad for at jeg nåede at sige hej. Vi snakkede en del og det var super hyggeligt. Igen Jeg er utrolig positiv overrasket over, hvordan folk hilse på mig, og ikke mindst er jeg overrasket over, hvor god jeg er blevet til at hilse på folk og være imødekommende og åben.
Generelt var det en super god weekend, med mange fede episoder og gode minder. jeg kan ikke rigtig sætte ord på dem, men jeg ved de er der og jeg er så glad for min oplevelse.
Jeg er også rigtig glad for den udvikling jeg kan mærker der sker med mig. For to år siden havde jeg aldrig opsøgt mennesker som jeg gør i dag. jeg var ikke så åben og ikke så stolt af hvem jeg er.
Jeg er virkelig nået langt, selvom jeg nogen gange glemme det. Jeg er begyndt at få øjnene op for mine talenter og ser, hvad jeg kan gøre og udrette. Jeg er stolt af, hvem jeg er, og jeg synes egentlig jeg klare det meget godt på mange måder!
Den generte grå lille mus der engang var er næsten forsvundet og jeg er ikke længere helt så bange for at vise verden, hvem jeg er.
-// Over and Out Chrille
I weekenden blev det igen tid til J-popcon. En Con jeg elsker og holder særlig meget af. Igen i år tog Simone og jeg afsted som frivillige hjælpere for at spare penge. Selvom det i første omgang ikke lige så ud som det plejede endte det egentlig fint nok ud. Vi havde vagt lørdag og søndag morgen fra kl. 6 til kl 10 men ellers havde vi så hele connen til at hygge på.
Jeg har været super glad for at være afsted i år. Jeg havde lavet nyt cosplay, Vaporeon fra Pokemon. For at være ærlig var jeg meget i tvivl omkring resultatet, men efter at jeg blev trukket til side for 7. gang, så blev jeg overbevidst om at jeg faktisk havde lavet et rigtig godt stykke arbejde. Jeg var endda så heldig at blive strukket til side af det danske cosplay magasin DKos, som ville have mig med i bladet. kort efter blev jeg trukket ud af en anden, som ville lave en video til youtube, hvor hun ville bruge mig. Jeg må indrømme jeg voksede et par cm der og var virkelig stolt af mig selv. Jeg har desværre ikke kunne finde nogen af billederne endnu.
Nå dette års con stod i pokemonernes tegn og af den grund havde de arrangeret challenge over hele weekenden. Så man skulle samle et hold fredag aften, som man så skulle gennemføre nogle opgaver sammen med. Vi havde på forhånd aftalt at danne hold med vores "strawhat crew". Egentlig mennesker jeg kun har mødt meget få gange før, men alligevel klikkede vi helt vildt godt. Også de overraskede mig meget i, hvordan de behandlede mig og omgik mig. Det er super hyggeligt at være i crew med dem og have interne jokes passende til one piece som er serien Straw hat crew stammer fra.
Jeg leget meget med tanker om at invitere dem alle til Kolding til sommer til noget sommer/grillhygge, for at snakke mere med dem. Det er simpelthen for meget at vente et helt år på at se dem igen.
Om Søndagen skulle Jakob komme. Jakob mødte jeg første gang til Reign of Saturn, men vi havde alligevel aftalt at støde på hinanden og sige hej. desværre var han slet ikke til at finde. ikke før han pludselig sad foran mig, vendte sig om og sagde: "Hej AK" det var meget mærkeligt. men jeg blev rigtig glad for at jeg nåede at sige hej. Vi snakkede en del og det var super hyggeligt. Igen Jeg er utrolig positiv overrasket over, hvordan folk hilse på mig, og ikke mindst er jeg overrasket over, hvor god jeg er blevet til at hilse på folk og være imødekommende og åben.
Generelt var det en super god weekend, med mange fede episoder og gode minder. jeg kan ikke rigtig sætte ord på dem, men jeg ved de er der og jeg er så glad for min oplevelse.
Jeg er også rigtig glad for den udvikling jeg kan mærker der sker med mig. For to år siden havde jeg aldrig opsøgt mennesker som jeg gør i dag. jeg var ikke så åben og ikke så stolt af hvem jeg er.
Jeg er virkelig nået langt, selvom jeg nogen gange glemme det. Jeg er begyndt at få øjnene op for mine talenter og ser, hvad jeg kan gøre og udrette. Jeg er stolt af, hvem jeg er, og jeg synes egentlig jeg klare det meget godt på mange måder!
Den generte grå lille mus der engang var er næsten forsvundet og jeg er ikke længere helt så bange for at vise verden, hvem jeg er.
-// Over and Out Chrille
søndag den 6. marts 2016
Ramvalt 1. måned
Goddag alle sammen
I går var jeg til rollespil i ribe. Ripen startede op for deres nye månedskampagne Ramvalt. Ligesom med Falthea tænker jeg at skrive blog om, hvad jeg oplever til scenarierne, på den måde kan jeg nemlig huske, hvad der skete, og hvad jeg oplevede.
Jeg har besluttet mig for med denne kampagne at forsøge at skrive mine blogs som en dagbog for min karakter Tessa Evelyn Van Zidler.
Kære Dagbog
Så nåede vi endelig øen. desværre var vi så uheldige at starte med at melde vores ankomst ved at sejle ind i VRS Ravaark. Det virkede dog heldigvis til at Pommeroy ikke bed synderlig meget mærke i det. Tror snare det var Wilfred der var lidt muggen over det. Nå efter en tumult landgang hvor de fleste af os, var i god behold kunne vi betræde øen. Vi gik i samlet flok, og heldigvis for det. Da vi havde gået i noget tid, skimtede nogle af folkene, nogle underlige væsner inde i krattet. Jeg kunne ikke rigtig se dem, men jeg var alligevel ikke helt tryg ved det. Selvfølgelig skulle både Wilfred og Arthur afsted for at se hvad det var. Senere så vi dem alle. Det var underlige væsner med meget lange klør. folkene var dog enige om at samarbejde og vi fik da også alle sikkert ind i byen. Hvert fald hvad jeg ved af. Byen var lidt et ubehageligt sted. der var knogler og skelletter alle vegne. og på jorden foran kroen, stod der skrevet med knogler "SKRID" Jeg må inddrømme, jeg der overvejede om det nu var et godt valg at være taget til Ramvalt. Nå Ethan fra magikontrolatet udnævnt Wilfred til borgmester i byen og Arthur som leder for sikkerheden. Jeg selv kom til at repræsentere Corynia i et rå bygget på en fra hvert land. Men jeg er også den eneste fra Corynia her og samtidig den eneste Elver. Det er på sin vis lidt ensomt. Jeg er til gengæld ikke den eneste alkymist her. Vi blev hurtigt kastet ud i at forsøge at rense vandet, så det blev drikkebart igen. Desværre fik vi afprøvet det for tidligt på et troldfolk, som blev dødelig syg af det. Det var ikke godt. Vi fik dog heldigvis kurreret ham senere.
Jeg mødte også den her søde præst på Ramvalt, Asmus hedder han og er Zana præst. Jeg fornemmer virkelig, hvordan Zana lyser ud igennem ham og håber inderligt på at få lov at bruge mere tid sammen med ham. Generelt er der egentlig mange spændende personer på ramvalt, det underligt hvorfor de alle er her. Hvad mon deres grund er til at rejse ud på en ukendt ø? Jeg mødte endda Voitel! Tænk at han også er her. Det er lidt underligt. Jeg ved ikke præcis hvor meget han husker til mig, ja jeg kunne næsten ikke genkende ham heller. Men efter han nævnte, hvem han var længes jeg efter at snakke mere med ham, høre hvordan hans veje har ført ham til Ramvalt, og høre hvorfor han er blevet dusørjæger, som jeg kan forstå han er.
Det har egentlig været en meget voldsom dag rent oplevelsesmæssigt. Foruden det vi opdagede da vi kom, så kom der også udøde eller ekkoer, hvad det nu hedder, der var havfolk, og også pirater... udøde pirater lød det til? Jeg ved godt nok ikke om det var det rigtige valg at tage til Ramvalt, men jeg har ligesom ikke andet og vil ikke være alene igen.
I går var jeg til rollespil i ribe. Ripen startede op for deres nye månedskampagne Ramvalt. Ligesom med Falthea tænker jeg at skrive blog om, hvad jeg oplever til scenarierne, på den måde kan jeg nemlig huske, hvad der skete, og hvad jeg oplevede.
Jeg har besluttet mig for med denne kampagne at forsøge at skrive mine blogs som en dagbog for min karakter Tessa Evelyn Van Zidler.
Kære Dagbog
Så nåede vi endelig øen. desværre var vi så uheldige at starte med at melde vores ankomst ved at sejle ind i VRS Ravaark. Det virkede dog heldigvis til at Pommeroy ikke bed synderlig meget mærke i det. Tror snare det var Wilfred der var lidt muggen over det. Nå efter en tumult landgang hvor de fleste af os, var i god behold kunne vi betræde øen. Vi gik i samlet flok, og heldigvis for det. Da vi havde gået i noget tid, skimtede nogle af folkene, nogle underlige væsner inde i krattet. Jeg kunne ikke rigtig se dem, men jeg var alligevel ikke helt tryg ved det. Selvfølgelig skulle både Wilfred og Arthur afsted for at se hvad det var. Senere så vi dem alle. Det var underlige væsner med meget lange klør. folkene var dog enige om at samarbejde og vi fik da også alle sikkert ind i byen. Hvert fald hvad jeg ved af. Byen var lidt et ubehageligt sted. der var knogler og skelletter alle vegne. og på jorden foran kroen, stod der skrevet med knogler "SKRID" Jeg må inddrømme, jeg der overvejede om det nu var et godt valg at være taget til Ramvalt. Nå Ethan fra magikontrolatet udnævnt Wilfred til borgmester i byen og Arthur som leder for sikkerheden. Jeg selv kom til at repræsentere Corynia i et rå bygget på en fra hvert land. Men jeg er også den eneste fra Corynia her og samtidig den eneste Elver. Det er på sin vis lidt ensomt. Jeg er til gengæld ikke den eneste alkymist her. Vi blev hurtigt kastet ud i at forsøge at rense vandet, så det blev drikkebart igen. Desværre fik vi afprøvet det for tidligt på et troldfolk, som blev dødelig syg af det. Det var ikke godt. Vi fik dog heldigvis kurreret ham senere.
Jeg mødte også den her søde præst på Ramvalt, Asmus hedder han og er Zana præst. Jeg fornemmer virkelig, hvordan Zana lyser ud igennem ham og håber inderligt på at få lov at bruge mere tid sammen med ham. Generelt er der egentlig mange spændende personer på ramvalt, det underligt hvorfor de alle er her. Hvad mon deres grund er til at rejse ud på en ukendt ø? Jeg mødte endda Voitel! Tænk at han også er her. Det er lidt underligt. Jeg ved ikke præcis hvor meget han husker til mig, ja jeg kunne næsten ikke genkende ham heller. Men efter han nævnte, hvem han var længes jeg efter at snakke mere med ham, høre hvordan hans veje har ført ham til Ramvalt, og høre hvorfor han er blevet dusørjæger, som jeg kan forstå han er.
Det har egentlig været en meget voldsom dag rent oplevelsesmæssigt. Foruden det vi opdagede da vi kom, så kom der også udøde eller ekkoer, hvad det nu hedder, der var havfolk, og også pirater... udøde pirater lød det til? Jeg ved godt nok ikke om det var det rigtige valg at tage til Ramvalt, men jeg har ligesom ikke andet og vil ikke være alene igen.
- Tessa Evelin Van Zidler
Sådan slutter første dagbog fra Tessa, det er svært at få det hele med uden at det bliver kilometer langt. Det var et super fedt scenarie, som klart kan anbefales til andre. Det var fedt at man kunne høre skud fra sortkrudtsvåben rundt omkring og at man ikke helt lige vidste, hvad der ville ske som det næste. Jeg glæder mig sygt til næste gang og håber på at jeg får udviklet lidt på både karakter og alkymist rekvisitter.
-// over and out chrille
tirsdag den 23. februar 2016
Amanda Hawkings - En beretning fra Saturn
Goddag
I weekenden var jeg i Odense og spille rollespil. Det var på mange måder en god oplevelse, som jeg nu skal bruge lidt tid på at få bearbejdet helt. Jeg havde meget svært ved at beslutte mig for om jeg skulle med, da jeg kun har spillet en gang før, med ham der inviterede mig og ellers kendte jeg faktisk ikke en eneste der skulle afsted. Men efter lang tid diskussion med mig selv, endte jeg med at tage med. og det viste sig da også at der var hele 4 personer jeg kendte.
Det blev en god weekend med mange op og nedture og en slutning jeg ikke lige havde set kommet, så jeg har siden søndag haft rigtig svært ved at lægge min karakter fra mig.
Efter at Amanda for kun et halvt år siden havde mistet sin mor, Sofia, grundet længerevarende kærestesorger, havde hun fået job som sekretær for dem meget berømte filmproducer Rodriguez, et job som hun i bund og grund ikke gik meget op i fordi hun kedede sig umådeligt og manglede spænding. Måske var det også derfor hun ofte glemte sin bog rundt omkring.
Rodriguez havde valgt at stille op som præsident og derfor var de ombord på denne rumstation.
Hvad der ventede hende ombord på rumstationen, var ikke lige hvad hun havde regnet med. Flere steder kiggede hendes far, Flådekaptajnen Raymond Pritchard II, på hende fra reklamer på væggen, ja han var endda også selv til stede i egen person med en hel flåde med sig! Godt nok havde Amanda altid ønsket sig at møde sin far og tale med ham, men synet af ham, gjorde hende vred. Det var trods alt denne mand, der havde svigtet hende i 23 år og var skyld i, at hendes mor var død! Af samme årsag gav hun ham et meget vredt brev, hvori hun bad ham smutte langt væk. Hun fik også krisset et par reklamer til. Andre blev bare i protest hevet af væggen, hver gang hun gik forbi. Til en start skete alt dette pga. vrede, men langsomt ændrede vreden sig til savn og hun ville egentlig bare rigtig gerne snakke med sin far og lærer ham at kende. Efter en længere snak omkring familie og livet flådens kanonér, Kasper Jæger, besluttede Amanda sig dog for at ville forsøge forfra med sin far. At præsentere sig pænt, fortælle hvem hun var, og så tage samtalen stille og roligt. Hun skulle bare lige en tur forbi månen først, fordi Rodriguez ville ud og høste stemme.
Denne tur gik dog ikke helt som planlagt. På vej til månen, blev de overfaldet af pirater, som skød den ene vagt de havde med og forlod dem så i et ødelagt rumskib. De måtte derfor tilkalde flåden og få dem til at komme og hente dem. Ikke lige noget Amanda satte pris på. Hun ville næsten hellere drive rundt ude i rummet end blive reddet af sin far. Men da turen var forbi og de fløj tilbage til rumstationen med RS Inpersona, var Amanda alligevel utrolig glad og stolt over at opleve sin far og resten af flåden i aktion. Da de var landet sikkert igen, prikkede Raymond til hende og sagde han gerne ville snakke med hende. De mødtes derfor i baren, hvor de fik åbnet en samtale omkring det hele, og før Amanda egentlig helt vidste af det, blev hun præsenteret for resten af flådebesætningen som kaptajnens datter. Derefter blev det hele bare enormt flovt for hende, og hun ønskede sig lidt tilbage til da de svinede hinanden til.
Herefter begyndte tingene at falde fra hinanden for Amanda. Hendes bog, var der ingen der ville finde. En bog der eller snart havde været væk i et døgn og var fyldt af div. hemmeligheder om både far og forelskelser! Samtidig begyndte hendes første rigtige kærlighed om muligt at hænge endnu mere fast med sin forlovede, folk begyndte at snakke om ægteskab hen over hovedet på hende på en dreng hun ikke engang kunne lide, hun endte sågar med næsten at sælge sig selv til en rigmandssøn langt væk på stoffer bare for at få sin bog igen. Rodriguez havde travlt med sin skilsmisse og Raymond, samt resten af flåden, havde lige overtaget al sikkerhed ombord, så heller ikke der var der tryghed og trøst at hente. Heldigvis endte hun ved bord med James Walker, en mand hun ellers troede aldrig ville mænge sig med en som hende, men det gjorde han, og han havde længe været venner med Raymond. Amanda fik derfor en masse gode snakke med ham og det hjalp en smule. Lige indtil at præsidenten skulle udnævnes.
Det blev nemlig rigmandssønnen der blev udnævnt til præsident, og kort tid efter fik Rodriguez fra taget sig alle sine penge og stod til at havne i fængsel. Han måtte derfor fyre Amanda, som derfor måtte ende dagen uden job, uden et sted at bo og uden syn på hvad fremtiden ville bringe. Mere ensom end nogensinde og i 7 sind om, hvad pokker hun skulle gøre. Håbet var nok lidt at tage med RS Inpersona, bare til hun lige vidste, hvad hun skulle gøre og for ikke at være alene, men hvordan spørger man lige om det, når nu man har brugt to dage på at tilsvine kaptajnen. Far eller ej!
Alt i alt var det en super weekend. Hvad der sker med Amanda fremover ved jeg ikke, der er forskellige muligheder pt.
Jeg er blevet meget klogere på mig selv i løbet af alt det her, og godt ude på den anden side, kan jeg se hvor meget jeg har rykket mig som både person og som rollespiller på det sidste år. Jeg er godt tilfreds med min indsats i weekenden både i spil men også, hvor meget jeg fik snakket med folk efterfølgende. Af en der normalt er møghamrende genert synes jeg det var rigtig godt klaret!
Så nu vil jeg stolt og tilfreds sige farvel for denne gang og glæde mig til noget rollespil i fremtiden.
-// Over and Out Chrille
I weekenden var jeg i Odense og spille rollespil. Det var på mange måder en god oplevelse, som jeg nu skal bruge lidt tid på at få bearbejdet helt. Jeg havde meget svært ved at beslutte mig for om jeg skulle med, da jeg kun har spillet en gang før, med ham der inviterede mig og ellers kendte jeg faktisk ikke en eneste der skulle afsted. Men efter lang tid diskussion med mig selv, endte jeg med at tage med. og det viste sig da også at der var hele 4 personer jeg kendte.
Det blev en god weekend med mange op og nedture og en slutning jeg ikke lige havde set kommet, så jeg har siden søndag haft rigtig svært ved at lægge min karakter fra mig.
Efter at Amanda for kun et halvt år siden havde mistet sin mor, Sofia, grundet længerevarende kærestesorger, havde hun fået job som sekretær for dem meget berømte filmproducer Rodriguez, et job som hun i bund og grund ikke gik meget op i fordi hun kedede sig umådeligt og manglede spænding. Måske var det også derfor hun ofte glemte sin bog rundt omkring.
Rodriguez havde valgt at stille op som præsident og derfor var de ombord på denne rumstation.
Hvad der ventede hende ombord på rumstationen, var ikke lige hvad hun havde regnet med. Flere steder kiggede hendes far, Flådekaptajnen Raymond Pritchard II, på hende fra reklamer på væggen, ja han var endda også selv til stede i egen person med en hel flåde med sig! Godt nok havde Amanda altid ønsket sig at møde sin far og tale med ham, men synet af ham, gjorde hende vred. Det var trods alt denne mand, der havde svigtet hende i 23 år og var skyld i, at hendes mor var død! Af samme årsag gav hun ham et meget vredt brev, hvori hun bad ham smutte langt væk. Hun fik også krisset et par reklamer til. Andre blev bare i protest hevet af væggen, hver gang hun gik forbi. Til en start skete alt dette pga. vrede, men langsomt ændrede vreden sig til savn og hun ville egentlig bare rigtig gerne snakke med sin far og lærer ham at kende. Efter en længere snak omkring familie og livet flådens kanonér, Kasper Jæger, besluttede Amanda sig dog for at ville forsøge forfra med sin far. At præsentere sig pænt, fortælle hvem hun var, og så tage samtalen stille og roligt. Hun skulle bare lige en tur forbi månen først, fordi Rodriguez ville ud og høste stemme.
Denne tur gik dog ikke helt som planlagt. På vej til månen, blev de overfaldet af pirater, som skød den ene vagt de havde med og forlod dem så i et ødelagt rumskib. De måtte derfor tilkalde flåden og få dem til at komme og hente dem. Ikke lige noget Amanda satte pris på. Hun ville næsten hellere drive rundt ude i rummet end blive reddet af sin far. Men da turen var forbi og de fløj tilbage til rumstationen med RS Inpersona, var Amanda alligevel utrolig glad og stolt over at opleve sin far og resten af flåden i aktion. Da de var landet sikkert igen, prikkede Raymond til hende og sagde han gerne ville snakke med hende. De mødtes derfor i baren, hvor de fik åbnet en samtale omkring det hele, og før Amanda egentlig helt vidste af det, blev hun præsenteret for resten af flådebesætningen som kaptajnens datter. Derefter blev det hele bare enormt flovt for hende, og hun ønskede sig lidt tilbage til da de svinede hinanden til.
Herefter begyndte tingene at falde fra hinanden for Amanda. Hendes bog, var der ingen der ville finde. En bog der eller snart havde været væk i et døgn og var fyldt af div. hemmeligheder om både far og forelskelser! Samtidig begyndte hendes første rigtige kærlighed om muligt at hænge endnu mere fast med sin forlovede, folk begyndte at snakke om ægteskab hen over hovedet på hende på en dreng hun ikke engang kunne lide, hun endte sågar med næsten at sælge sig selv til en rigmandssøn langt væk på stoffer bare for at få sin bog igen. Rodriguez havde travlt med sin skilsmisse og Raymond, samt resten af flåden, havde lige overtaget al sikkerhed ombord, så heller ikke der var der tryghed og trøst at hente. Heldigvis endte hun ved bord med James Walker, en mand hun ellers troede aldrig ville mænge sig med en som hende, men det gjorde han, og han havde længe været venner med Raymond. Amanda fik derfor en masse gode snakke med ham og det hjalp en smule. Lige indtil at præsidenten skulle udnævnes.
Det blev nemlig rigmandssønnen der blev udnævnt til præsident, og kort tid efter fik Rodriguez fra taget sig alle sine penge og stod til at havne i fængsel. Han måtte derfor fyre Amanda, som derfor måtte ende dagen uden job, uden et sted at bo og uden syn på hvad fremtiden ville bringe. Mere ensom end nogensinde og i 7 sind om, hvad pokker hun skulle gøre. Håbet var nok lidt at tage med RS Inpersona, bare til hun lige vidste, hvad hun skulle gøre og for ikke at være alene, men hvordan spørger man lige om det, når nu man har brugt to dage på at tilsvine kaptajnen. Far eller ej!
Alt i alt var det en super weekend. Hvad der sker med Amanda fremover ved jeg ikke, der er forskellige muligheder pt.
Jeg er blevet meget klogere på mig selv i løbet af alt det her, og godt ude på den anden side, kan jeg se hvor meget jeg har rykket mig som både person og som rollespiller på det sidste år. Jeg er godt tilfreds med min indsats i weekenden både i spil men også, hvor meget jeg fik snakket med folk efterfølgende. Af en der normalt er møghamrende genert synes jeg det var rigtig godt klaret!
Så nu vil jeg stolt og tilfreds sige farvel for denne gang og glæde mig til noget rollespil i fremtiden.
-// Over and Out Chrille
Abonner på:
Opslag (Atom)