Der er stadig håb.. Bare et lille et

Nå så kom opringningen. Øv øv øv. Jeg var ikke blandt de heldige til at være med i Trinny og Susannah. Han sagde ellers i telefonen at de havde kæmpet en brag kamp for at få mig med, men at der desværre ikke var plads. Derfor ville han gerne have lov at beholde mit nr så han kunne ringe til mig hvis der var en der ikke dukkede op. jeg spurgte jo så efter navnene på dem der gik videre, men det ville han ikke give mig så jeg kunne gå ud og spænde ben for dem.. Men ja man håber vel lidt på at der er en der bliver syg eller på anden vis bliver hindret i at komme.
Men også selvom det sidste håb skulle slukkes, vil jeg huske tilbage på hele oplevelsen med positiv sind og smil på læben. Jeg fortryder ikke en meter at jeg meldte mig, for hold da op hvor har jeg lært meget om mig selv gennem det. Jeg er blevet stærkere som person, overvundet en grænse, jeg er stolt over mig selv og det har gjort mig virkelig glad at jeg gennemførte det.

Men nu er der jo så tid til andet. Jeg har fået tegnet en del grundmønstre så nu kan jeg komme igang med at sy div. skjorter, habitter og bukser. Første opgave er bukser til Steam Punk. Jeg skal bare have købt stof så går der ikke længe før de er færdige. så det vil jeg glade mig til

-// Chrille Over and OUT :-D

Casting til Trinny & Susannah

Så kom dagen, hvor den stod på casting i Vejle. Jeg havde inviteret min veninde Simone med, for ligesom ikke at skulle tage hele turen selv. Desværre viste det sig at hun ikke måtte være til stede hele dagen, og jeg måtte derfor sende hende alene ned i byen.. Undskyld..

Men for at komme til selve castingen. Der stod de her to dejlige castere, som var rigtig flinke og understregede flere gange at de selvfølgelig var på vores side. i rummet sad der så yderligere 30-40 håbefulde kvinder der ligesom jeg var til casting. casterne Tina og Tommy startede så ud med at fortælle at castingen allerede var gået i gang i det øjeblik vi i tidernes morgen sendte en ansøgning, og at de selvfølgelig også kiggede på hvordan man kom ind i bygningen i Vejle. JA det er jo smukt! så kan man sidde der og tænke over om man nu huskede at smile og have øjenkontakt da man gav hende hånden bum bum bum.. Videre fortæller Tiny hvordan dagen kommer til at foregå. Efter noget generelt info om programmet og optagelsen, skal vi på skift stille os op og fortælle hvem vi er. Mit hoved begynder straks at køre med ting jeg skal huske og fortælle og at jeg skal huske at smile og have øjenkontakt og nååh ja det skal jeg også huske at sige og jeg skal huske dit og jeg skal være opmærksom på dat og og og.. Så er det min tur. Jeg rejser mig op, og alt jeg har planlagt at sige er væk.. Men jeg får da fortalt hvem jeg er, hvor jeg er fra og hvorfor jeg vil være med i programmet. Ikke en præsentation jeg er videre stolt over. Det bliver heller ikke nemmere når de andre fortæller om deres historier, hvortil jeg flere gange tager mig selv i at tænke at de da er meget mere sikre på at blive valgt end mig. Men nå alt er vel muligt indtil der bliver sagt farvel.
Da vi så alle har fortalt om hvem vi er, er det tid for Tina og Tommy at vurdere hvem de skal videre. Vi må altså vente på om at få at vide om man er in or out.. Puha det var hårdt at vente og samtidig med det har man en lille stemme i baghovedet der bliver ved med at sige:" Husk P-skive, Husk P-skive.." Men uret tikker og tiden går MEGA langsom. Efter en halv times venten kommer Tina og Tommy endelig tilbage. De fortælle lidt om, hvordan det kommer til at foregå. De navne der bliver nævnt er de kvinder der er gået videre og vi andre må sige farvel og tage hjem. I starten var jeg spændt der var jo stor mulighed for at komme med.. Men flere og flere navne bliver nævnt og da Tina når til sidste navn, som heller ikke er mit, kan jeg godt mærke hvad kl. er slået. Jeg tager derfor mine ting, tager navneskiltet af og går op for at sige farvel til Tina.. ÆV!

Her er det så hele dagen tager en lidt uventet drejning. Da jeg giver hende hånden, spørger hun om ikke det var mig der var Ann. Det kan jeg jo ikke rigtig løbe fra, så selvfølgelig siger jeg ja. Jeg får derpå at vide at jeg godt kan tage plads, jeg er nemlig gået videre, det nok bare mine papirer der er kommet ind mellem nogle af de andre. FEDT! Nu gælder det så en individuel samtale med Tina og Tommy, hvor der bl.a. skal tages billeder. Jeg føler egentlig at det hele gik godt og tog ikke videre notits af at Tommy tog billeder af mig i undertøj, hvilket jeg ellers havde været lidt nervøs over. Afslutningen blive a Tina siger at jeg jo ikke er den grå lille mus som ingen ser, at jeg er sådan en spændende og dejlig person og at jeg er så rar at snakke med.
- Hvad er det mig? Mig der er blevet mobbet, haft så dårligt selvværd og altid blevet overset. Ja det er det nemlig og nu er jeg bl.a de 250 der har mulighed for at møde Trinny og Susannah!!

De har modtaget 6.000 ansøgninger deraf gik 500 videre til casting og nu er vi så 250 der venter på at gå videre igen.
FORTSÆTTELSE FØLGER :)

-// over and out Chrille

Der er altid lys forude

Det sidste halve år af mit liv har været noget af en karruseltur mildt sagt. Det hele starter tilbage nytårsaften sidste år. Jeg husker hvordan jeg var omringede af dejlige mennesker og god stemning, men alligevel kæmpede med et par tåre, og hvordan jeg måtte tvinge ordene frem da en veninde sagde at det nok skulle blive et godt år vi gik i møde. På daværende tidspunkt havde jeg dog aldrig drømt om SÅ følelsesmæssig omvæltning og hvor mange tåre jeg skulle af med i løbet af de næste mange måneder.
Men året kom og med det også praktikken - mit livs værste helved! Aldrig har jeg haft det så skidt så længe og bare siddet og hørt på, hvordan en anden mand trådte godt og grundigt på mig, og så lige trampede lidt ekstra på mig oveni. At holde alle følelserne inde i så mange uger er nok det dummeste jeg har gjort længe. Det tog da også mor noget tid før hun endelig fik mig knækket, med gud ske lov for det. Herefter kom tårende i stride strømme både for mor og igen for Morten. Men det var sådan en lettelse endelig at få slået hul på bylden. Jeg husker stadig de ord Morten sagde til mig den dag, og hvad han gjorde for mig. Det er virkelig noget jeg sætter pris på.
Efter at jeg fik slået hul på det hele og endelig fik fortalt, hvordan jeg havde det, gik det virkelig stærkt. dagen efter var jeg taget ud af praktik, jeg skulle aldrig snakke med den lærer igen, inspektøren på praktikskolen henvendte sig til mig og beklagede den grimme oplevelse og fortalte at han ville tage en snak med den pågældende lærer. Jeg havde samtaler med både studievejleder og praktikleder, som begge fik trukket mig op at det dybe hul jeg havde begravet mig selv i. Det var også her jeg tog kontakt til studierådgivning, som er en form for psykologer der hjælper studerende. De første mange gange jeg var hos ham græd jeg. Selvom jeg ikke selv forstod det og var meget pinlig over at sidde der og tude, var han så god til at sige at det var OK og at jeg ikke var den eneste der græd foran ham.
Jeg har gennem det sidste halve år haft mange gode snakke med ham, og er blevet klar over hvem jeg er og hvordan jeg håndtere mine problemer. Jeg kan i dag tydelig mærke hvordan jeg er blevet stærkere og mere sikker på mig selv.
I februar var jeg så heldig også at blive ringet op nede fra Hotel Scandic. De havde et job til mig som tjener. så alt så jo ud til at køre på skinner. Det så ud til at være en god tid at gå i møde. Det var et godt arbejde og jeg kunne lide at være der. Men glæden blev desværre ikke ved. For en måned siden måtte jeg affinde mig med at blive fyrret, da min chef ikke mente det var det rette job for mig. Det er jo aldrig rart at blive fyrret, at få at vide man ikke er god nok, men jeg kan alligevel samtidig mærke at det var det rigtige at gøre. Dybt inde er jeg lettet over at jeg ikke er dernede længere og ikke har det at tænke på mere.
Så nu er min situation igen den, at jeg søger job på livet løs. jeg er begyndt på mit sidste år på uddannelsen (dog mangler jeg jo lige lidt praktik) Jeg laver en masse kreative ting. Jeg har for nyligt haft debut som hovedrolleindehaver i et teaterstykke, hvilket også var enormt udviklende af mig som person. og ikke mindst fik jeg i dag at vide ved studierådgiveren at han synes det går godt med mig, han kan se jeg har det bedre og mener ikke jeg længere har brug for at se ham så ofte.
Livet er nu dejligt og skal nydes, selvom der både op og nedture og sommetider kan se hel umuligt ud, men det er jo slet ikke så slemt.

Et lille citat fra en sang som siger meget, dog er det engelsk - kunne ikke finde den danske tekst.
"So how can you see what your life is worth
 or where your value lies?
 you can never see through the eyes of a man
you most look at your life

look at your life trough heavens eyes"

Steam Punk

Ja så er jeg tilbage, efter en længere pause. Jeg har været travlt beskæftiget med div. kreative ting og så en del Guild Wars2 (pc spil hvis nogen er i tvivl)
Jeg ved ikke om jeg tidligere har nævnt det på min blog, men jeg skal jo i efteråret til et Steampunk rollespilsscenarie. Det kræver jo til en vis grænse et kostume. Derfor har jeg igangsat den store jagt på tandhjul. Jeg troede jeg havde gjort lykken da jeg på ebay fandt nogen forholdsvist billigt, men da jeg så fik dem hjem var de meget mindre ud en først regnet. Nå men for at pengene ikke gik til spilde måtte jeg jo vride det kreative ud af hjernen.
Her er så hvad det blev til. en fin ear cuff med tandhjul og perler:


næsten del af projektet er så en halskæde. Jeg har bestilt selve kæden på ebay og her er så hvad det indtil nu er blevet til med vedhænget: