Ramvalt maj 2018

Det var det lækreste vejr i weekenden, hvilket gør det hele lidt sjovere. Vi var så heldige om morgenen inden spil at se det smukkeste lille egern på parkeringspladsen. Men til sagen, Tessas dagbog.

Kære dagbog
Det var en begivenhedsrig dag og jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Conrad var tilbage og som det første spurgte han om der var noget rom. Jeg må simpelthen finde ud af ham på en eller anden måde. Måske tage en stille og rolig snak, bare ham og jeg. Det er nok værd at overvejer.
Men det var slet ikke her det startede. Det første jeg oplevede var at jeg snakkede med Caliban. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad vi snakkede om, men vi gik en tur ud af byen, herude mødte vi Naia og Cecil og så begyndte Caliban at snakke med Naia og jeg med Cecil.
Cecil og Jeg gik forbi tre mænd, som angivelig skulle være på jagt efter vildsvin, men så pludselig skød de Cecil og jeg løb tilbage mod byen. Jeg tror ikke jeg har løbet på den måde siden dengang jeg stak af fra Hr. Caspar. Men heller ikke i dag lykkedes det mig at løbe fra min forfølger. Det endte med at han ramte mig 3 gange i benet, så jeg faldt om. Heldigvis var jeg nået ind i byen og en anden kunne tage over. Jeg nævnte dog ikke noget for nogen, de behøvede ikke vide at jeg var skræmt over hvilke minder det frembragte i mit hoved.

Jeg satte mig derfor ned på Zanapladsen, for at finde inspiration. Der gik ikke længe før William kom ned til mig. vi snakkede om sammen og lave en barriere omkring byen, så fjenderne ikke kunne komme ind. jeg ved dog ikke lige om det bliver til noget. Nu er der noget andet i støbeskeen. Tilbage i byen ville Naia tale med mig. Hun havde brug for hjælp til et projekt og da jeg havde snakket med hende, var der en ny der ville snakke. Jeg ved ikke hvorfor alle pludselig ville snakke med mig?!
Så pludselig mærkede vi alle jorden ryste under os og gnister fløj gennem luften. Jeg hader det virkeligt! Det var besøg fra fastlandet, magikontrolatet. Jeg ved ikke helt hvad de ville, jeg holder mig helst fra den slags folk.
Nogenlunde samtidig med at magikontrolatet var der, kom der også et drømmevæsen for hovedpine. denne hoppede ned i brønden, så nu skal vi igen til at holde øje med brønden og om alt er Ok. Måske egentlig vi burde få det drømmevæsen op dernede fra igen.

Der kom også en del optøjer over Jonathus. Han ville skyde et par nye orkere der var kommet til øen, af den simple grund at se hvordan de ser ud indvendigt, tror jeg. Han er ikke rigtig klog! Efter et par forsøg, blev Jonathus slæbt ind i byen af Caliban og fik at vide med store ord, at han skulle til at tage sig sammen. Det gjorde vidst ret ondt på Jonathus, og så var det han tog afsked med os, med byen og med øen. Det virkede forkert og selvom mange andre grinede af at han nu ville gå til Grostea, løb jeg alligevel efter ham. Han er simpelthen så storsnudet at det halve kunne være nok, men alligevel snakkede jeg med ham fra hjertet og det blev en ret god samtale. Jeg lod ham vælge om han ville blive eller gå, og gik selv tilbage til byen. Heldigvis kom Jonathus også efter et godt stykke tid og vi indgik et ordentligt samarbejde.

Kort tid efter fik vi besøg af piraterne, Kal Muto har helt sikkert læst mit brev! Men det var nu meget nede på jorden alligevel. De havde en ny mand med, 42  (en af de der forsøgsmennesker) det var lidt underligt. Naia og jeg fik ham indskrevet i Zanatroen og drak en skål med piraterne på Zanapladsen.

Om der skete mere, kan jeg knap huske, for der skete noget hele tiden.

- Tessa 

Ramvalt april 2018

Tid til mere Ramvalt, denne gang heldigvis i varmere vejr. Der var desværre nogen af dem jeg havde håbet på at se, som ikke kunne komme, men det gav også en anden frihed. Og så var der dem jeg endelig så efter laaaang pause.

Kære Dagbog

Så.... Oswald og Caliban var ude på patrulje for at inspicere et eller andet, jaja det må man åbenbart gerne. Nå men det var da også fint nok at de ikke skulle være der til at så tvivl om mine beslutninger og lege moralsk kompas, men det kommer vi til senere.
Som så ofte før kom der skibsbrudende, en af dem der kom var Pommeroy?! Det var fedt at se ham igen, men han har godt nok ændret sig meget! og så er han blevet gift med en talk?? Stakkels mand. Han var så angiveligt stukket af på bryllupsnatten efter at bruden var faldet i søvn. Naia var rassende da talk kom for at tage Pommeroy med tilbage. Det er lidt foruroligende sådan som hun opførte sig. Hun er jo til skade for sig selv og sine omgivelser.

Nå men da talk kom, gik hun helt amok og hele byen blev angrebet. Jeg forsøgte at snakke roligt til en af dem, men blev straks slået ned. Det irritere mig, at vi er så let at vinde over altid, men hvad skulle man også forvente af en by, der ikke holder sammen?
I frustration valgte jeg at sige ja til at arbejde sammen med Peder Svendsen. Oswald var der alligevel ikke til at stoppe mig, han kunne også bare lige have prøvet! Men altså Peder havde den her ide om at binde en del af sin bevidsthed i et bælte og så få os andre til at fremkalde hans ekko. Jeg tilbød mig som styrmand på projektet og det var da også meget spændende. Jeg fik lavet en eliksir af Peders blod, hår og et digt han havde skrevet, som vi så smurte ud over hans bælte. Det så ud til straks at virke. Han glemte hvert fald hvem han var. Eller det vil sige, han vidste godt hvem han var, han vidste bare ikke at han var Peder. Før jeg nåede at tænke videre over, hvad vi have lavet, blev jeg beskyldt for åndemaneri, hjælp.

Nå men da bæltet var klar, gik jeg ned på zanapladsen med nogen af de andre zanatroende. Jeg besluttede fra start at jeg ikke ville tage Peders bælte på, så jeg hang det bare omkring min dolk i mit eget bælte. Det lød dog til at jeg alligevel blev ret påvirket. Jeg har desuden aldrig været så fascineret af at grave, som jeg var der. Det var fantastisk! Den følelse var virkelig sær og Naia fortalte at jeg begyndte at tage ejerskab over Peders ting. Men så kom Peder heldigvis og tog sit bælte. Det hjalp meget på det!

Næste projekt blev så en ny rejse med et drømmeskib til fastlandet. Den var noget farligere end den forrige. Vi lavede et skib af guld og satte afsted, men vi var kun lige kommet væk fra øen, da Kal Mutu begyndte at skyde på os. Jeg var nært blevet ramt i benet og faldet overbor. Det var virkelig voldsom. Vi overlevede dog heldigvis og vågnede på Zanapladsen igen. Hvad mon der var sket, hvis en af os var døde?
Efter vi var vågnet blev vi enige om at sende et brev til Kal Mutu, hvori vi spurgte om hjælp til at komme tilbage. Det blev mig der skulle skrive brevet, jeg har aldrig smurt så meget tykt på, og charmeret sådan for en anden person før. Mine onkler og Sikkert Oswald vil enten grine frygteligt af det eller blive meget bekymret over det. Vi må se hvad det bliver. Måske lidt rom og noget guld kan hjælpe ham.

-Tessa

Ramvalt marts 2018

Endelig nærmede vi os foråret og en ny sæson Ramvalt. Vejret havde bare ikke lige forstået den del med forår og godt vejr, nej nej så den stod på kulde, minus grader og sne rundt omkring. Jeg var selvfølgelig troppet glædeligt op, godt pakket ind, da jeg egentlig ugen op til havde været sengeliggende med en slem forkølelse. Der skal mere til før jeg går glip af Ramvalt, lad os bare sige det sådan ;)

Kære Dagbog
Fra morgen skete der noget meget underligt. pludselig mens jeg var igang med en bryg, faldt jeg i søvn og drømte om sorte vinger som kom hertil. Det var vinterkongen! jeg så også Severin og Zander i drømmen. Jeg tror Vinterkongen ville have hævn. Det forstår jeg nu også meget godt.
Da jeg vågnede fra drømmen, var jeg ude midt på pladsen, sammen med alle de andre fra byen. Vi snakkede om hvordan vi alle havde haft den her drøm og hvad den betød. Så kom Otto med nye folk. Der var bla to nu folk fra Hoffmanns kompagni, meget spændende egentlig. Jeg lod dem selvfølgelig hilse og snakke sammen, mens jeg lidt på afstand lyttede med i, hvad de talte om, bare lige for at høre mere om Oswald. Senere fik jeg også mulighed for at tale med en af dem, Svanhvid. En kvindelig skjald. Hende kunne jeg også udspørge lidt omkring Oswald, men egentlig fik jeg ikke så meget mere at vide end hvad Caliban allerede har fortalt.
Desiree Indbød til begravelse for Severin, og af respekt og for fællesskabet gik jeg med. Derinde begyndte jeg dog hurtigt at tænke på mine egne forældre og spørgsmålene hobede sig op. Fik de en passende begravelse? Blev det mindet? Var der nogen der sagde flotte ord for dem? Det var min plan at spørge Oswald, men så blev Lomekpladsen overtaget af Drakul folk, som stod og lavede ritualer. Hvilket resulterede i, at Caliban noget tid efter kom og spurgte til om jeg havde noget mod hovedpine, fordi der var tomt i hans hoved. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle sige, nok mest fordi jeg var lidt overrasket over til tillid han viste mig i at komme til mig. Han spurgte også om jeg ville deltage i en ceremoni, for at få Lomek tilbage. Måske er jeg Zana troende, men i det store og hele tror jeg jo nok på treenigheden af de tre guder. Caliban bad os aflægge vores offergaver, den del var jeg ikke lige klar på. Jeg besluttede dog at gøre det på min egen lidt kreative måde. Nemlig med et tak til Lomek og min respekt, samt erklæringen på, at jeg stod der for min bror og min far. Om dette tæller skal jeg ikke kunne sige, men sådan blev det.

Senere havde Peder Svendsen fået den her ide om at skabe et skib i drømmeverdenen, som vi skulle sejle til fastlandet med. Jeg syntes egentlig ideen lød meget spændende, men samtidig også skræmmende, fordi der skulle bruges blod til. Peder gjorde det klart at vi hver skulle lægge et anker, som betød noget særligt for os, så vi på den måde var sikre på at komme tilbage. Hvad jeg helst ville bruge som anker var Oswald, men da hverken han eller Caliban ikke rigtig lød til at være med på hele ideen om et skib malet med blod, lod jeg være med at spørge, i stedet valgte jeg at bruge mine forældres kæder. Det er som om jeg føler mig mere og mere knyttet til min familie og begynder også at anse dem som familie.
Selv drømmeturen gik rigtig godt. Det var virkelig noget af en oplevelse, vi kom derhen hvor vi skulle, og fik så en marmelademad med tilbage?? Det var virkelig sært.

Som altid havde jeg mine små mundhuggerier med Jonathus. Det var meget fint indtil jeg kaldte ham bastard, og han så mig for Elvertøs. Der mente Oswald han skulle blande sig, det må han nu gerne lade være med. Senere havde Jonathus også skiftet min dug ud med hans egen. Den slags er ikke okay. Jeg endte med at tage hans dug og kaste den fra mig på jorden. Så fandt jeg ud af, at den havde tilhørt hans mormor og jeg tror egentlig det var et ret ømt punkt, Det var måske for meget?
Jeg havde også mine kampe med Conrad, over den skide rom han mente jeg skylder ham. Det endte med at han gik over og tog min flaske. jeg fulgte efter ham og bad ham aflevere, hvilket han selvfølgelig ikke ville. Pludselig stod jeg med Conrads sværd i hånden halvt trukket ud af holderen. Det var nok egentlig meget godt, at Caliban kom og spurgte, hvad jeg havde gang i, for jeg ved det faktisk ikke helt. Det endte med at Conrad og Caliban fik overtalt mig til at aflevere en flaske rom til Conrad, men jeg brygger bare en ny, så det går nok. Det er bare træls at tabe.
Conrad opsøgte mig lidt efter og sagde at jeg faktisk var god nok, jeg er spændt på om det er Oswald, der har bedt ham sige det. Det lød hvert fald meget påtvunget. Bagefter sagde han også tak for undskyldningen. Jeg har IKKE givet ham nogen undskyldning altså!!
Jeg ved simpelthen ikke hvor han får den slags fra...

- Tessa

Annabell Swan - En beretning fra Pluto

I starten af februar var jeg igen i Odense for at deltage i et 50'er sci fi univers, jeg en gang før havde haft et møde med. Denne gang foregik scenariet på Pluto, scenariet svar på Tortuga. Dermed var det oplagt at spille pirat og jeg påtog mig rollen som Kaptajn for vores gruppe.
Desværre kendte vi ikke så mange der ville med og vores gruppe bestod det første lange stykke tid kun af to personer. Ved et opslag på scenariet facebook side, fik vi først en, og lidt senere to spillere, der ligesom os manglede en gruppe. senere igen fik vi to mere ind, men den ene endte med at måtte springe fra igen. Vi endte altså med en gruppe på seks spillede, der ikke helt kendte hinanden.

Det gik dog meget godt med hurtigt lige at finde ind til hinandens karakterer, skønt vi havde forskellige mål og visioner, men det blev en del af spillet og der kom nogle spændende diskussioner ud af det.

Selve scenariet var stor og der var mange spillere,, om det var med til at gøre det lidt uoverskueligt for mig skal jeg ikke kunne sige, men noget ved denne weekend fald hvert fald ikke i hak for mig. Derfor har det også taget mig lang tid efterfølgende at reflektere over oplevelsen. Den var en god weekend og jeg hyggede mig meget med at spille, men de ting jeg havde sat mig for at gøre og de relationer jeg regnede med at skulle bruge tid på, fik jeg bare ikke taget hånd om. Ligesom jeg manglede lidt nogle overordnede plots fra GM'ernes side. Ikke at de ikke gjorde deres arbejde godt, for de var gode til at give det vi efterspurgte til de opsatte ESR-rum. Jeg fik også endnu et møde med programmet Artimis, som er et flyveprogram, hvor man skal være 5 personer om at styre et skib. Det var meget sjovt, men svært. Særligt, når gruppen ikke har lige meget erfaring med programmet. Det var dog stadig en meget spændende oplevelse.

En ting der for mig blev lidt en hæmsko var, at nogen spillere snakkede engelsk. Det er lidt op ad bakke at skulle forhandle på et sprog jeg kan have svært ved at forstå og kun selv snakker på simpelt turist-niveau. som Kaptajn burde det jo være mig der tog mig af den slags, men langsomt begyndte andre i min besætning at overtage handlen, hvilken var fint nok, men hvor ville jeg ønske det havde virket noget mere professionelt.

Heldigvis kan jeg tage en masse gode minder med for scenariet. Vi kom i besiddelse af en VIP-nøgle, som gjorde vi kunne komme ind næsten alle steder. Det resulterede i at vi stjal brændstof fra mange af de andre crews og måtte gennem dem rundt omkring for ikke at blive opdaget. Vi fik overtaget et af flådes skibe, som vi fik lov til at flyve rundt i og fik missiler og andet spændende med. vores mekanikker gjorde vores skib 110% indbrydningsikkert.

Så alt i alt var det en god weekend efter omstændighederne, men jeg følte ikke jeg fik givet min karakter eller mine relationer den opmærksomhed de fortjente. Noget af det er der blevet "lappet" lidt på efterfølgende, men jeg håber at kan være med om 2 år til at give den en skalle igen.

-// Over and Out Chrille