Hej ude i stuerne..
For omkring et halvt år siden skrev jeg et blog indlæg om det at være rollespiller vs. at spille rollespil. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg netop nu har spillet rollespil i et år. Selvom jeg troligt har været afsted hver måned til Falthea Ripen liverollespilskampagne, er jeg stadig ikke tilfreds med min egen indsats og dog. Hvordan kan jeg tillade mig ikke at være tilfreds, når jeg gør mit bedste hver gang?!
Tja jeg er nok bare stadig en usleben diamant, der stadig mangler at få hakket et par kanter af, for lige at give den det sidste. Derfor denne blog, som jeg nu lige har bestemt mig for vil komme i tre dele: Becoming a roleplayer, Be a roleplayer. Becoming a roleplayer, Be a fighter og Becoming a roleplayer, Be a "elver", "zombie" or "ork" (sminke/ kostume)
Til jul fik jeg bogen Liverollespil, Kostumer og kampteknikker af Jesper Ejsing og Thomas Greve. Her handler første kapitel om det at spille rollespil og om at skabe både sin rolle og spil med andre. Det er ikke fordi tingene er ukendt, men alligevel er det meget givende at læse helt konkret, hvordan en rolle bør opbygges, hvad der er vigtigt at tænke over og tage stilling til, samt hvordan man skaber det bedste spil.
Frem for alt må du huske, at rollespil kun har få begrænsninger, men alligevel bør rollen du vælge kunne relatere sig til i en vis grad. Er du "Er-du-to-meter-og-høj" er det nok ikke dig der er egnet som hverken hobbit eller dværg. Men skal man så bare være sig selv i rollespilsform?! Nej ikke nødvendigvis. Laver du en rolle fuldt ud identisk med dit virkelige jeg, så der jo ikke meget udfordring i det, og du kunne i teorien lige så godt shoppe en tur gennem gågaden som springe rundt ude i en skov.
Jeg tror på, at det bedste er at gøre det klart, hvad man selv kan, gøre det klart, hvad man gerne vil og så der imellem finde et sted, hvor man kan føle sig tryg men stadig udfordret.
Eksempel: Da jeg startede i Falthea i marts var jeg bange for både folk og sværd. Jeg havde ingen forstand på kamp og anede kun lige hvilken ende af sværdet man skal holde i. Samtidig med valgte jeg at spille præst. Mig der ellers normalt er den som aldrig siger noget ofte putter mig i et hjørne bag de andre, og helst ikke vil tage ansvar.
Det har til tider krævet meget mod. Jeg har flere gange måttet gøre ting, som jeg, hvis jeg havde haft tid til at tænker over inden episoden, aldrig ville have gjort. Det har selvfølgelig også i flere situationer gjort at jeg efter et scenarie har brugt meget tid på at bearbejde en scene, for at kunne håndtere det. Dog vil jeg understrege at selvom der har været disse utrygge episoder, har jeg altid haft mig selv 100% med i det og jeg har på intet tidpunkt gjort noget jeg ikke ville kunne stå indenfor eller leve med efterfølgende. Det gælder om at være bevidst om sit fundament og så eksperimentere med bebyggelsen, hvis det så falder sammen, har du altid et sikkert fundament at falde tilbage på, hvis står har du en etage mere og du har nu udvidet din grænse.
For at understrege, at du spiller en rolle og ikke dig selv kan det være en fordel at gøre det klart, hvilke vaner og dårlige sider din karakter besidder. Da det ofte er dem man lægger mærke til. Fx. Bliver min karakter let irriteret og har ikke altid tålmodighed til at snakke for længe om ting før handling. Også her kan det være lidt grænseoverskridende og du bør være klar på, at disse ting skal være tydelige for andre, for at du selv får noget ud af det. Der er ingen, der ser, hvad der sker inde i dit hoved, og du kan derfor ikke få andre til at spille med på det. Du er nød til at gøre det tydeligt, så du skaber spil for de andre og derved vil spillet og din karakter blive skabt ind i verdenen.
Eksempel: Jeg har flere gange taget mig selv i at gå rundt i skoven på en bestemt måde for at udtrykke min karakters humør. Men hvad pokker hjælper det, hvis ikke der er nogen til at se det. fx blev min karakter i sommers fyrret som dommer, hvilket hun var meget utilfreds med. Hun rejste sig derfor sig derfor vredt fra stolen og forlod byen. I mit hoved var det jo en logisk måde at gøre det på. Men efter at have taget de første 20 skridt ud i skoven kunne jeg godt mærke, at jeg var den eneste der var klar over hvad karakteren havde gang i og resten af spillet var allerede igang med noget helt andet.
Jeg siger ikke, at du ikke må have hemmeligheder. For selvfølgelig har du det. Men det giver ofte bedre spil, hvis andre er klar over, at der er en hemmelighed at søge efter. Det samme, hvis du vælger at spille forelsket i en anden karakter. Så kan det udtrykkes ved altid at betale for denne på kroen. sørge for at personen altid er i sikkerhed, altid give personen ret og på anden måde værne om denne. Frem for kun at sende stjålne blikke og sukke.
Det sidste punkt jeg vil komme ind på, er krakterens mål. Hvad er en rolle uden mål, hvad skal du sige og gøre, hvis ikke du har noget du gerne vil opnå? Tja Jeg er nok ikke den rette til at fortælle om dette punkt. Som sagt, har jeg spillet samme karakter hver måned siden marts, og umiddelbart har hun ingen mål ud over at skabe fred i verden. Hvilket også er en fint mål, men det er forholdsvis uoverskueligt og ikke noget du skal regne med sker fra dag til anden. Derfor må du have nogle delmål. Dette er noget jeg har erfaret på den hårde måde. Efter lidt at spille på de andres karakter. Forstået på den måde, at jeg har blandet mig i deres plots, for at kunne føle jeg selv har opnået noget. Det var da meget fedt i øjeblikket, men gnisten går hurtigt af, når ikke det er ens egen bedrift, man har opnået. Derfor er jeg nu også selv igang med at skabe nogle delmål. Dem vil jeg dog ikke skrive her da andre spillere jo kunne komme forbi og læse det.
-// Over and Out Chrille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar