Ramvalt Juli 2017

Så blev det endelig tid til sommerscenariet på Ramvalt. Ligesom sidste år regnede det hele fredag, men heldigvis var der tørvejr lørdag. Det var noget af en weekend og selvom vi ikke var så mange, var der spil på højt plan. Det var simpelthen fantastisk og generelt er det noget af det bedste rollespil, jeg har oplevet. Kampagnen er bestemt i særklasse og man kan tydelig mærke at, der ligges stor vægt på kvalitet.
Inden jeg lader Tessa overtage bloggen, vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette jo er hendes holdninger og meninger til det hele og kun, hvad hun har oplevet.

(Fredag)
Kære dagbog
Det regner meget og torvet i byen er så småt ved at forvandle sig til en mindre sø. Flere begynder at snakke om, at det kun er et spørgsmål om tid før Kal Mutu eller en talk kommer op ad vandet, men nu må vi se. Jeg har været så flink at give parfumergutten Jonathus lov til at være i mit telt. Han er trods alt alkymist lige som jeg selv. Der gik dog ikke længe før jeg fortrød det igen. Mit telt lugter nu værre end der gør hos Klam. Han har sprøjtet sine parfumer alle vegne, selv på mit banner og i min kop! Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde ham ud..
Hen imod aftenen blev byen angrebet af nogle Drakul tilbedere. Her viste Jonathus sig så også som en kæmpe kujon. Jeg tror faktisk, jeg fik ham til at gemme sig under bordet. Det var voldsomt, da Drakul angreb og da en af dem kom løbende imod mig, trak jeg min pistol og skød ham. Han døde endda af det. Jeg blev faktisk en lille smule stolt. Måske mere fordi jeg ved, hvad det vil betyde for mine onkler.
Vi fik genetableret kommunikationscirklen til fastlandet, hvilket jo egentlig er meget godt, men... Det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen jeg kunne skrive brev til. Jeg overvejede Kort om jeg skulle Sende et brev til Corynia, nu jeg ved der er overlevende, evt. spørge til hvem denne Oswald egentlig er, men jeg kunne ikke rigtig finde ord til det. Desuden er han også væk nu.
Da skumringen kom oplevede jeg noget jeg aldrig havde troet muligt. Florian kom gående med Kal Mutu i spændetrøje. Hvilken Idiot har dog været skyld i det! Det var modbydeligt at se Kal Mutu i den tilstand. Han var dog hurtigt sig selv igen og viste sig fra sin stolte overlegne side. Florian pralede med, at han nu havde en arvtager, og at han havde overtaget Den Blodrøde Ravn og ville rejse mod fastlandet.
Jeg ved godt at han så ikke er vores problem, men det kan vi simpelthen ikke tillade!

(Lørdag)
Kære Dagbog
Efter en regnfuld dag, sætter man virkelig pris på at vågne op til fuglekvidder og solskin, efter morgenmaden mødtes vi alle til bymøde. Faktisk et møde jeg havde stablet på benene, for at få samling på trådende rundt omkring. En af de første til at tage ordet til mødet var Victor... Jeg hørte faktisk ikke rigtig efter. Ikke før han pludselig sagde noget med, at nogen ønskede at slå mig ihjel. Jeg fandt dog aldrig rigtig ud af hvad det var for noget.
Der kom en del andre ting på bordet også, dog intet af det, der rent faktisk var vigtigt. Efter mødet stod jeg og snakkede med nogle af de andre fra byen og da jeg så vendte mig om så jeg Arthur.
 Han er kommet tilbage! Endelige!! Jeg blev vildt vred over at se ham. Mest fordi han har været væk så længe. Men hvor er det rart vi endelig er sammen igen og hvor har jeg bare savnet ham!
Lidt senere kom der besøg fra Talk, og endda ikke bare Talk, men selveste Havheksen. Hun er meget smukkere end hvad jeg havde regnet med, og lyser langt væk af Zana. Det var en oplevelse at se hende. Hun fortalte os, at hun ville vende stormen, så Florian ville lægge til på Ramvalt og derfor forberede os til at blive klar til dette. En del af denne forberedelse bestod i at tale med Fader tid. Solgård har et ritual til at påkalde Fader Tid, men det krævede sand fra et timeglas, hvilket vi ikke har. Da nogen så Dumt sagde til mig, om ikke bare vi kunne bygge et timeglas, gik det op for mig, at det da lige var en opgave for mig. Så med hjælp fra Gaia fik jeg med møje bygget et timeglas. Jeg er egentlig ret stolt af det. Vi fik dog ikke meget ud af Fader Tid, og dog fik vi en hel del at vide. Det er bare lige det med også at forstå det.
Da det var klaret arbejdede vi videre på, hvordan vi kunne gøre kål på Florian. Jeg blev i den anledning bla. spurgt om jeg kunne laver kugler af ild til at skyde fra både pistol og kanon, og også om jeg kunne lave sollys på flaske. Det sidste lykkedes dog til sidst med Lomekpræstens hjælp.
I løbet af eftermiddagen følte jeg igen at byen blev splittet op i små grupperinger og trak i hver sin retning, hvilket var ret frustrerende. Det endte med at jeg satte mig over på en bænk i ren frustration og afmagt. da jeg havde siddet der i noget tid kom Arthur over for at tale med mig, og selvom jeg ikke gad snakke med ham, endte han alligevel med at få mig til at åbne op. Det er virkelig rart, at han er tilbage. Selvfølgelig er Wilfred også en god onkel, men det er nu bedst når de begge er her.
Med ny energi forsøgte jeg så at lave denne lysflaske med sollys. Det lykkedes som sagt og så var næste spørgsmål, hvordan vi skulle bruge lyset. Der var snak om at smøre det på et sværd, men pludselig kom Naia og fortalte, at det nu skulle smøres på en kæde. Det blev så gjort med Cecils hjælp og vi fik sammen skabt nogle varme kæder som efter sigende skulle kue holde Florian nede.
Det virkede til som altid at alle brikker nåede at falde på plads inden det store slag skulle stå. Vi fandt dog ikke ud af, hvem der var Florians arvtager, eller det vil sige, han havde forklaret sig til Naia, men hun holdt det for sig selv. Det var måske egentlig meget godt.
Da det blev mørkt samledes vi alle på byens torv og fik udførligt beskrevet, hvad der skulle foregå. Det var rart og jeg følte mig godt klædt på til hvad der skulle ske. Jeg skulle holde en lampe for William - Lomekpræsten, så han kunne se og læse ritualet.
Og så kom ventetiden! Det var et rent helved. Vi fik heldigvis forstærkning fra Kal Mutu. Han nåede at dukke op inden Florian kom, og med sig havde han en stor perle fra havet, som skulle hjælpe med at forstærke lyset der til sidst skulle sende Florian i graven.
Det føltes næsten som om at tiden var gået i stå. Jeg var ved at dø af skræk ved selv den mindste lyd, så jeg fokuserede bare på hele tiden at sørge for. at William var klar. Så "endelig" kom Florian og hans mænd. Der var virkelig mange og vi blev hurtigt splittet fra hinanden. Jeg sørgede dog for at beskytte William og få ham over på sin plads så vi kunne lave ritualet. Jeg ved ikke lige, hvad der skete, men pludselig havde jeg overtaget kommandoen over de folk der skulle danne en cirkel med lys. Måske fordi Pomeroy og Naia holdt Florian nede med kæder og Desiree og Severin holdte de udøde væk.
Vi fik dannet en cirkel og ritualet kunne begynde. Tre syndere skulle stå frem og fortælle deres synd. barden William fortalte at han havde solgt sin skygge for et år siden, det var dumt men til at tilgive. Pomeroy stillede sig også frem og fortalte om sin synd, hvilket også var en solgt skygge. Den sidste til at stå frem var Victor, og bedst som jeg forventede, at han nu ville fortælle om sit angreb på Corynia, fortalte han, at han var Florians arvtager. Jeg kunne have skudt ham lige der! Men ritualet måtte fuldføres. Wiliam gjorde det virkelig godt og folket i ciklen skreg af fulde kraft. Vi var alle klar på at give blod til ritualet uden tøven og til sidst holdt William perlen op, hvorigennem Lomeks lys brændte Florian til døde. Så snart han var beseejret, fløj Kal Mutu i ryggen på Victor og slog ham i jorden. Der var flere der spyttede på victor, og Kal Mutu forklarede, hvordan denne mand havde dræbt hans familie og spurgte så om vi ønskede, at han fortsat skulle leve. Jeg mærkede et brændende had, og gik frem før nogen sagde nåede at sige noget. Her fortalte jeg, hvordan Victor har været skyld i at jeg ikke kan huske de først 10 år af mit liv, at han dræbte mine forældre, at han stak en kniv i brystet på min mor for øjnene af mig og han brændte min by. Med det stak Kal Mutu en kniv i maven på ham og sørgede for at han led en meget ubehagelig død og fjernede vidst også hans mulighed for at komme til Amon'soth.
Bagefter hvad Florian væk og Victor død, men.. jeg kunne ikke rigtig nyde det. Det at Victor er væk har sat et stort tomrum i mig, for hvad nu. Godt nok var manden en nar, men det var ham jeg kunne få viden omkring mine forældre fra og jeg håbede måske at han på sigt kunne hjælpe mig til at finde ud af hvem jeg er, eller var.
Så nu må jeg ud og finde ud af hvad jeg gør herfra.