Mit farvel til Lucinda

I lørdags var det tid til at tage afsted med hele Falthea kampagnen og med Lucinda. 

Som nævnt i et tidligere indlæg blev Lucinda min første rigtige rollespilskarakter, og jeg fik lov at spille hende i 2,5 år. Jeg oplevede så mange ting med hende og jeg vil nu forsøge at give det en afslutning/ et farvel. 

Selvfølgelig vil jeg give et kæmpe tak til Scenariegruppen både nuværende, men også tidligere, for overhovedet at have lavet kampagnen og holdt den i live så længe det blev. Jeg har lært rigtig meget, oplevet en helt ny verden og fået så meget mere mod på at prøve noget nyt. 

Det har været så rart at kommer til skoven hver måned og blive mødt med smil og glæde af flinke mennesker. Folk har været gode til at tage hånd om nye rollespillere og jeg er hvert fald blevet hjulpet godt igang af andre. Det er bestemt noget jeg værdsætter og vil rose folk for.

Herefter et tak til alle de folk, der har været med til at skabe Lucinda som hun er. Jeg havde på ingen måde så perfekt en karakter uden deres hjælp. 

Jeg vil meget gerne skrive mine/Lucindas tanker omkring de karakterer der gjorde størst indtryk. Det skal ikke betyde at de der ikke bliver nævnt ikke har haft betydning. Men der er nogen jeg føler jeg skylder noget særligt. 

Teon:

Teon, Lucindas kære og elskede bror. Det kan godt være Lucinda aldrig rigtig viste, hvor meget hun holdte af sin bror, men det var hårdt at miste ham to gange på et sommerscenarie. og tiden efterfølgende var meget ensom. Lucinda havde altid stor respekt for sin bror og hun elskede ham mere end hun gav udtryk for. Selvom hun ikke var enig i alt hvad Teon gjorde føltes det frygteligt tomt da han var væk og Lucinda mistede en stor del af sin livsglæde.

Vark: 

Lucinda havde sine op og nedture med Vark, som var orkhøvding. Det var bestemt udfordrende, svært, hårdt og til tider grænseoverskridende at spille over for denne store vrede grønne herre, men jeg ville ikke være det foruden i dag. I bund og grund nød Lucinda nok deres meget råbende samtaler. Selvom de var sat til at være fjender nærede Lucinda i bund og grund stor respekt for Vark, som hun ofte følte sig tryg i nærheden af, når der altså var tale om fælles fjender. Da Vark døde havde de lige haft et skænderi, hvor Lucinda fik sagt noget med at hun aldrig ville tale med ham igen. En ting hun siden har fortrudt meget, fordi hun aldrig fik muligheden for at sige undskyld eller få sagt at hun ikke mente det så hårdt. (Han er sikkert ligeglad, hvis jeg kender ham ret)

Akar:

Akar er uden tvivl den person, der har reddet Lucindas liv flest gang (her må dog ses Bort fra Puster, som hvad jeg kan forstå gjorde det i skyggerne også) Akar, som var Ravneshaman, blev Lucindas vej ind i shamanverdenen. det var ham der gav hende forståelse for Glysea og ånder. Hun vil altid være ham evig taknemmelig og føle sig særligt tilknyttet til ham, og fortsat forsvare ham, når nogen beskylder ham for at være ond.

Aldon:

Den mest hvæsende shaman jeg nogensinde har mødt. Gennem ham lærte Lucinda, hvor vigtigt det er at respektere dem med en anden tro. Han var den shaman Lucinda aldrig rigtig blev venner med, hvert fald ikke hvad hun ville indrømme. Aldon var ham man altid skulle følge reglerne overfor og være meget højtidelig omkring. Måske er det derfor det var sådan et chok for Lucinda, da han kom igen og tillod hende at give ham et kram. Aldon var på mange måder en støtte for Lucinda og hun ønskede at hun en dag ville blive accepteret af ham.

Raliegh:

Orken som Lucinda forsvarede fra start, smed ud af byen, løj overfor, hjalp, kæmpede sammen med, blev reddet af, helbredte. Orken der beviste over for Lucinda, at orkere er mere end blot ukontroleret kaos og vrede.. Orken der i sandhed fik Lucinda til at åbne op overfor orkere og lære at stole på dem. Jeg tror på at Raliegh var Lucindas sjæleven. Selvom de havde deres mange kampe og begge har været tætte på at slå modparten ihjel, skete det aldrig. Ingen forstod Lucinda som Raliegh gjorde, ingen behandlede hende som ham.  En ting Lucinda virkelig nød. At se ham igen, var en ting Lucinda slet ikke kunne håndtere, Hun var vred over at han først kom nu, glad for at se ham igen, sur over at han rev op i gamle sår og mest af alt ked af at han ikke kunne blive der. Hun vil altid savne Raliegh og til hver en tid omtale ham med respekt, selv når hun fortæller hvor dum og irriterende han var.

Ezikiel:

En mand Lucinda respekterede mere end de fleste. Hun var forundret over hvordan en mand, der havde været så meget igennem havde kræfter til at stå op om morgenen. Hun nød den frie mand hun så i Siiron og senere så glimt af. Han blev hendes redning da alt så aller sortest ud og hun faktisk selv havde givet op. Hun nød endelig at have en ven hun kunne pjatte med og være sig selv omkring. Det var hårdt den dag han takkede nej til at blive hendes vogter, men den dag hendes hjerte virkelig blev knust, var dagen, hvor han fortalte, at han havde varme følelser for en anden. Men har Lucinda en dag brug for at flygte fra det hele vil det til hver en tid være Ezikiel hun går til.

Manuel:

Manden der fulgte Lucinda side og side, og som var umulig at slippe af med. Han har gjort så mange gode ting for Lucinda og altid været der. Næsten så meget, at det er synd, når Lucinda ikke har set ham. Lucinda var aldrig blevet forkynder igen uden hans hjælp og nærvær. Han blev for alvor Lucinda støttepille efter hun ikke længere havde Teon og Raliegh, Han var den der altid kunne få hende til at smile og den der sørgede for, at hun blev ved med at holde begge fødder på jorden. Han var en sand ven og blev den person der takkede ja til at blive hendes vogter. Hvilket han nok i bund og grund ville være med eller uden titel.

Bjarke:

Lucindas lille loverboy. Ikke noget han nogensinde fik at vide, men Lucinda var forgabt i manden, som hun kun har været i få andre. Hun elskede at tale om ham, hører om ham og håbede altid på nogen ville nævne ham i samtalerne. Han var en af de få der kunne gøre hende helt genert og få hende til at føle sig varm indeni. Hun havde stor respekt for Hvordan Bjarke håndterede ting og ledede sit folk og håbede hver dag på, at han ville sige noget til hende.

Mathias: 

Den første rigtige akolyt som Lucinda så et samarbejde med. På mange måder så hun op til Mathias særligt til sidst da han var villig til at give sit liv for at redde Meronsstad. Lucinda blev glad for endelig at få en samarbejdspartner hun kunne dele sine syn med og en at dele kirken med. Hun så en god ven i Mathias selvom der var flere ting der undrede hende.

Puster:

Lucinda var sikker på, at Puster var en god mand. Hun så hvordan han hjalp både byen og hende selv flere gange. Derfor fik Lucinda det meget dårligt med sig selv, da hun vendte ham ryggen, hvor han havde mest brug for hende. Det gjorde direkte ond på Lucinda at se skyldfølelsen i Pusters øjne efter at han havde spist Plages barn. Hun har siden fortrudt hun ikke hjalp noget før. Puster var personen der fik Lucinda til at gå imod sine guder, fordi hun ikke kunne dræbe ham, når han havde hjulpet hende så meget.

Bjørn:

Dybt inde håbede Lucinda oprigtigt på, at byen tog fejl omkring Bjørn, at han ikke var det monster flere og flere ting ledte hen mod. inderst inde var Lucinda naiv nok til at tro på at Bjørn oprigtigt var hendes ven og at han ville hjælpe hende, hvis det blev nødvendigt. At det var muligt at skabe et samarbejde med Elearripræsten. 

Der har som sagt været andre også som har haft betydning for Lucinda men disse er dem jeg synes fortjener at blive nævnt ved navn, fordi de i større grad end andre har været med til at skabe Lucinda. Jeg har flere jeg gerne ville skrive på, men hvor jeg synes det er for nyt til at det hører sig til.

Tak for en fantastisk kampagne, tak for spil og tak for nu.

-// Over and Out Chrille

Mit møde med Requiem

Hej hej...

Så kom weekenden, som stod på Requiem. Jeg var meget spændt og en smule nervøs for, hvad det hele var for noget, og ikke mindst om jeg kunne holde til det, da det er et Horror scenarie. Men alt gik fint på det punkt og jeg endte med at nyde weekenden.

Da jeg ikke har super glad for horror tog det mig et par måneders overvejelse om jeg nu skulle tage med eller ej, og en masse spørgsmål til GM'erne om de kunne sikre mig at jeg ikke løb skrigende væk. Heldigvis var der nogle uger før scenariet stadig ikke nogen der havde meldt sig til at stå i kro og jeg besluttede så at det kunne jeg da gøre. For dere r nok ingen der dræber folket der står for maden. Så jeg kom med alligevel og en uge før scenariets start glædede jeg mig helt enormt til at komme afsted og havde små sommerfugle i maven, for hvordan det mon ville blive.

Weekenden kom og med den også scenariet. Det blev en lidt stresset opstart da jeg lige skulle finde på plads i kroen og da det var sket, blev min karakter inviteret på måneskinstur. Naiv som jeg er, fulgte jeg glædeligt med. Lige hen til en dæmoncirkel hvor min sjæl blev ofret. Så var weekenden ligesom sat.
Det blev en meget lang aften, at skulle spille uden sjæl og på mange måder også lidt kedelig, men da jeg aldrig har prøvet at miste min sjæl før har jeg ikke den store erfaring med, hvordan man gør i den situation. Set i bakspejlet skulle jeg måske have gjort nogle ting lidt anderledes og måske handlet lidt mere aktivt så jeg kunne finde en løsning på mit problem noget før. Det ville sig nemlig at det først blev lørdag eftermiddag, at jeg fik en sjæl igen. Og det så kun en halv og ikke engang min egen. Æv bæv.

Det viste sig dog at jeg blev yderst glad for denne sjæl og der her opstod et vendepunkt for min karakter, som jeg er virkelig glad for at jeg fik med. Fra at være startet som en lille overpyntet lille forkælet gimpe, fik hun mere mod og styrke og endte med at kæmpe for sin frihed og sit videre liv på den helt rigtige måde. Hun blev magiker og begyndte at kunne se de døde og fik en ven, ulig hvad hun tidligere havde haft. Desværre mistede hun båndet til sin bror som altid havde været der (Noget af det jeg ærger mig mest over ved det hele) men mon ikke hun kan skabe sig et nyt og måske bedre til ham i den nye verden de kom til?
Jeg håber hvert fald at dere r mulighed for at jeg får lov til at spille videre og gerne ud fra nogle af de planer jeg allerede har vendt i hovedet :-P

Generelt havde jeg en rigtig god oplevelse og alle var super søde og venlige som altid. Det var endnu engang fedt at tage afsted til rollespil og møde en masse folk både dem man kender i forvejen men også at møde nye spændende folk og skabe nye venskabet. Helt sikkert det bedste ved alt rollespil!

Jeg blev taget rigtig godt imod af alle særligt GM'er og NPC'er (nok fordi det var dem der havde bedst tid til det ved siden af spillet) Det var en super rar følelse hver gang jeg var nede ved "førerbunkeren" og de fleste gange blev jeg da nok også lige 5 min. længere end nødvendigt for bare lige at hygge lidt.
Så alt i alt en super weekend der har givet mig blod på tanden og håb om mere!

-// Over and Out Chrille