Jeg måtte jo først finde ud af hvad for en person jeg skulle spille. Det var noget diffus da det ikke bare er at sige jeg vil være butiksejer, og da jeg ikke er meget for at kæmpe med sværd var kriger også et dårligt valg. Så efter mange spekulationer valgte jeg at blive præst. Det kunne jeg vel lige finde ud af, stå i et tempel og bede nogle bønner og tro på en gud jow, jow, NEJ! for så var det lige at den gud jeg valgte at være tilhænger af er forkæmper mod alt ondt, den del fik jeg ikke lige læst, da jeg læste reglerne. Nå men jeg trøstede mig med at jeg jo nok kunne træne det stille og roligt op. FORKERT IGEN! Jeg fik jo nemlig så mail fra arrangørerne om at jeg da skal være våbenmester. GREAT! det da lige hvad jeg er klar på at springe ud i første gang ever jeg er i en skov. Nå men når man har sagt A må man vel også sige B, og C og D og E og... sådan føltes det hvert fald det første stykker tid før vi spillede. Hvor har jeg mange gange været ved at smide det hele og sagt No Way.
Nå som før konkluderet kræver rollespil jo også et kostume. Det tog for første gang utrolig lang tid at komme igang med. Jeg var igennem mange ideer før jeg endte med endnu engang at tage inspiration i Lindsey Stirling i hendes video til assassins creed III
Jeg har desværre ikke noget billede af det færdige resultat endnu men når jeg får det skal jeg nok lægge et billede op.
Med et godt kostume skulle man jo så tro jeg var klar til at fyre den af, men lagt fra. Jeg havde det ret skidt op til spilstart og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, og anede da slet ikke hvad jeg skulle gøre når spillet gik i gang.
Men tiden kom og så var der jo ikke andet for end "at få det overstået". Arrangørerne startede jo lige op med at præsentere alle præsteskabene på skift , så her var det også lige op og stå til skue for knap 100 mennesker, man ikke kender, hel alene. Det var da bare skønt. Not. så blev spillet blæst igang. Jeg startede med at søge skjul i mit tillukkede tempel og lige samle mig mod til, men nææh nej, allerede inden jeg havde trukket vejret stod den første spiller og ville høre lidt om guderne.Gå nu væk! Nå men ingen kære mor var at finde og jeg faldt langsomt ind i min rolle. Jeg fandt nogle andre spillere at støtte mig op ad. Men det var stadig lavt spil fra min side. Min messe blev udskudt en god time, hvor jeg så til sidst besluttede at få det overstået, og hold nu op hvor jeg kludrede i det jeg ville sige. Men jeg fik da ros for det så det var rart. Senere blev byen angrebet af nogle underlige væsener (muligvis zombier). De her væsener klagede over at de var sultne og gerne ville sætte tænderne i nogle er folkene. Jeg som er præst for bl.a. næste kærlighed, vælger jo så at lægge armen omkring den ene zombie, kigge på ham og sige:" skulle jeg ikke lige betale en skål suppe til dig hvis du er så sulten ;)" På intet tidspunkt strejfer tanken mig at dette væsen er farlig og bør nedkæmpes. Nej nej han er jo sulten, så det er da total næstekærligt at give ham en skål suppe. Hold op hvor kan man grine af det bagefter, og hvor blev jeg pinlig berørt da det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde gjort :-p
Jeg fik også bedt en bøn om beskyttelse. Stod midt i det hele og råbte op om løst og fast. Det var godt nok grænseoverskridende og får det dårligt af at tænke tilbage på det. 'amen jeg anede jo ikke hvad jeg skulle sige og kunne ikke huske halvdelen af hvad jeg havde forberedt. MEN jeg gjorde det, og det er det vigtige. jeg gjorde det og ved til næste gang at det ikke er farligt og at jeg der nok kan gøre det lidt mere yndefuldt.
Men for at slutte af, så var det rigtig godt. Faktisk så godt at jeg ikke kan vente til næste gang og allerede er igang med at lave en masse kreative ting til både mig og mit tempel, så det bliver godt. Jeg har dog også flere gange lige måttet sætte bremserne i for at templet ikke skal ende ud som et fastelavnsris med kulørte lamper og mærkelig musik.
-// Over and Out Chrille
